Meget vellykket og realistisk historisk roman om forholdene for kvindelige arbejdere i København i slutningen af det 19. århundrede.
Rubens Klædefabrik var omkring 1885 en af datidens største kvindearbejdspladser, og det er her Nelly arbejder. Vævesalen var den største i Norden med næsten 500 væve, og ”de enkelte lyde fra drivremmene, akslerne og skafternes hamrende bevægelser hvirvlede sig som tråde ind i hinanden og voksede til en massiv tåge af larm.”
Nelly arbejder sammen med sin svigerinde, Marie, og selv om midlerne er små og arbejdet er hårdt, klarer de sig. En dag sker der en frygtelig ulykke, og Marie kommer alvorligt til skade i en maskine, hvor drivremmen er sprunget. Marie overlever ikke, og Nelly oplever, at ledelsen gør alt for at fortie ulykken., som, viser det sig, ikke er den første på fabrikken.
Overfor Nelly bor Johannes, bondesøn fra Uldum, og de to bliver kærester, men det får fatale følger for dem begge. Nelly bliver overfaldet og Johannes kommer i fængsel, anklaget for mordforsøg. Der sker mange dramatiske ting, og først Nelly og senere Anna – Johannes’ søster- forsøger at finde sandheden om, hvad der virkelig skete.
Ved en begravelse kommenterer Anna præstens ord: ”Retfærdighed skal ske fyldest, ikke kun i Guds rige, men også blandt de dødelige på jorden”, men her i romanen er der ikke megen retfærdighed til. Især kvinderne har ingen rettigheder overhovedet, og hvis de ikke makker ret, bliver de fyret. Sidst i 1880'erne til 1890’erne sker der dog fremskridt for de kvindelige arbejdere, der begynder at organisere sig i forskellige fagforeninger. Anna har store agitatoriske evner, og godt hjulpet på vej af en journalist ved Social-Demokraten lykkes det hende sammen med andre stærke og modige kvinder at få gennemført danmarkshistoriens første kvindestrejke.
Gertrud Tinning skriver godt og flydende, den dramatiske historie fænger fra første side, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg var også meget optaget af de meget realistiske beskrivelser af miljøet og af boligerne i det indre København med de uhumske baggårde, af arbejdspladserne og af Nytorv Arrest og Vridsløselille Fængsel. Som læser kan man høre den infernalske larm fra vævemaskinerne, lugte stanken fra værtshusene og i de små utætte lejligheder, mærke sulten og fryser med Johannes i fængselscellen. Gertrud Tinnings research er grundig, og hun opnår med ord det samme som Jacob A. Riis gjorde med sine fotografier af slummen i New York fra samme periode : at gøre fortiden levende.
Kommentarer