Essays af Inger Christensen

I denne samlede udgave af Inger Christensen essays fremskriver mesterdigteren poetik, filosofi og erindringer i et strømmende, poetisk sprog.

’Del af labyrinten’ og ’Hemmelighedstilstanden’ er sammenflettet i denne udgave af Inger Christensens essays. Begge kredser om en samlet verdensforståelse med udspring i poesien og litteraturhistorien – og ordene strømmer af sted på siderne, hvor man som læser, kun kan hæfte sig på sprogstrømmen og håbe, man når med helt ud i universets vidder.

Det er interessant læsning for folk med hang til filosofi og en interesse i, hvordan og under hvilke omstændigheder, sprog og kunst bliver til. Et eksempel på Inger Christensens finurlighed er teksten ’Afrealisering’. Christensen skriver om, at vi alle ved, hvad det vil sige at realisere noget, men hvad er dets modsætning? Hun skriver således for overhovedet at lade ordet findes: ”For at give ordet en chance vil jeg begynde med at lade det forekomme i udtrykket: jeg afrealiserer mig selv. Jeg går ud fra at dette udtryk betyder noget, og jeg sætter mig for at finde frem til denne betydning.” Grebet er interessant og giver et indblik i, hvordan digterens hjerne fungerer; at denne nogle gange bevæger sig ind i tomme rum og skriver en mening frem gennem tankeeksperimenter.

Hvis Inger Christensen, og andre digtere, udelukkende skrev ud fra ovenstående ville det hurtigt blive flyvsk for at sige det mildt. For en anden vigtig del af Christensens forfatterskab består af søgen efter virkelighed. Hun skriver fx i teksten ’Hemmelighedstilstanden’ om at skrive digte, at: ”Det er så at sige et neutralt mysterium, givet på forhånd, fordi man i digtningen er nødt til at bruge sproget i hele dets uopløselige forbundethed med virkeligheden. Det er denne forbundethed, som er et mysterium. Det er den poesien må træde ind i.” Hvis man har læst Christensens digtsamling Alfabet, forstår man, at hun bruger ordet ”findes” som et mantra for at træde ind i alt fra abrikostræer til atombombers virkelighed.

I den korte tekst ’Det klasseløse sprog’ skriver Christensen om sit virke. Der står bl.a.: ”Jeg er ikke en formidler. Jeg betragter ikke forfatteren som en formidler.” Inger Christensen var ikke formidler, det kan man også fornemme gennem hendes essays, der hele tiden bevæger sig lige foran en gennem læsningen; de er mysterier, hvilket fungerer i en filosofisk kontekst.

Den samlede udgave af Inger Christensens samlede essays er interessant læsning, fordi man gennem læsningen tvinges til at undersøge og gå på jagt efter en mening med kunstnerisk udfoldelse og en forståelse af verden. Christensens essays starter ved et jeg, men bevæger sig hele tiden længere ud og siger noget mere generelt om digtning og universet og en del derimellem.