Anmeldelse
Gustav Wied: Livsens ondskab
- Log ind for at skrive kommentarer
Hykleriet var Gustav Wieds litterære resort. Han betragter blot og magter med sin blotte tilstedeværelse som fortæller at afsløre den syndige menneskesjæl. Dobbeltmoralen findes. Vi bruger gerne alskens kneb for at fremme vor egen sag. Udadtil må det bare ikke kunne ses. Og her er det, Gustav Wied kommer ind i billedet - eller måske rettere romanens toldkontrollør Knagsted, der som realisten kan hudflette personagerne i Gammelkøbing.
Alle vil sig selv og kommer derfor hinanden i vejen. I romanen fremkommer en skånselsløs og ætsende småborger-satire gennem den selvhøjtidelige latterlighed, som personerne bevidst eller ubevidst fører sig frem med. Hele vejen igennem nuanceret og psykologisk underbygget.
Det er ikke handling, der er overskud på i »Livsens ondskab«. Hovedhandlingen drejer sig om Thummelumsen, hvis livsdrøm det er at tilbageerobre sin fædrene gård, som han var tvunget til at forlade med sin mor. Men som pessimismens filosof, Arthur Schopenhauer, plæderede, så er det slet ikke så godt for mennesket at få sine ønsker opfyldt. Heller ikke for Thummelumsen.
Det handlingsmæssige underskud understreges af livets mangel på mening i Gammelkøbing - dét, som Gustav Wied kalder »livsens ondskab«. Man æder, man drikker, man sladrer om hinanden og formerer sig. Symboler på livet i romanen er på den ene side jordemoderen fru Frederiksen og på den anden side distriktslægen Bister. Begge har livet som levevej og det ofte med blodig alvor.
Distriktslægen spiller en afgørende rolle i romanen, da en gammel mor er meget tæt på at himle i sin sygestue. Lægen ser, hvor meget moren betyder for sønnen og forvandler sig fra en kølig mediciner til et menneske, der sætter alt ind på at redde et menneske for andre menneskers skyld. Lægen tør byde over liv og død, og sådan sender Gustav Wied sin stille hyldest til de mennesker, der ellers ikke gør meget væsen af sig.
Provinsskildringen er tragisk alvor. Der er ingen hovedpersoner i bogen, der dermed har et af kollektivromanenens varemærker. Mest relevant bliver det, når den realistiske Knagsted og den idealistiske overlærer Clausen, to uadskillelige venner, snakker sammen. Her taler Gustav Wied også med sig selv. Ved et møde i »Ædedolkenes klub« (en samling af byens selvfede og oppustede pinger) bebrejder Clausen Knagsted, at tolderen ingen idealer har. Og Knagsted svarer kontant:
»Du vil snakke om livsværdier vedblev Tottenborgeren, og hans stemme lød mere og mere ophidset - du, som ikke har haft lejlighed til at iagttage det ypperste: Livsligegyldigheden!«. Kedsomheden og livsleden kommer hele tiden i vejen.
En af Wieds store styrker ligger desuden i den minutiøse beskrivelser af lokaliteter (Gammelkøbing regnes for at være Roskilde, hvor Gustav Wied boede størsteparten af sit liv). Helt ned i den præcise detalje som en barberkniv. Og giftig er han tilmed.
Engang blev man ikke student i Danmark uden at have læst Gustav Wied. de tider er vist desværre forbi. Men man kan jo gå i gang selv.
Gustav Wied : Livsens ondskab, 278 sider (Gyldendal).
- Log ind for at skrive kommentarer
Hykleriet var Gustav Wieds litterære resort. Han betragter blot og magter med sin blotte tilstedeværelse som fortæller at afsløre den syndige menneskesjæl. Dobbeltmoralen findes. Vi bruger gerne alskens kneb for at fremme vor egen sag. Udadtil må det bare ikke kunne ses. Og her er det, Gustav Wied kommer ind i billedet - eller måske rettere romanens toldkontrollør Knagsted, der som realisten kan hudflette personagerne i Gammelkøbing.
Alle vil sig selv og kommer derfor hinanden i vejen. I romanen fremkommer en skånselsløs og ætsende småborger-satire gennem den selvhøjtidelige latterlighed, som personerne bevidst eller ubevidst fører sig frem med. Hele vejen igennem nuanceret og psykologisk underbygget.
Det er ikke handling, der er overskud på i »Livsens ondskab«. Hovedhandlingen drejer sig om Thummelumsen, hvis livsdrøm det er at tilbageerobre sin fædrene gård, som han var tvunget til at forlade med sin mor. Men som pessimismens filosof, Arthur Schopenhauer, plæderede, så er det slet ikke så godt for mennesket at få sine ønsker opfyldt. Heller ikke for Thummelumsen.
Det handlingsmæssige underskud understreges af livets mangel på mening i Gammelkøbing - dét, som Gustav Wied kalder »livsens ondskab«. Man æder, man drikker, man sladrer om hinanden og formerer sig. Symboler på livet i romanen er på den ene side jordemoderen fru Frederiksen og på den anden side distriktslægen Bister. Begge har livet som levevej og det ofte med blodig alvor.
Distriktslægen spiller en afgørende rolle i romanen, da en gammel mor er meget tæt på at himle i sin sygestue. Lægen ser, hvor meget moren betyder for sønnen og forvandler sig fra en kølig mediciner til et menneske, der sætter alt ind på at redde et menneske for andre menneskers skyld. Lægen tør byde over liv og død, og sådan sender Gustav Wied sin stille hyldest til de mennesker, der ellers ikke gør meget væsen af sig.
Provinsskildringen er tragisk alvor. Der er ingen hovedpersoner i bogen, der dermed har et af kollektivromanenens varemærker. Mest relevant bliver det, når den realistiske Knagsted og den idealistiske overlærer Clausen, to uadskillelige venner, snakker sammen. Her taler Gustav Wied også med sig selv. Ved et møde i »Ædedolkenes klub« (en samling af byens selvfede og oppustede pinger) bebrejder Clausen Knagsted, at tolderen ingen idealer har. Og Knagsted svarer kontant:
»Du vil snakke om livsværdier vedblev Tottenborgeren, og hans stemme lød mere og mere ophidset - du, som ikke har haft lejlighed til at iagttage det ypperste: Livsligegyldigheden!«. Kedsomheden og livsleden kommer hele tiden i vejen.
En af Wieds store styrker ligger desuden i den minutiøse beskrivelser af lokaliteter (Gammelkøbing regnes for at være Roskilde, hvor Gustav Wied boede størsteparten af sit liv). Helt ned i den præcise detalje som en barberkniv. Og giftig er han tilmed.
Engang blev man ikke student i Danmark uden at have læst Gustav Wied. de tider er vist desværre forbi. Men man kan jo gå i gang selv.
Gustav Wied : Livsens ondskab, 278 sider (Gyldendal).
Kommentarer