Af litteraturhistoriker Marie Fredborg Jungersen
Naturvidenskaberne og fiktionen er traditionelt modsætninger. Naturvidenskaben er blevet forbundet med sandhed og fakta, og en roman er som bekendt fantasi og opspind.
Ikke desto mindre handler romanen ”Opmålingen af verden” om to naturvidenskabsmænd, som faktisk har levet i virkeligheden.
Tyskeren Friedrich Wilhelm Alexander von Humboldt, naturforsker og opdagelsesrejsende levede fra 1769 til 1859, samtidigt med landsmanden, den store matematiker Johann Karl Friedrich Gauss, som levede fra 1777 til 1855. De to slog deres folder i en tid, hvor naturvidenskaberne var i rivende udvikling. Oplysningstiden barslede med et væld af brugbare opfindelser, og man hyldede menneskets fornuft og logiske sans.
Ifølge oplysningstidens filosoffer, f.eks. David Hume, havde mennesket to muligheder for at erkende verden: Gennem iagttagelse, dvs. empiriske eksperimenter, og gennem beregning og brug af logik, som i matematikken. Humboldt og Gauss er glimrende eksempler på de to metoder. Humboldt rejste Sydamerika tyndt i fem år og indsamlede utallige prøver og måleresultater af planteliv og jordbund, imens Gauss blev i sit studerekammer i Göttingen det meste af sit liv og dér udregnede planetbaner og matematiske grundregler vha. sin sunde logik.
Tænkeren og den opdagelsesrejsende
Modsætningen imellem de to store mænds livsformer og måder at anskue verden på er det fængende tema for ”Opmålingen af verden”. Historien tager udgangspunkt i den gamle, humørsyge Gauss’ afrejse fra sit stilfærdige hjem i Göttingenfor til Berlin at besøge Humboldt, der dér lever et glamourøst liv ved hoffet.
Herefter springer fortællingen tilbage til de to hovedpersoners barndom og følger hver deres skæbner frem til mødet imellem dem i Berlin og deres efterfølgende brevveksling. I det meste af bogen skiftes der imellem de to mænd kapitel for kapitel, men efter deres møde begynder historierne om dem at smelte sammen, så deres tanker efterhånden ikke længere er adskilte forløb, men skrider frem som en samtale mellem dem.
Det er ingen forherliget forestilling om modsætninger, der mødes i et idyllisk venskab. Der er en larmende forskel imellem de to personer. Gauss emmer af grundlæggende pessimisme og utilfredshed med verden, som han føler, han gennemskuer ind til knoglerne. Allerede som ung syntes han, han ældedes. Og da han færdiggør sit store matematiske værk som 24-årig, ved han, at han aldrig vil nå højere. Hans store kærlighed er hans mor, men han når at få to koner og med dem fire børn, som han betragter som uduelige analfabeter. 
Humboldt derimod har ikke anden familie end sin bror, som han har et anstrengt konkurrenceforhold til. Han betragter sine medmenneskers seksualitet med afsky og angst. Til gengæld er han en udadvendt og passioneret betragter af verden.
På sin lange rejse i Sydamerika med vennen Bonpland sover han sjældent, udsætter sig selv for de vildeste eksperimenter med giftige planter og dristige hulevandringer og nedskriver alt, hvad han oplever i en manisk arbejdsomhed. Han er nysgerrig over for alt og naiv i mødet med andre mennesker. De to videnskabsmænd er ved at drive hinanden til vanvid, da de endelig mødes, men de inspirerer også hinanden og ligner hinanden i deres geniale afsondrethed fra andre mennesker.
At det lader sig gøre i en roman at kombinere primtal og udregninger af eksponentielle vækstkurver med en tør humor, som først og fremmest består i beskrivelser af de to mænds ofte ret excentriske væremåde, er en bedrift, som både naturvidenskab og romanlæsere kan sætte pris på. Gauss’ tvære stædighed og Humboldts naive mangel på humor er afsindigt underholdende. Fortælleren har en kortfattet og abrupt måde at konstatere personernes tanker og handlinger på, som overrumpler.
Og samtidig ligger der en eftertænksom alvor i de filosofiske tanker om verden, sandheden, tiden og døden, som følger i kølvandet på de videnskabelige opdagelser. Der er en tankevækkende dybde i de korte ordspil som dette mellem et tvivlende ekspeditionsmedlem og Bonpland: ”For øvrigt var livet djævelsk kort, så hvorfor sætte det på spil? Fordi det var kort, sagde Bonpland.”
På kanten af virkeligheden
Romanens forfatter Daniel Kehlmann (f. 1975) er uddannet i litteratur og filosofi i Wien og har tidligere skrevet romaner som ”Beerholms Vorstellung” og ”Mahlers Zeit”, som også handler om ekstreme mennesker på grænsen af virkeligheden. Umiddelbart vil man måske indvende, at Gauss og Humboldt placerer sig midt i den objektivt beviselige virkelighed. Ingen af de to jagter andet end det, som helt sikkert ”er”, og alligevel bliver de i deres jagt hele tiden mødt med det overnaturlige.
På toppen af et højt bjerg, ør af iltmangel, bliver Humboldt hjemsøgt af sin døde hund, og Gauss har mystiske dagdrømme om fremtiden, hvor højhuse og flyvemaskiner optræder. Det hele kan forklares på videnskabelig vis, men Kehlmann lader altid muligheden for en overnaturlig forklaring stå åben. Således bliver romanen både en rationelt oplysende beretning og en fantasifuld fortælling. 
Kehlmann leger desuden flere steder med romankarakterernes bevidsthed om, at de er fiktive personer. Allerede på s. 9 siger Gauss, at ”enhver tåbenakke om to hundrede år ville kunne gøre sig lystig over ham og finde på absurd sludder om hans person” og på s. 211 raser Humboldt over ”romaner, der fortabte sig i løgnehistorier, fordi forfatteren knyttede sit pjat til historiske personers navne.”
Med et slet skjult glimt i øjet kommenterer Kehlmann her på sin egen forfatter-frihed til f.eks. at gøre Kant til en savlende gamling. På den måde relativerer Kehlmann den objektive virkelighed og sandhed, som Gauss og Humboldt og deres tid står for.
Det lykkes desuden afslutningsvis Kehlmann at antyde videnskabernes undertrykkelse og afhængighed af politisk velvilje, idet Humboldts sidste, forstemmende rejse til Rusland bliver en parodi på hans første. Han drukner i repræsentative opgaver og får ikke lov til at udføre sine egne målinger og gøre sig sine egne betragtninger. En stadig aktuel kommentar til den ”frie” videnskabs skrøbelighed.
Romanen sluttes af med Gauss’ søn Eugens rejse med damper til Amerika. Eugen er romantisk og nationalistisk anlagt og bliver anholdt ved et ulovligt møde, hvilket fører til hans landsforvisning. I ham forenes Humboldts rejser og Gauss’ matematiske sans med en følsom sjæl, og man fornemmer at en ny tid er på vej, da Amerika toner frem af tågerne i romanens sidste linjer.
Kommentarer