Anmeldelse
Filosofiske fortællinger af Ole Fogh Kirkeby
- Log ind for at skrive kommentarer
En samling fortællinger, hvor de helt store filosofiske forestillinger og problemer udmøntes finurligt, overraskende og helt formidabelt på et niveau, hvor alle kan læse med
Ole Fogh Kirkeby er professor, filosof og dr. phil. med et stort forfatterskab bag sig om emner lige fra filosofi til management – og så altså ind imellem, heldigvis, disse filosofiske fortællinger, hvor han viser sig som en fremragende skønlitterær forfatter.
Fortællingerne kan bevæge sig inden for et helt genkendeligt og tilsyneladende dagligdags univers, som fx "Immanuel Kants papegøje", samlingens anden fortælling. Her lader Kirkeby – stik imod historisk realitet – filosoffen Kant forlade det Königsberg, han aldrig forlod i virkelighedens verden, for at drage til Bornholm, hvor han erhverver en, om man så må sige, filosofisk papegøje, som han begejstret hjembringer. En herlig skrøne!
Men fortællingerne kan også tage schwung i genren den fantastiske fortælling som samlingens første historie "Adermann", der begynder:
"Natten mellem den 12. og 13. august 1834 døde alle ombordværende på den tomastede skonnert Silesius, der var på vej fra Bremerhaven til New York med en ladning svovl, undtagen bådsmanden, Adermann."
Så skulle man jo anse skibet for fortabt, men nej, Adermann bliver hjemsøgt af ’en fremmed’, han får kosmiske syner, hvori "enhver tænkelig forskel var repræsenteret. Ét sted var besætningen ved at blive raske igen. Et andet sted kæmpede de alle mod stormen. Et (sic!) tredje sted var kun to af dem døde. Et fjerde sted lossede de svovlet over bord, mens skibet brændte".
Adermann erfarer i sit syn, at ”alt, hvad der overhovedet har logisk mulighed for at ske, det er hos os hele tiden. Så rigt er øjeblikket." Med den viden, og med et nyt ord, "Apokatastasis", i sin bevidsthed og med tilskyndelse fra ’den fremmede’ hæves han til en helt anden dimension. Og så ligger det i fortællingens logik, at skibet sejler velbeholdent i havn – med kun et manglende besætningsmedlem...
Man kan så forfølge de spor, Kirkeby lægger ud, apokatastasis, fx, er læren om frelse gennem den oprindelige uskyldstilstand, skibets navn Silesius henviser til den tyske mystiker Angelus Silesius, som fremhæves af bl.a. Jorge Luís Borges, der sammen med Karen Blixen og Villy Sørensen er blandt Kirkebys litterære inspirationer, og sådan kunne man blive ved og ved. Men ikke uden først og umiddelbart at have ladet sig forføre og fryde af Kirkebys formidable fortælleevne. Dyrk ham, han er noget ret så enestående i nutidens danske litteratur – og heldigvis med flere filosofiske fortællinger i forfatterskabet.
- Log ind for at skrive kommentarer
En samling fortællinger, hvor de helt store filosofiske forestillinger og problemer udmøntes finurligt, overraskende og helt formidabelt på et niveau, hvor alle kan læse med
Ole Fogh Kirkeby er professor, filosof og dr. phil. med et stort forfatterskab bag sig om emner lige fra filosofi til management – og så altså ind imellem, heldigvis, disse filosofiske fortællinger, hvor han viser sig som en fremragende skønlitterær forfatter.
Fortællingerne kan bevæge sig inden for et helt genkendeligt og tilsyneladende dagligdags univers, som fx "Immanuel Kants papegøje", samlingens anden fortælling. Her lader Kirkeby – stik imod historisk realitet – filosoffen Kant forlade det Königsberg, han aldrig forlod i virkelighedens verden, for at drage til Bornholm, hvor han erhverver en, om man så må sige, filosofisk papegøje, som han begejstret hjembringer. En herlig skrøne!
Men fortællingerne kan også tage schwung i genren den fantastiske fortælling som samlingens første historie "Adermann", der begynder:
"Natten mellem den 12. og 13. august 1834 døde alle ombordværende på den tomastede skonnert Silesius, der var på vej fra Bremerhaven til New York med en ladning svovl, undtagen bådsmanden, Adermann."
Så skulle man jo anse skibet for fortabt, men nej, Adermann bliver hjemsøgt af ’en fremmed’, han får kosmiske syner, hvori "enhver tænkelig forskel var repræsenteret. Ét sted var besætningen ved at blive raske igen. Et andet sted kæmpede de alle mod stormen. Et (sic!) tredje sted var kun to af dem døde. Et fjerde sted lossede de svovlet over bord, mens skibet brændte".
Adermann erfarer i sit syn, at ”alt, hvad der overhovedet har logisk mulighed for at ske, det er hos os hele tiden. Så rigt er øjeblikket." Med den viden, og med et nyt ord, "Apokatastasis", i sin bevidsthed og med tilskyndelse fra ’den fremmede’ hæves han til en helt anden dimension. Og så ligger det i fortællingens logik, at skibet sejler velbeholdent i havn – med kun et manglende besætningsmedlem...
Man kan så forfølge de spor, Kirkeby lægger ud, apokatastasis, fx, er læren om frelse gennem den oprindelige uskyldstilstand, skibets navn Silesius henviser til den tyske mystiker Angelus Silesius, som fremhæves af bl.a. Jorge Luís Borges, der sammen med Karen Blixen og Villy Sørensen er blandt Kirkebys litterære inspirationer, og sådan kunne man blive ved og ved. Men ikke uden først og umiddelbart at have ladet sig forføre og fryde af Kirkebys formidable fortælleevne. Dyrk ham, han er noget ret så enestående i nutidens danske litteratur – og heldigvis med flere filosofiske fortællinger i forfatterskabet.
Kommentarer