Franciska Clausen eksperimenterede sig ind i den europæiske avantgardekunst. En så utraditionel kunster fortjener en vildere romanform.
Agnete Braad har skrevet en klassisk fortælling om en ikke-klassisk kunster. Den særlige kunster, Franciska Clausen (1899 – 1986), trænger med al tydelighed til at blive skildret mere indgående. Braad giver en detaljeret udlægning af Franciskas unge liv, tiden og de miljøer, hun færdes i. Ikke mindst de vigtige menneskelige møder blandt malerkunstens banebrydende mestre bliver udfoldet i den romanform, der danner ramme om et virkelig levet liv.
I den seneste bølge af exofiktion, der skildrer historiske personers levede liv i romanform, skaber flere forfattere ofte fortællinger med eksperimenterende greb, der med et nyt blik understreger, hvorfor dette liv fortjener et nyt perspektiv. Braad har valgt at forme en ret klassisk fortælling om Franciska Clausen. En så utraditionel og abstrakt kunster kunne have fortjent en mere vild og eksperimenterende romanform. Historien bliver for jævn, og de kunstneriske processer, de vilde kunstnere og deres indbyrdes dialoger fænger ikke ordentlig an.
Læseren får indblik i den danske kunstner, som både eksperimenterer og kæmper en kamp for, at også en kvinde kan gøre sig de europæiske storbyers avantgardemiljø som maler i en mandsdomineret verden. Braad har valgt at skildre Franciskas ungdom, hvor hun med ungdommelig mod og offervilje kæmper sig ud i Europa for at blive undervist på kunstskoler i München, Berlin og Paris, hvor førende kunstnere inspirerer hinanden og udvikler kubisme og avantgardekunst.
Hun bliver elev hos flere skelsættende malerskoler her i blandt hos ungareren László Mohly-Nagy, den russiske maler Alexander Archipenko og den franske maler Fernand. I Paris kommer hun til at udstille med gruppen Cercle et Carré, hvor Piet Mondrian deltager og hun færdes i de kredse, hvor kunsten virkelig brydes i starten af 1900-tallet.
I hendes intense valg og sikre overbevisning om, at en mere skæv modernisme og avantgarde-tilgang i kunsten også skal indtages af kvinder, står fravalget af gængse opfattelser om kvinderollen stærkt. Der kommer nerve i bogen, der hvor Franciska uønsket bliver gravid og må overveje, hvordan hun forhindrer moderskabet i at forhindre hende i at opnå sine tårnhøje kunstneriske ambitioner.
Romanen starter med udstillingen af den hjemvendte Franciska, der fortvivlet og desillusioneret oplever mangel på anerkendelse og interesse for de nye kunstformer. I Danmark er hendes kunst for skæv og mærkelig. Alt det hun går imod – særligt den konforme naturalistiske malerkunst - bliver hendes manglende anerkendelses endeligt. Hun ender med at bo hos sin mor i Danmark og ernærer sig ved portrætmaling.
Der er ingen tvivl om, at der sidder en dygtig researcher i Agnete Braad, der med sine indsigter sikkert kunne have skabt en ”ægte” biografi, hvor den vilde kunst kunne have stået tydeligere frem med både sine abstrakte kompositioner og mennesket bag dem.
Kommentarer