Filosofiske fiksérbilleder

Hvordan stopper man livet i dets flugt, så man kan studere det, som det virkelig er? Det gør man ved at koble filosofiens analytiske formåen med kunstens dynamiske naturlighed.

’Filosofiske fiksérbilleder’ er en ambitiøs bog; kunsten og filosofien bringes sammen i en alliance, der til sammen kan pege på livet, som det er i al sin flygtighed. Filosof Ole Fogh Kirkeby griber ud efter virkeligheden og rusker gevaldigt op i de gængse (mine i hvert fald!) forestillinger om ”det reale” med en række små velformulerede og betydningsspækkede fortællinger.

Hybridformen, som Kirkeby benytter sig af, kaldes aforismen; det er en form, som gør brug af filosofiens autoritative logik, men samtidig sætter teksten fri. Hvor filosofien er underkastet strenge lovkrav om præcision, er kunsten anderledes ustyrlig og kaotisk. Aforismen har den fordel, at den ligner den verden, den taler om; verden er flygtig og i konstant bevægelse. – Når man vil indfange verden i et sprogligt øjebliksbillede, er tiden gået, og man står med et andet billede! Aforismens indbyggede åbenhed (kunst er altid åben for fortolkning) gør den egnet til at indfange virkelighedens amorfe NU i et filosofisk fiksérbillede, der dog altid er og har været en sproglig konstruktion.

Det er en intellektuel udfordring af de større at tyde dette billede, men Kirkeby erklærer, at aforismen er filosofiens redning: ”Den [aforismen] udgør filosofiens frihedsbrev til den nye, klare tankes verdensdel. Filosofi kan ikke være filosofi uden at forvandles til kunst, og kunsten selv må, for at blive virkelig kunst, transfusioneres med filosofiens blod.” Grænserne mellem filosofi og kunst (bør) udviskes, for på den måde kan vi komme virkeligheden nærmere; man bliver bare pokkers rundtosset undervejs!

Problemet er, som jeg ser det, at erkendelsen (min, om ikke andres) kun kan begribe virkeligheden i små, afmålte doser; der må være en distance mellem iagttager og det iagttagede. Det bliver for kompleks og kryptisk (selv om det er meningen), når Kirkeby benytter sig af aforismen. Jeg vil have verden forsimplet, så jeg kan forstå den! - Hvortil Kirkeby givetvis vil svare, at simple forklaringer på verden er alt andet end virkelighedstro… 

’Filosofiske fiksérbilleder’ er udfordrende, rystende og klart værd at bruge tid på at prøve at forstå. Kirkeby hudfletter vores navlebeskuende og idoldyrkende kultur, smadrer illusionen om det autentiske jeg og den sammenhængende krop (av…), stiller spørgsmålstegn ved vores sanseapparats troværdighed og meget andet. Det skildres poetisk og smerteligt, som dette barndomsminde: ”Vi bader i Limfjorden. Pludselig sætter jeg mig ned på bunden, så overfladen dækker mit hoved. Over mig flimrer solen gennem den svævende utimelighed. (…) Dødens første gestus”