Fukushima-området hædres som en markering af 10-året for ulykken i 2011. Desværre kommer forfatteren ikke i mål med sin mission om at skildre egne oplevelser i Fukushima med indlevelse og engagement.
I marts 2011 hændte en tredobbelt katastrofe i Japan: et jordskælv, en tsunami og en atomkatastrofe. Mange husker de frygtelige billeder man kunne se i TV fra området nord for Japans hovedstad, Tokyo, hvor tusindvis af menneskeliv gik tabt som følge af naturkatastrofen, og tusindvis blev evakueret som følge af nedsmeltningen af atomkraftværket Fukushima Daiichi. I denne nye fagbog om Fukushima forsøger journalist og mangeårig korrespondent i Japan, Asger Røjle Christensen, at fortælle historien om Fukushima-amtet, både før og efter katastrofen ramte.
Bogen er meget fint opdelt i to halvdele; Lykke og Ulykke. Førstnævnte fortæller de "positive" historier om Fukushima-amtets kultur, historie, mennesker og madkultur. Sidstnævnte om katastrofen, konsekvenserne for tiden efter, samt hvor Fukushima nu står i forhold til oprydning, reetablering og fremtid. Ordet Fukushima betyder ’Lykkens ø’ på japansk, hvilket forklarer og manifesterer inddelingen af bogen fordi det fremmer forståelsen af et sted som er meget præget af et ’før og efter’. Dog må jeg desværre sige at min positivitet stopper der, fordi bogen er skrevet i et klodset og inkonsistent sprog, og efter endt læsning står bogen tilbage som et halvhjertet forsøg på en fagbog om den meget omtalte region i Japan.
På trods af talrige både positive og triste historier fra Fukushima, formår forfatteren ikke at svare på det essentielle spørgsmål - som enhver forfatter og redaktør bør stille - hvorfor skal denne bog findes?
Læseren er ikke i tvivl om forfatterens ønske om at levere en engageret personlig fortælling om et sted, der står hans hjerte nært. Alligevel måtte jeg hele tiden stille mig selv spørgsmålet om, hvorfor de forskellige anekdoter blev præsenteret for læseren. Det ene øjeblik får man en for forfatteren, personlig, nærmest dagbogsagtig refleksion, det næste øjeblik bliver der videreformidlet nogle andres personlige anekdoter.
Researcharbejdet virker tilmed ikke gennemarbejdet. Gentagende gange bliver der refereret til Facebook-opslag fra forfatterens Japan-kyndige netværk, eller man bliver præsenteret for udokumenterede referencer til Ph.D-afhandlinger og andre udgivelser. Selve referencerne er relevante, men formidlingen af dem er inkonsistent, og det får forfatteren til at fremstå næsten doven i sit researcharbejde, hvilket jeg næppe tror er meningen.
Røjle Christensen formår desværre ikke at overbevise mig om sit engagement og sin indlevelse i Fukushimas fortid, nutid og fremtid med denne bog. Forfatterens mission om at fortælle den ufortalte historie om et sted, hvor en katastrofe hændte, når ikke i mål, og man sidder tilbage med følelsen af, at forfatteren havde de bedste intentioner uden at kunne realisere dem skriftligt.
Bogens udgivelse skulle ske i år, fordi det placerer bogen inden for den eneste aktualitetsramme, som synes at være klar omkring denne bog: Her 10 år efter katastrofen må mange vel undre sig over, hvor Japan er nu i forhold til reetablering efter katastrofen.
Jeg har selv rejst i Japan og har sågar studeret japansk på universitetet i 2 år, og jeg er derfor ikke helt ubekendt med japanske forhold, politik og geografi. Derfor kunne jeg sagtens høre ind under den ønskede læser-målgruppe, som forfatteren og selvsagt forlaget har tiltænkt denne bog.
Jeg er stadig ligeså fascineret af japansk kultur som hidtil, men jeg vil opsøge viden om Fukushima andre steder end i denne bog fremover.
Kommentarer