Magten i samfundet er unægteligt koncentreret på få hænder – nemlig hos overklassen.
Man kan tale om en økonomisk elite, som har stor indflydelse. Men også om en privilegeret del af befolkningen, der har værdifuld viden eller de mest betydningsfulde jobs. Populært sagt kan overklassen overtrumfe alle andre, når det drejer sig om at betale, belære og beslutte.
Den form for magt giver mulighed for misbrug, og går man til litteraturen, finder man ofte et kritisk perspektiv på overklassens særstatus. I litteraturen bliver samfundets spidser gjort til grin, for de kan sjældent leve op til det store ansvar, som følger med magten. Det ser man i ”Slægten” (1898) af Gustav Wied (1858-1914), som effektivt latterliggør den danske overklasse anno 1900. I den fremragende roman følger man familien Hieronimus v. Leunbach, og allerede fra første side står en ting lysende klart: Overklassen er lummer og lusket!
Fjols fra fødsel
Hovedpersonen i ”Slægten” er den kvabsede baron, Helmuth, som efter sin fars død har overtaget en stærkt amputeret ejendom. Fremprovokeret af hasardspil og dumhed har familien gradvist formøblet deres formue. Ja, man har ligefrem rykket bygninger ned og solgt rub og stub (tømmer og sten) for at klare terminen. Fortællingen tager fart, da Helmuth ved et lykketræf skal giftes med Alvilda Raskowitz, et vaskeægte overklasseløg fra København. Med hendes entré eskalerer den familiære deroute – en regulær tragedie, som Wied ubarmhjertigt forvandler til sjov satire, hvor enhver sætning har en munter undertone.
Hvis man er adelig, arver man i sagens natur værdifulde privilegier. Men i ”Slægten” arver personerne mest af alt en fatal genetisk disposition. Helmuth er, kort sagt, født som en idiot, der uvilkårligt må opføre sig idiotisk. På linie med datidens forfatterkollegaer var Wied stærkt optaget af ideen om degeneration.
Herman Bang (1857-1812) skrev ”Haabløse Slægter” (1880), og den tyske nobelpristager Thomas Mann (1875-1955) beskrev familien ”Buddenbrooks” (1901), som gradvist går til grunde. Her er problemet, at de stolte familier ikke kun udvikler almindelige defekter. I misforstået snobberi værner man om egne fortræffeligheder, eller som Wied skriver: ”…tamper vi ikke rakket, tamper rakket os”. Overklassen rendyrker de mest bizarre egenskaber, en uheldig tendens, som kun forstærkes, når man primært elsker med egne slægtninge.
Det promiskuøse jetset
Wied har alle historiske detaljer på plads, hvorfor ”Slægten” også er interessant rent kulturhistorisk. Man følger politiske diskussioner i forsamlingshuset og det drøje høstarbejde i marken. Men skal man fremhæve én kvalitet, fastholder Wied konstant et højt underholdningsniveau. De dekadente anlæg findes ikke kun i familien Hieronimus v. Leunbach. En anden markant personlighed er den dameglade præst, Adolf Mascani, som stort set er far til alle børn i sognet. Når de unge piger snupper en svømmetur, lurer præsten fra klitterne. I en central scene afsværger Mascani ligefrem selve Herren, mens den måbende menighed desperat forsøger at bremse den gale prædikant.
Overklassen er i særlig grad depraveret i "Slægten””. Da hjerteknuseren Grev Scheele introduceres, falder Alvilda (mor) og Karen (den mindreårige datter) straks i svime, selvom de naturligvis er i familie med den attraktive ungkarl. I overklassens selvforståelse er bønderne primitive, men Wied udstiller hykleriet, så det står klart, at overklassen overhovedet ikke respekterer almindelige seksuelle eller etiske standarder. De fisefornemme horer og bedrager uhæmmet, hvilket Wied vistnok oplevede personligt, da han i sin ungdom forlod Lolland for at arbejde på Overgaard gods ved Mariager Fjord.
En tur i spjældet
Den såkaldte sædelighedsfejde var vigtig i Wieds samtid, og spørgsmålet om mænd og kvinders seksuelle rettigheder får også afgørende betydning i ”Slægten”. Her skal plottets finale ikke afsløres, men man kan fremhæve, at Wied er en grænsesøgende forfatter. Han har smag for det groteske og søger målrettet at provokere læsernes forventninger – både indholdsmæssigt og formelt. I 1892 måtte han eksempelvis 14 dage i spjældet på Christianshavn, fordi han beskrev en affære mellem en mindreårig dreng og en nærgående tjenestepige.
Hvis man ikke kender Gustav Wied, kan man passende starte i ”Slægten”, som er en god, letlæst roman. I den danske litteraturhistorie er Wied en spektakulær skikkelse. Han er berømt for sit gedebukkeskæg, og som forfatter var han uhyre populær. Den økonomiske succes blev imidlertid omsat i hurtige fornøjelser, så Gyldendal måtte overtage kontrollen med hans husholdning. Da den karismatiske forfatter ikke gad livet mere, gik han forbi apoteket, hvor han forlangte cyankalium. Han forsikrede, at giften var til rotterne, men det var løgn.
Bonus
Hvis man får smag for Gustav Wied, kan man passende læse forsættelsen til ”Slægten”, nemlig ”Slægten Opus II”, som også hedder ”Fædrene æder druer” (1908). Begge romaner er filmatiseret af Anders Refn under titlerne ”Slægten” (1978) og ”Sort høst” (1993). Man kan også læse spændende sager som ”Dansemus” (1905), hvor Wied er mere eksperimenterende.
Af Martin Toft, cand.mag.
Kommentarer