Anmeldelse
Flex death af Jonas Rolsted
I sin debut puster Jonas Rolsted med et poetisk og legende vindstød til faste forestillinger, erindringer og drømme om livet.
Jonas Rolsted favner det hele: Det grimme og det smukke, det høje og det lave, det poetiske og det banale. Og i denne sære blanding tager han sin læser med helt ned på jorden til besøg hos handicappede og ældre i hjemmeplejen for et øjeblik senere at lade drømmene og fantasierne fare af sted under det rindende vand i bruseren.
Jonas Rolsted præsenterer selv sin debut som et digt. Det er det også i nogen henseender, men det er også andet end det. Det er en samling prosastykker inddelt i 10 afsnit, som finder sin sammenhæng gennem en række motiver, der får jorden til at dreje rundt og fortsætte sin gang. Solen, årstiderne, kærligheden, blodet. Tiden går, men alligevel er det som om tiden går i stå.
Inden for denne ramme udgør de 10 afsnit en poetisk og profan afsøgning af følelser, roller, erindringer og overvejelser over kærlighed og kunst. I brud og bidder fortæller han historien om en ung mands drømme og længsler efter kærlighed og kvinder. Men også om den samme unge mands kvaler i forhold til at turde lade sig selv mindes sin barndom med en alkoholiseret far.
Han har fundet sin plads i hjemmeplejen – han er afhængig af den og bruger den som en måde at sætte sit liv i rammer og give det indhold. Normalt tænker man det omvendt, at det netop er hjemmeplejen, der yder den slags tjenester i forhold til sine borgere. Men hos Jonas Rolsted går det begge veje. Han vender op og ned på de traditionelle forestillinger og fremstiller de ansatte i hjemmeplejen som en samling alkoholiserede og lidt forarmede sjæle, der selv kunne trænge til lidt pleje, mens de borgere han besøger giver ham indhold i tilværelsen og beriger ham med diskussioner om kunst og litteratur. Den samme omvendte magt- og rollefordeling fornemmer man i forholdet mellem far og søn. Hvem er den svage og hvem er den stærke? Der er intet entydigt svar.
Og det er netop det, der er det interessante ved Rolsteds lille bog. Han gør verden, livet og døden fleksibel og bruger sproget til at betragte virkeligheden på en anden måde, end vi plejer. Han lader det poetiske udspringe af det, der normalt forbindes med socialt armod. Samtidig puster han liv i drømmene og illusionerne på en måde, så de synes mere levende end det levede liv. En ganske interessant debut.
I sin debut puster Jonas Rolsted med et poetisk og legende vindstød til faste forestillinger, erindringer og drømme om livet.
Jonas Rolsted favner det hele: Det grimme og det smukke, det høje og det lave, det poetiske og det banale. Og i denne sære blanding tager han sin læser med helt ned på jorden til besøg hos handicappede og ældre i hjemmeplejen for et øjeblik senere at lade drømmene og fantasierne fare af sted under det rindende vand i bruseren.
Jonas Rolsted præsenterer selv sin debut som et digt. Det er det også i nogen henseender, men det er også andet end det. Det er en samling prosastykker inddelt i 10 afsnit, som finder sin sammenhæng gennem en række motiver, der får jorden til at dreje rundt og fortsætte sin gang. Solen, årstiderne, kærligheden, blodet. Tiden går, men alligevel er det som om tiden går i stå.
Inden for denne ramme udgør de 10 afsnit en poetisk og profan afsøgning af følelser, roller, erindringer og overvejelser over kærlighed og kunst. I brud og bidder fortæller han historien om en ung mands drømme og længsler efter kærlighed og kvinder. Men også om den samme unge mands kvaler i forhold til at turde lade sig selv mindes sin barndom med en alkoholiseret far.
Han har fundet sin plads i hjemmeplejen – han er afhængig af den og bruger den som en måde at sætte sit liv i rammer og give det indhold. Normalt tænker man det omvendt, at det netop er hjemmeplejen, der yder den slags tjenester i forhold til sine borgere. Men hos Jonas Rolsted går det begge veje. Han vender op og ned på de traditionelle forestillinger og fremstiller de ansatte i hjemmeplejen som en samling alkoholiserede og lidt forarmede sjæle, der selv kunne trænge til lidt pleje, mens de borgere han besøger giver ham indhold i tilværelsen og beriger ham med diskussioner om kunst og litteratur. Den samme omvendte magt- og rollefordeling fornemmer man i forholdet mellem far og søn. Hvem er den svage og hvem er den stærke? Der er intet entydigt svar.
Og det er netop det, der er det interessante ved Rolsteds lille bog. Han gør verden, livet og døden fleksibel og bruger sproget til at betragte virkeligheden på en anden måde, end vi plejer. Han lader det poetiske udspringe af det, der normalt forbindes med socialt armod. Samtidig puster han liv i drømmene og illusionerne på en måde, så de synes mere levende end det levede liv. En ganske interessant debut.
Kommentarer