Smuk og smertelig debutroman fra 2004 er nu oversat til dansk. En rørende og sanselig skildring af to kvinders altopofrende kamp for at svømme over Den Engelske Kanal.
Tre kvinders livsfortælling væves sammen i en flydende sanselighed, hvor grænserne for tid og sted flere steder forsvinder. I midten af det hele bølger havet, tangen, duften, sveden og smerten.
Sally lykkedes med sit kanalforsøg i 1939 og står som det store forbillede for Ellen, da hun forsøger i 1983. De to kvinder er begge optændt at drømmen om at nå deres mål og sætte ny rekord. Længslen efter at besejre og slå verdensrekorden overskygger selv de største tab.
En kvindelig hovedperson uden navn er taget til Dover for at forstå sin mor, Ellen. Moren, der i sin altoverskyggende passion for at svømme, gik på kompromis med andre dele af livet, for eksempel sit moderskab. I Dover fordyber datteren sig i dagbøger og breve, mens hun sanser havet, stranden og stedet og læser gemte breve og notater fra moren. Bag skildringen af Ellen blander Sally Bauers fortælling. Sallys vellykkede kanalforsøg synes i første øjekast fuld af lykke og succes, men hendes kompromisløshed krævede store tab.
”Jeg har mistet det mest dyrebare jeg ejer … og dog fortryder jeg ikke. Jeg ville vælge Kanalen igen og igen.”
Datteren tilbringer 32 dage i Dover i sorgfuld søgen efter at sanse og forstå, hvad der drev hendes mor til at realisere sin drøm om den store præstation og de svære valg, der fulgte.
I forbindelse med sit kanalforsøg laver Ellen en aftale med sin mand, Viktor. Hvis hun klarer Kanalen må hun fortsætte sin svømmelidenskab, hvis ikke skal hun og de to børn tage turen i sejlbåd over Atlanten sammen med Viktor. En del af erindringen om Ellen fortælles af datteren på sejlbåden, hvor livet ikke er let for de to børn.
”Mågerne dækker himlen over båden. Skriger monotont. Senere flytter en af skrigefuglene ind i brystet, holder aldrig op med at skrige. Tåge omkring os. Tysthed, Hult hvidt.”
Fortællingen er præget af et barns blik på en ofte fraværende mor og et ansvar for lillebroren H., som nogen må løfte. Ellen og Sallys heroiske bedrifter trækker på stor opmærksomhed. Deres markante personligheder fylder omgivelserne, så selv fortælleren og hendes lillebror H må stå tilbage som skygger uden navn. Sproget veksler mellem refleksive erindringsspring og lyriske, fragmenterede sansninger. Læseren kan svømme med i de mange passager, hvor havet og naturens kræfter river i kroppen. Kontrasten mellem vinder og taber er på en trøstesløs og hjerteskærende måde flettet ind hele fortællingen. Det er på samme tid smukt og smerteligt.
”Du er på vej ned til søen. Jeg hager mig fast i dine arme, græder, da du går fra mig. Svømmebrillerne om halsen, flyvende hår. Lykkelig.”
Stridsbergs romaner gør noget ved én, så man får alle følelser aktiveret. De er fremført med en stilistisk skarphed, så en dyster og barsk længsel vibrerer i kroppen længe efter.
Kommentarer