Østafrikas nobelprisdarling afslutter sin erindringstrilogi med at tage hul på forfatterlivet og kradse i den strukturelle racismes fernis med en blød negl.
Dette er den første bog, jeg har læst af Ngugi Wa Thiong’o. Det er også den sidste af hans tre erindringsbøger. Men selv om den indeholder referencer til personer og episoder fra de to tidligere, ’Drømme i krigens tid’ og ’I fortolkerens hus’, kan man sagtens have fornøjelse af at begynde her. Erindringsbogen peger nemlig også frem på den omfattende produktion af både skuespil, artikler og romaner, der er strømmet fra Wa Thiong’o.
’En drømmemagers fødsel’ er en på én gang inderligt personlig og større historisk skildring af at finde sine ben og sin stemme som forfatter i et Østafrika, der på mange måder er i færd med det samme i kolonitidens efterår. Den ældre fortæller betragter sit unge jeg med en blanding af overbærende kærlighed og eftertænksom kritik. Der er både alvor og glimt i øjet, når den aldrende forfatter ser tilbage på, hvordan han som ung student kom på Makerere College i Kampala i årene op til Idi Amins rædselsregime.
Nostalgien i ’En drømmemagers fødsel’ dæmmer dog ikke op for et rivende skarpt røntgenblik på de koloniale magtstrukturer, som brænder igennem siderne og får en kaukasisk europæer til at krympe sig under læselampen. Med et par små velvalgte historier udstilles den strukturelle racisme i al sin enfoldige rædsel, både den Wa Thiong’o oplever på egen krop i forbindelse med opsætningen af sit første drama, og den historiske, hvor bl.a. Karen Blixens beskrivelser af en episode med en kolonislave, der blev banket ihjel på grund af en mindre handling, er genstand for en ikke specielt attråværdig litterær opmærksomhed.
Bogen igennem væver drømmemageren politik og kunst sammen og viser os i stærke eksempler, hvordan de to fænomener både er adskilte og påvirker hinanden indbyrdes, som her hvor han får feedback på sin første roman ’Den sorte messias’ – en roman om Nigerias legendariske forfatter Chinua Achebe - af universitetslektoren Gerald Moore:
”Da han langt om længe kom ind på mit manuskript, spurgte han om der fandtes sorte kvinder med blå øjne. Hvorfor vil De vide det? Spurgte jeg, hvortil han svarede, at en af kvinderne i ”Den sorte messias” angiveligt havde smukke, blå øjne. Jeg blev så flov (…) Jeg havde læst så mange romaner af hvide forfattere, at jeg så en sort afrikansk kvinde gennem en europæers øjne.”
Wa Thiong’os egne romaner og skuespil har siden medført, at han i dag må leve i eksil i USA. Alligevel er det ikke bitterhed over den politiske udvikling eller kolonitiden, der er den dominerende følelse i erindringerne om de politiske vinde, der endte med at blæse ham over havet. Snarere er det en inspirerende og optimistisk tro på kunsten, fodret med en skabervilje og kreativitet, som de fleste bare kan drømme om.
En stor opfordring herfra til at tage fat på drømmene med denne bog.
Kommentarer