Anmeldelse
Hans-Ulrich Treichel: Den bortkomne
De sidste krigsmåneder i Tyskland i 1945 og årene derefter skete der absurde og rystende hændelser, der først i nyere tid er blevet behandlet seriøst i skønlitteraturen.
Krigen og flugten fra østområderne betød blandt andet, at familier blev splittet ad. I skovene i Østpreussen løb børn forældreløse omkring (de såkaldte »Wolfskinder«) og levede som vilde dyr efter at have mistet forældre eller mistet at kontakt til forældrene.
Litteraturprofessoren Hans-Ulrich Treichel rammer så mange facetter af den tyske efterkrigshistorie med den lille, men alligevel omfangsrige roman »Den bortkomne«. På godt 100 sider får vi et mange-facetteret indblik i typiske sider af vesttyske samfund fra »Stunde Null« til »Wirtschaftswunder« i 1950erne og 1960erne.
En stor del af denne økonomiske fremgang er blevet forklaret med tyskernes fortrængning. Traumer og skyldfølelse blev om ikke overvundet, så holdet i ave med en uset arbejdsmani.
Treichel skildrer et tabu med understatement og stille lune. En navnløs dreng fremsiger en monolog. Han er enebarn med en far og en mor, der er selvstændig erhvervsdrivende – men enebarn på en særlig grotesk facon. I krigens sidste måneder, under den dramatiske flugt fra de fremadrykkende russere i østprovinserne, blev storebroren Arnold væk, og den bortkomne søn ligger som en tung sky over familien. Han symboliserer længslen og den dårlige samvittighed.
Forældrene driver sig selv ud i groteske undersøgelser i jagten på den fortabte søn: Med tysk bureaukratisk og nøje videnskabelig fremgangsmåde underkastes den navnløse fortæller-søn undersøgelser, der skal fastslå nummer 2307’s biologiske tilhørsforhold. Der måles den »relative kæbevinkelstørrelse«, der udregnes et »Rohrer-indeks«, der fastslås »integumentkendetegn« og udarbejdes et »Hollerith«-hulkort. Det, der for forældrene er en søgen efter det tabte, er for det navnløse fortæller-barn et mareridt om at få en storebror, han ikke kender, ikke vil kende og ikke ønsker at dele liv eller værelse med.
Langsomt kommer anelsen om et dobbeltgængermotiv frem i romanen. Den navnløse søn er med stor sandsynlighed den bror, de søger efter, men forældrene ser det ikke.
I »Den bortkomne« blotlægges en forunderlig kontrast, som har kunnet spores i det virkelige Tyskland. På den ene side skete en massiv og voldsomt oprydning, der skulle fjerne sporene fra fortiden. Man forstår i et større perspektiv, hvorfor tyskerne efter krigen arbejdede så hårdt. Millioner af flygtninge og fordrevne østfra ejede intet, og endte med at blive velhavende middelklasseborgere takket være en enorm arbejdsdisciplin. På den anden side var der en søgen efter et tabte bag al skylden og skammen.
»Den bortkomne« er delvist selvbiografisk og en skrækindjagende god lille roman.
De sidste krigsmåneder i Tyskland i 1945 og årene derefter skete der absurde og rystende hændelser, der først i nyere tid er blevet behandlet seriøst i skønlitteraturen.
Krigen og flugten fra østområderne betød blandt andet, at familier blev splittet ad. I skovene i Østpreussen løb børn forældreløse omkring (de såkaldte »Wolfskinder«) og levede som vilde dyr efter at have mistet forældre eller mistet at kontakt til forældrene.
Litteraturprofessoren Hans-Ulrich Treichel rammer så mange facetter af den tyske efterkrigshistorie med den lille, men alligevel omfangsrige roman »Den bortkomne«. På godt 100 sider får vi et mange-facetteret indblik i typiske sider af vesttyske samfund fra »Stunde Null« til »Wirtschaftswunder« i 1950erne og 1960erne.
En stor del af denne økonomiske fremgang er blevet forklaret med tyskernes fortrængning. Traumer og skyldfølelse blev om ikke overvundet, så holdet i ave med en uset arbejdsmani.
Treichel skildrer et tabu med understatement og stille lune. En navnløs dreng fremsiger en monolog. Han er enebarn med en far og en mor, der er selvstændig erhvervsdrivende – men enebarn på en særlig grotesk facon. I krigens sidste måneder, under den dramatiske flugt fra de fremadrykkende russere i østprovinserne, blev storebroren Arnold væk, og den bortkomne søn ligger som en tung sky over familien. Han symboliserer længslen og den dårlige samvittighed.
Forældrene driver sig selv ud i groteske undersøgelser i jagten på den fortabte søn: Med tysk bureaukratisk og nøje videnskabelig fremgangsmåde underkastes den navnløse fortæller-søn undersøgelser, der skal fastslå nummer 2307’s biologiske tilhørsforhold. Der måles den »relative kæbevinkelstørrelse«, der udregnes et »Rohrer-indeks«, der fastslås »integumentkendetegn« og udarbejdes et »Hollerith«-hulkort. Det, der for forældrene er en søgen efter det tabte, er for det navnløse fortæller-barn et mareridt om at få en storebror, han ikke kender, ikke vil kende og ikke ønsker at dele liv eller værelse med.
Langsomt kommer anelsen om et dobbeltgængermotiv frem i romanen. Den navnløse søn er med stor sandsynlighed den bror, de søger efter, men forældrene ser det ikke.
I »Den bortkomne« blotlægges en forunderlig kontrast, som har kunnet spores i det virkelige Tyskland. På den ene side skete en massiv og voldsomt oprydning, der skulle fjerne sporene fra fortiden. Man forstår i et større perspektiv, hvorfor tyskerne efter krigen arbejdede så hårdt. Millioner af flygtninge og fordrevne østfra ejede intet, og endte med at blive velhavende middelklasseborgere takket være en enorm arbejdsdisciplin. På den anden side var der en søgen efter et tabte bag al skylden og skammen.
»Den bortkomne« er delvist selvbiografisk og en skrækindjagende god lille roman.
Kommentarer