Bogen når dybt ned i forfatterskabets temaer og forudsætninger. Smærup og Skyum er i den grad på omgangshøjde, men samtalerne er næsten uden modspil, provokation og kant.
Når det drejer sig om Jens Smærup Sørensen og hans forfatterskab, er det helt naturligt at romanen Mærkedage fra 2007, der målt i oplagstal og udbredelse blev et folkeligt gennembrud, kommer til at spille en central rolle. Sådan er det også i Erik Skyum-Nielsens bog, som er en udskrift af de samtaler han i løbet af tre dage i sensommeren 2015 førte med Jens Smærup Sørensen.
Tematiseringen af opbruddet fra landbokulturen og bevægelsen mod byen og moderniteten i ’Mærkedage’ er om noget blevet Smærup-Sørensens litterære varemærke, men samtalerne viser også, ved at bevæge sig på kryds og tværs gennem forfatterskabet, at det er en tematik, der har været der lige fra starten, men først kunne skrives og udfoldes ”da der på én gang var en modstand og en fornemmelse af, at det var muligt i tiden. ”
Udover den personlige baggrund og forholdet til den litterære tradition forsøger bogen at indkredse og karakterisere den personlige signatur og stemme, der er på spil i Jens Smærup Sørensens prosa. Med Skyum-Nielsens formulering er der altid en karakteristisk ”modstemme” til stede i hans romaner og noveller. De nøjes ikke kun med at være realistiske og spejle virkeligheden. Ved hjælp af flerstemmighed, hybride tekstformater og metalitterære lag gør de hele tiden opmærksomme på sig selv som fiktion, konstruktion og ”lavethed”. Teksten afbilder ikke en virkelighed, ”men skaber en tekstlig virkelighed, hvorigennem læseren kan se virkeligheden”, som Smærup Sørensen udtrykker det og understreger inspirationen fra den nye franske roman og Samuel Beckett.
Fra de enkelte værker bevæger samtalerne sig videre til også at blive et portræt af tiden og det litterære miljø, som Smærup Sørensen fra slutningen af 1960’erne følte sig som en del af. Vel at mærke ikke som del af en generation defineret af alder, men som del af det fællesskab og litterære slægtskab på tværs af generationer der opstod i kredsen af forfattere omkring forlaget Arena, hvor hans første roman ’At ende som eneboer ’ udkom i 1972. På første hånd og oplevet indefra tegner Smærup Sørensen her et interessant og medrivende portræt af denne særlige Arena-modernisme og venskaberne med bl.a. Ole Sarvig, Poul Vad, Peter Seeberg og Per Højholt.
Vi har stadig den store litterære monografi om Jens Smærup Sørensens forfatterskab til gode, men indtil da fungerer samtalebogen som en fin introduktion. Skyum-Nielsen er en fremragende læser og fortolker, og det er sjældent at opleve en forfatter og en kritiker, der i den grad er på højde og niveau med hinanden. Det er bogens styrke, men i en vis forstand også dens svaghed. Der er medløb i samtalerne, men de er til gengæld næsten rensede for modspil, provokation og kant.
Kommentarer