Eventyragtig, kalejdoskopisk fortælling om en by i det tidligere DDR, hvor vi følger en række menneskers liv natten før den årlige Annafest. Fortidens og nutidens historier flettes sammen.
Det er september 2013, natten før Annafesten i den lille by Fürstenfelde tæt på den polske grænse i det tidligere Østtyskland. Ikke alle sover. En række personer har forskellige gøremål i løbet af natten, og deres fortællinger flettes sammen. Også en ræv, der er på jagt efter føde til sine unger, lusker rundt og iagttager byen. Fortiden bliver gjort levende gennem myter og historier. Det hele er fortalt med et iagttagende ”vi” i en eventyragtig stemning, hvor magisk realisme spiller med. Det er underfundigt og ironisk, både trist og humoristisk, idet det også bliver en historie om forholdet mellem Øst- og Vesttyskland, ossier og wessier. I starten blev jeg fænget af den originale, kalejdoskopiske historie, men den taber momentum i den sidste tredjedel.
Færgemanden er død. I byen dør der flere end der fødes. Stierne omkring søen bliver ikke længere vedligeholdt. Hjemstavnsmaleren Fru Kranz går ud i søen for at male natten. Maleriet skal sælges under festen. En ung mand, Johann, skal til klokkereksamen næste dag, men klokkerne ses i løbet af natten på engen. Anna møder på sin natlige løbetur den forhenværende oberstløjtnant hr. Schramm, nu ensom pensionist. Hr. Ditzsche var med i Stasi, han bruger mange penge på sine høns og sælger æg. Der bliver begået et indbrud på hjemstavnsmuseet, og den unge klokker bliver låst inde i et arkivrum, men er der forsvundet noget?
Landsbyen er fortællerstemmens ”vi”, og i løbet af natten får vi i et ældre sprog også kendskab til, hvad der er sket tidligere: ildebrande, pest, krig, vold og flygtninge. Gamle dage er tiden før Genforeningen i 1990. Nogle er rejst, men er det gået dem godt? Livet går videre, men hvordan?
Det er en moderne hjemstavnsroman i et stykke udkantstyskland, hvor lokalhistorie flettes sammen med den store politiske historie. Selv om det både er ironisk og humoristisk, realistisk og eventyrligt er stemningen melankolsk. Menneskene er en lille brik i det store spil og må acceptere deres skæbne. Absolut en original fortælling, skrevet i et lyrisk sprog, hvor der er en hilsen til ’Ulysses’ af James Joyce: … ”himmeltræet af stjerner, tungt af fugtig, natblå frugt”.
Min fascination af fortællingen ophørte dog efter at have læst 2/3 af romanen pga. for mange gentagelser. Men derfor vil jeg alligevel kalde det en væsentlig og læseværdig roman med både hjerte og et budskab om menneskers vilkår set i historisk perspektiv. Ligesom i Ivo Andric: ’Broen over Drina’ (på dansk i 1961), hvor det var broen, der var centrum for indbyggernes liv, er det i ’Før festen’ landsbyen, der er centrum for indbyggernes liv.
Andre nyere læseværdige romaner om forholdene i det tidligere DDR er bl. a. Uwe Tellkamp: ’Tårnet’. 2009, Eugen Ruge: ’I tider med aftagende lys’, 2013 og Lutz Seilor: ’Kruso’, 2015.
Sasa Stanisic er født i 1978 i Bosnien men har boet i Tyskland siden 1992. På dansk findes ’Hvordan soldaten reparerer grammofonen’, 2008. ’Før festen’ blev en bestseller i Tyskland og har modtaget flere litterære priser.
Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer