Anmeldelse
Gyldne lilje : overgangsstemning
- Log ind for at skrive kommentarer
Woetmann har skrevet en ret god digtsamling, der desværre snubler og taber højde undervejs.
Overgangsstemning – det er undertitlen til Woetmanns ’Gylne lilje’. Måske er bogen faktisk et langdigt med titlen Ved Stenens – bogens første linie, der som den eneste er fremhævet med fed. Herefter udspiller teksten sig fra øverst på siderne for det meste med god plads.
Langdigtet, hvis vi læser det sådan, handler om Lars-Emil, der sætter sig sammen med den gyldne lilje og en netop udsprungen bøgegren. Han kigger på den og på hundelufteren, hvis hund måske lufter ham - og de andre, der kommer forbi. Ikke mindst den porcelænsblå due. Det er meget muligt, det er i København.
Der er måske lidt retning af Knud Sørensen og hans gang langs skoven og fjorden, hvis bølger rullede ind mod ham med tandsmil på toppen. Eller er vi ude i noget i retning af Morten Søndergaards ”Forsøg på at aflytte et sted i Paris”? Nej, det er ikke helt der, vi er. I den centrale og bedste del af bogen, er det nærmest som om, fortælleren er ved at gå i opløsning og morfe sammen med bænken og liljen og bøgegrenen. Som om han bliver en porcelænsblå organisk del af den scene, han før mestendels iagttog. Med en let magisk selvfølgelighed, som når iranske Shahrnush Parsipur lader en karakter vælge at blive til et træ.
Det er Overgangsstemning, vildt og fedt, men så ringer mobiltelefonen, og bogen klytter ud i noget let prosaisk noget på smarte cafeer og skønskrift, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Og det er lidt ærgerligt, for Lars-Emil Woetmann har sproget. Især når han ikke forfalder til en lidt tvungen blomsterdunstende lyrisme, men sætter klampen i bund. Så rykker det, som i dette intermezzo med vild upyntet let gakket gentagelsespoesi – rundforvirrende, så det vil noget:
Udad udad ind
Indad indad ud
Og under ups
Udad ind
Udad ud
Rystelse
Der er bare et andet drive, end når digtet vil fortælle med lidt for lyrisk fynd, der lige bliver en tand for gumpetung:
Jeg åbner rødlæberne og trækker mig så ud
Ved tungen
I rystelse af mit postyr,
Udadfavnende indadskridende
"Rødlæberne" er nok en lyrisk nyskabelse, men det kan man også godt forstå, så plumt som udtrykket er. Man skal også sådan passe på med brugen af lang tillægsform, der i al sin tunge udvikl-ende, voks-ende, fremadskrid-ende, bevæg-ende masse let kan få læselysten til simpelthen at Ende.
’Gyldne lilje’ kan bestemt noget, men bogen taber lidt for ofte højde. Snubler undervejs lige før, det virkelig skal til at rykke. Det er ærgerligt, for det virker bestemt som om, Lars-Emil Woetmann både er på sporet af noget og har det knitrende sprog til at forløse det – måske hvis han slipper den rødlæbende smagen på gloserne og bare giver gas.
- Log ind for at skrive kommentarer
Woetmann har skrevet en ret god digtsamling, der desværre snubler og taber højde undervejs.
Overgangsstemning – det er undertitlen til Woetmanns ’Gylne lilje’. Måske er bogen faktisk et langdigt med titlen Ved Stenens – bogens første linie, der som den eneste er fremhævet med fed. Herefter udspiller teksten sig fra øverst på siderne for det meste med god plads.
Langdigtet, hvis vi læser det sådan, handler om Lars-Emil, der sætter sig sammen med den gyldne lilje og en netop udsprungen bøgegren. Han kigger på den og på hundelufteren, hvis hund måske lufter ham - og de andre, der kommer forbi. Ikke mindst den porcelænsblå due. Det er meget muligt, det er i København.
Der er måske lidt retning af Knud Sørensen og hans gang langs skoven og fjorden, hvis bølger rullede ind mod ham med tandsmil på toppen. Eller er vi ude i noget i retning af Morten Søndergaards ”Forsøg på at aflytte et sted i Paris”? Nej, det er ikke helt der, vi er. I den centrale og bedste del af bogen, er det nærmest som om, fortælleren er ved at gå i opløsning og morfe sammen med bænken og liljen og bøgegrenen. Som om han bliver en porcelænsblå organisk del af den scene, han før mestendels iagttog. Med en let magisk selvfølgelighed, som når iranske Shahrnush Parsipur lader en karakter vælge at blive til et træ.
Det er Overgangsstemning, vildt og fedt, men så ringer mobiltelefonen, og bogen klytter ud i noget let prosaisk noget på smarte cafeer og skønskrift, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Og det er lidt ærgerligt, for Lars-Emil Woetmann har sproget. Især når han ikke forfalder til en lidt tvungen blomsterdunstende lyrisme, men sætter klampen i bund. Så rykker det, som i dette intermezzo med vild upyntet let gakket gentagelsespoesi – rundforvirrende, så det vil noget:
Udad udad ind
Indad indad ud
Og under ups
Udad ind
Udad ud
Rystelse
Der er bare et andet drive, end når digtet vil fortælle med lidt for lyrisk fynd, der lige bliver en tand for gumpetung:
Jeg åbner rødlæberne og trækker mig så ud
Ved tungen
I rystelse af mit postyr,
Udadfavnende indadskridende
"Rødlæberne" er nok en lyrisk nyskabelse, men det kan man også godt forstå, så plumt som udtrykket er. Man skal også sådan passe på med brugen af lang tillægsform, der i al sin tunge udvikl-ende, voks-ende, fremadskrid-ende, bevæg-ende masse let kan få læselysten til simpelthen at Ende.
’Gyldne lilje’ kan bestemt noget, men bogen taber lidt for ofte højde. Snubler undervejs lige før, det virkelig skal til at rykke. Det er ærgerligt, for det virker bestemt som om, Lars-Emil Woetmann både er på sporet af noget og har det knitrende sprog til at forløse det – måske hvis han slipper den rødlæbende smagen på gloserne og bare giver gas.
Kommentarer