Anmeldelse
Farerne ved at ryge i sengen
Mariana Enriquez slår gnister, der vækker Edgar Allan Poe og Shirley Jackson til live med sine grufulde historier om forslåede kvinder i Argentinas storby.
Argentinske Mariana Enriquez holdt mig vågen i flere nætter med sine 12 uhyggelige fortællinger, som der ganske enkelt var for få af. Historierne lagde sig i mig, så jeg om natten tænkte på døde babyer og forsvundne børn i stedet for at sove. Det er klassisk horror, så hjertet næsten høres under trægulvet – og så kun næsten. Enriquez’ historier er makabre og grusomme, men hendes kvindelige fortællere bevæger sig samtidig på sindets mørkeste steder, og deres tilgang til uhyggen er derfor ikke at løbe og flygte. De træder ind i mørket, lader sig opsluge af det og imødekommer det overnaturlige og det afvigende.
Som i den fremragende indledende novelle ”Opgravningen af Angelita”, hvor fortælleren som barn finder nogle knogler i baghaven, der viser sig at være bedstemorens søster, der døde som spæd, og som pludselig viser sig for fortælleren 10 år senere. Jovist, fortælleren tror i første omgang, at hun ser syner, men hurtigt vænner hun sig til, at det lille barn, der på trods af rådnende hud og en krop, der ikke burde kunne gå, forfølger hende overalt. Det er dog også ret irriterende, for barnet gør aldrig noget, det står bare og peger ud i luften:
”Jeg for op af sengen og ud i køkkenet for at finde handskerne, som jeg brugte, når jeg vaskede op. Den lille engel fulgte efter mig. Et næsten umærkeligt første tegn på hendes krævende personlighed. Det skræmte mig ikke. Med handskerne på greb jeg fat om hendes lille hals og klemte til. Det giver ikke rigtig mening at forsøge at kværke en død, men man kan ikke være skrækslagen og fornuftig på samme tid. Der kom ikke så meget som et host fra hende; jeg fik bare lidt råddent kød på handskerne, og hendes luftrør kom til syne.”
Den rådnede hud sætter sig ikke kun på handskerne, men også nethinden, og uden at det bliver klamt. Igennem novellen opbygges en medlidenhed med denne art engel, der blot ikke hører til i denne verden – en afviger om man vil. Enriquez har sans for de afvigende, de utilpassede, dem som ikke vanligt får taletid. Som i ”Hvor er du hjerte”, hvor en kvinde udvikler en fetich for uregelmæssige hjertelyde, sandsynligvis foranlediget af det misbrug, hun var udsat for som barn, der lurer i baggrunden: ”Den følelse, der knytter sig til erindringen, minder om lyst, men burde såfremt min mistanke er begrundet, minde om rædsel.”
Men også de piger, man kan finde på ethvert ungdomsværelse får taletid, som i ”Kød”, hvor idoldyrkelse bliver taget en anelse for langt, eller i ”Jomfruens tufstenbrud”, hvor en gruppe piger alle bliver forelskede i samme dreng. Men pigen Silvia ”vidste altid bedst: Hvis en af os opdagede Frida Kahlo, åh jo, så havde hun allerede besøgt Fridas hus med sin fætter i Mexico, før han forsvandt. Hvis vi prøvede nye stoffer, havde hun allerede fået en overdosis af dem.” – man husker typen. Det er dog ikke altid mest fordelagtigt at vide bedst og score fyren, alle andre vil have.
Igennem alle historierne har Argentinas historie sat sine spor. De børn, der forsvandt under militærdiktaturet, er nogles forældre, nogles søskende eller omdrejningspunktet som i ”Forsvundne børn”, hvor de pludselig dukker op igen uden at være ældet en dag, men uden rigtigt at være de samme. Det ligger skjult, men historierne er alle prægede af det. Det siver ind og sætter sig som et mystisk, overnaturligt eller uhyggeligt element, der hjælper med at gøre det uforståelige håndgribeligt. På mange måder som magisk realisme også er en måde at behandle en fortrængt fortid eller en absurd virkelig, som det gøres i f.eks. 100 års ensomhed eller ’Midnatsbørn’, bruger Enriquez det makabre til at sætte ord på en tragisk fortid, der har indlejret sig i nationens efterfølgende generationer.
Og hun gør det eminent. ’Farerne ved at ryge i sengen’ er grusom, ætsende, makaber og smukt poetisk – perfekt indkapslet af Liv Camilla Skjødts fremragende oversættelse.
Mariana Enriquez slår gnister, der vækker Edgar Allan Poe og Shirley Jackson til live med sine grufulde historier om forslåede kvinder i Argentinas storby.
Argentinske Mariana Enriquez holdt mig vågen i flere nætter med sine 12 uhyggelige fortællinger, som der ganske enkelt var for få af. Historierne lagde sig i mig, så jeg om natten tænkte på døde babyer og forsvundne børn i stedet for at sove. Det er klassisk horror, så hjertet næsten høres under trægulvet – og så kun næsten. Enriquez’ historier er makabre og grusomme, men hendes kvindelige fortællere bevæger sig samtidig på sindets mørkeste steder, og deres tilgang til uhyggen er derfor ikke at løbe og flygte. De træder ind i mørket, lader sig opsluge af det og imødekommer det overnaturlige og det afvigende.
Som i den fremragende indledende novelle ”Opgravningen af Angelita”, hvor fortælleren som barn finder nogle knogler i baghaven, der viser sig at være bedstemorens søster, der døde som spæd, og som pludselig viser sig for fortælleren 10 år senere. Jovist, fortælleren tror i første omgang, at hun ser syner, men hurtigt vænner hun sig til, at det lille barn, der på trods af rådnende hud og en krop, der ikke burde kunne gå, forfølger hende overalt. Det er dog også ret irriterende, for barnet gør aldrig noget, det står bare og peger ud i luften:
”Jeg for op af sengen og ud i køkkenet for at finde handskerne, som jeg brugte, når jeg vaskede op. Den lille engel fulgte efter mig. Et næsten umærkeligt første tegn på hendes krævende personlighed. Det skræmte mig ikke. Med handskerne på greb jeg fat om hendes lille hals og klemte til. Det giver ikke rigtig mening at forsøge at kværke en død, men man kan ikke være skrækslagen og fornuftig på samme tid. Der kom ikke så meget som et host fra hende; jeg fik bare lidt råddent kød på handskerne, og hendes luftrør kom til syne.”
Den rådnede hud sætter sig ikke kun på handskerne, men også nethinden, og uden at det bliver klamt. Igennem novellen opbygges en medlidenhed med denne art engel, der blot ikke hører til i denne verden – en afviger om man vil. Enriquez har sans for de afvigende, de utilpassede, dem som ikke vanligt får taletid. Som i ”Hvor er du hjerte”, hvor en kvinde udvikler en fetich for uregelmæssige hjertelyde, sandsynligvis foranlediget af det misbrug, hun var udsat for som barn, der lurer i baggrunden: ”Den følelse, der knytter sig til erindringen, minder om lyst, men burde såfremt min mistanke er begrundet, minde om rædsel.”
Men også de piger, man kan finde på ethvert ungdomsværelse får taletid, som i ”Kød”, hvor idoldyrkelse bliver taget en anelse for langt, eller i ”Jomfruens tufstenbrud”, hvor en gruppe piger alle bliver forelskede i samme dreng. Men pigen Silvia ”vidste altid bedst: Hvis en af os opdagede Frida Kahlo, åh jo, så havde hun allerede besøgt Fridas hus med sin fætter i Mexico, før han forsvandt. Hvis vi prøvede nye stoffer, havde hun allerede fået en overdosis af dem.” – man husker typen. Det er dog ikke altid mest fordelagtigt at vide bedst og score fyren, alle andre vil have.
Igennem alle historierne har Argentinas historie sat sine spor. De børn, der forsvandt under militærdiktaturet, er nogles forældre, nogles søskende eller omdrejningspunktet som i ”Forsvundne børn”, hvor de pludselig dukker op igen uden at være ældet en dag, men uden rigtigt at være de samme. Det ligger skjult, men historierne er alle prægede af det. Det siver ind og sætter sig som et mystisk, overnaturligt eller uhyggeligt element, der hjælper med at gøre det uforståelige håndgribeligt. På mange måder som magisk realisme også er en måde at behandle en fortrængt fortid eller en absurd virkelig, som det gøres i f.eks. 100 års ensomhed eller ’Midnatsbørn’, bruger Enriquez det makabre til at sætte ord på en tragisk fortid, der har indlejret sig i nationens efterfølgende generationer.
Og hun gør det eminent. ’Farerne ved at ryge i sengen’ er grusom, ætsende, makaber og smukt poetisk – perfekt indkapslet af Liv Camilla Skjødts fremragende oversættelse.
Kommentarer