Anmeldelse
Et hjerte så hvidt af Javier Marías
- Log ind for at skrive kommentarer
En alvorlig storby- og samtidsroman, der bl.a. problematiserer og diskuterer det moderne informationssamfunds magt over det private.
Det er det narrative i sin grundlæggende form, der er på spil i denne nyklassiker af Javier Marías.
Juan er altså nevø til Teresa, fordi hans far, som var gift med Teresa, senere giftede sig med søsteren Juana.
Juan er tolk og oversætter og er derfor i stand til fuldt at beherske sproget, ligesom i øvrigt hans kone Luisa. De er nygifte og netop hjemkomne fra bryllupsrejse. Allerede her er der sat gang i én af mange analogier. Det er én af romanens helt store styrker, at selvom den kan betragtes som et studie i ”det at fortælle”, så formår forfatteren via brugen af analogier, hemmeligheder, fortællinger, gentagelser, fortielser og atter fortællinger at etablere en unik spænding og indlevelse i handlingen.
At tie og at tale er måder at gribe ind i fremtiden på”.
Det er kun meget modvilligt og tøvende, at der bliver sat ”kød og ben” på Juans kone Luisa, men til sidst bliver hun fortalt så meget ind i romanen, at det er med hende som medium, at Juans far kan fortælle den virkelige og grusomme historie, der lå bag selvmordet for 40 år siden.
Og hvad sker der så, når den virkelige historie bliver fortalt? Juans far, som ellers ikke ser spor ældre ud, selvom der er gået 40 år, begynder pludseligt synligt at ældes. De ufortalte hændelser bliver pludselig virkelige efter 40 år. Eller gør de? Måske er det blot fortællerens administration af sproget og sine mange historier, der er styrende for vores opfattelse af virkeligheden?
Javier Marías er en af ”Los novísimos”, d.v.s. de nyere forfattere, som efter Franco kunne gøre op med en lidt stivnet litteratur. Javier Marías bevæger sig med ”Et hjerte så hvidt” ud over postmodernismen. Her er der ikke mere tale om pastiche og sproglig leg, men om en alvorlig storby- og samtidsroman, der bl.a. problematiserer og diskuterer det moderne informationssamfunds magt over det private.
Bogens titel er en direkte henvisning til Shakespeare, til Lady Macbeth’s sætning ”I shame to wear a heart so white”. Uden at røbe slutningen på romanen kan jeg godt afsløre, at citatet sigter til det at være medvider og tilskynder.
”Et hjerte så hvidt” er en kompleks og smuk roman, som man ikke kan undgå at blive påvirket af.
- Log ind for at skrive kommentarer
En alvorlig storby- og samtidsroman, der bl.a. problematiserer og diskuterer det moderne informationssamfunds magt over det private.
Det er det narrative i sin grundlæggende form, der er på spil i denne nyklassiker af Javier Marías.
Juan er altså nevø til Teresa, fordi hans far, som var gift med Teresa, senere giftede sig med søsteren Juana.
Juan er tolk og oversætter og er derfor i stand til fuldt at beherske sproget, ligesom i øvrigt hans kone Luisa. De er nygifte og netop hjemkomne fra bryllupsrejse. Allerede her er der sat gang i én af mange analogier. Det er én af romanens helt store styrker, at selvom den kan betragtes som et studie i ”det at fortælle”, så formår forfatteren via brugen af analogier, hemmeligheder, fortællinger, gentagelser, fortielser og atter fortællinger at etablere en unik spænding og indlevelse i handlingen.
At tie og at tale er måder at gribe ind i fremtiden på”.
Det er kun meget modvilligt og tøvende, at der bliver sat ”kød og ben” på Juans kone Luisa, men til sidst bliver hun fortalt så meget ind i romanen, at det er med hende som medium, at Juans far kan fortælle den virkelige og grusomme historie, der lå bag selvmordet for 40 år siden.
Og hvad sker der så, når den virkelige historie bliver fortalt? Juans far, som ellers ikke ser spor ældre ud, selvom der er gået 40 år, begynder pludseligt synligt at ældes. De ufortalte hændelser bliver pludselig virkelige efter 40 år. Eller gør de? Måske er det blot fortællerens administration af sproget og sine mange historier, der er styrende for vores opfattelse af virkeligheden?
Javier Marías er en af ”Los novísimos”, d.v.s. de nyere forfattere, som efter Franco kunne gøre op med en lidt stivnet litteratur. Javier Marías bevæger sig med ”Et hjerte så hvidt” ud over postmodernismen. Her er der ikke mere tale om pastiche og sproglig leg, men om en alvorlig storby- og samtidsroman, der bl.a. problematiserer og diskuterer det moderne informationssamfunds magt over det private.
Bogens titel er en direkte henvisning til Shakespeare, til Lady Macbeth’s sætning ”I shame to wear a heart so white”. Uden at røbe slutningen på romanen kan jeg godt afsløre, at citatet sigter til det at være medvider og tilskynder.
”Et hjerte så hvidt” er en kompleks og smuk roman, som man ikke kan undgå at blive påvirket af.
Kommentarer