Frederick Forsyth: Sjakalen

Frederick Forsyth har siden sit brag af et gennembrud med Sjakalen i 1971 haft status som den politiske thrillers mester.

Sjakalen er en spændende fortælling om en navnløs og koldblodig britisk lejemorder hyret af det franske OAS (en væbnet hemmelig organization) til at dræbe præsident Charles de Gaulle. Vi er i 1960erne, og de Gaulle er i manges øjne en landsforræder –især set fra officererne i den franske kolonihær.

Uden ansigt bevæger morderen, der er kendt under kodenavnet Sjakalen, sig frem mod den dato, der kan ryste verden. Spændingen stiger, mens Sjakalens metodiske forberedelser opleves parallelt med politiets anstrengelser for at forhindre forbrydelsen. Gennem hele beretningen holdes man i åndeløs spænding, selv om bogen i perioder kører gevaldigt i tomgang ved lange og alt for fakta-tunge beskrivelser af våben og historiske forløb.

Spændingsromanen forblev lidt af en myte selv to-tre årtier efter, at den udkom. Efter at PFLP-terroristen »Carlos« (Ilich Ramirez Sanchez) begik sin første terroraktion i 1973 blev Frederick Forsyth’s roman fundet »Carlos’« lejlighed, og i medierne blev sammenfaldet mellem »Carlos« (i virkeligheden Ilich Ramírez  Sánchez) og Sjakalen betonet så meget, at der blev sat lighedstegn mellem de to figurer – og Carlos« også kom til at hedde »Sjakalen«. Virkelighedens terrorist var i øvrigt lige så hemmelighedsfuld som Sjakalen i romanen: Indtil hans tilfangetagelse i 1994 fandtes kun ét officielt billede af ham.

Forsyth’s metode er et effektivt plot uden de store litterære svinkeærinder. Det hele er lagt ind i en autentisk og gennemresearchet ramme, og sproget er i en knap og dokumentarisk stil. Forsyth slår sine efterlignere og konkurrenter netop på den grundige og meget omfattende journalistiske research.

Bogen er detaljemættet og har en høj intensitet og ligger et pænt stykke over genrens generelle niveau. Stemningen er fortættet. Der er handling og nerve i denne menneskejagt på højt plan.

Ifølge Forsyth selv bygger romanen på virkelige begivenheder. Styrken ved den britiske forfatter er hans store evne til at flette fiktion og virkelighed sammen til en spændingsgenre, man også kalder faktion.

Til gengæld er han ikke den store psykologiske forfatter, og personbeskrivelserne kan være ret uinteressante. Troværdigheden er til gengæld meget høj, og Sjakalen er fortjent blevet en klassiker inden for spændingsgenren.

Forsyth har altid haft en levende fantasi. Som tv-korrespondent i Østberlin satte han redaktionen derhjemme i London på den anden ende, da han om natten ringede hjem og fortalte, at DDRs Volksarmé havde lige kurs mod Vestberlin. Det viste sig at være forberedelserne til den traditionelle 1. maj-parade.