Anmeldelse
Elisabeth og hundene
- Log ind for at skrive kommentarer
Elizabeth von Arnim skriver memoirer over de 14 hunde, der har passeret gennem hendes liv. Det er i vanlig Arnim’sk stil morsomt, usentimentalt og begavet.
Med vanlig præcision og sikker sprogstil udgiver Elizabeth von Arnim (1866-1941) i 1936 dette værk, der med god ret kan kaldes en slags memoirer. Og den røde tråd heri er de i alt 14 hunde, der har haft fornøjelsen af at være en del af hendes liv. Hundes ukomplicerede kærlighed og utilslørede personligheder tiltaler Elizabeth, og hun erfarer ret tidligt i livet, at en hund må der til. Uanset om du har samme svaghed for menneskets bedste ven eller ej, vil fru von Arnims hunde-værk helt sikkert virke besnærende.
Jeg har for længst tabt mit hjerte til Elizabeth von Arnim – lad dét bare være sagt med det samme. Omvendt har jeg et ulidenskabeligt for ikke at sige ret køligt forhold til hunde, men når Elizabeth, som tydeligvis "is a dog person", med alle sine floromvundne fabelagtigheder folder sit liv med hunde ud, må selv en hunde-skeptiker overgive sig.
Det lå ellers ikke i kortene, at Elizabeth skulle vise sig at være en så inkarneret hunde-elsker. I hvert fald fortæller hun, at hendes forældre så langt fra var netop dét: Faren kunne slet og ret ikke udstå hunde, mens moren på sin side vist knapt nok anede, at racen fandtes. Men da hund nummer 1 – om end kortvarigt – kommer ind i Elizabeths liv som barn, finder hun ud af, at hunde må og skal være hendes følgesvende.
Og så følger ellers en perlerække af meget forskellige pelsede, firbenede dyr, som hver især skildres og portrætteres, så man ganske enkelt lærer hvert dyr at kende, som var det et betydningsfuldt menneske. Her er fx gravhunden Cornelia, som kun forstår tysk, idet den som udgangspunkt tilhørte Elizabeths første mand, som var – ja, tysk. Senere hen får hun granddanoisen Ingraban, der er lydigheden selv – med undtagelse af, når den ser en hjort, hvilket ulykkeligvis også skal vise sig at blive dens endeligt.
Efterfølgeren bliver den triste kæmpehund Ingulf, og da Elizabeth flytter med sine fem døtre til England, venter her bekendtskabet med hunden Prince, som dog viser sig at være ondsindet og til hvem, hun aldrig får noget godt forhold. Det stikmodsatte sker, da hun senere i livet rykker til Schweiz, hvor den elskede og enormt begavede hund Coco tager imod hende, og således får hver af de i alt 14 hunde deres plads i hendes liv og (for de flestes vedkommende) også i hendes hjerte.
Når disse dyr lader til at spille så afgørende i rolle i Elizabets liv, skyldes det ikke mindst, at forholdet til dem er så ganske anderledes end forholdet til mennesker. Har man læst Elizabeth og den tyske have (har man ikke, bør man gøre det) vil man vide, at hun sætter pris på at være alene, og at hun ganske ofte finder sociale sammenhænge anstrengende. En hund er en ukompliceret ven, og dét passer hende. Modsat eksempelvis ægtemænd og bejlere, som hun hurtigt får nok af.
- Log ind for at skrive kommentarer
Elizabeth von Arnim skriver memoirer over de 14 hunde, der har passeret gennem hendes liv. Det er i vanlig Arnim’sk stil morsomt, usentimentalt og begavet.
Med vanlig præcision og sikker sprogstil udgiver Elizabeth von Arnim (1866-1941) i 1936 dette værk, der med god ret kan kaldes en slags memoirer. Og den røde tråd heri er de i alt 14 hunde, der har haft fornøjelsen af at være en del af hendes liv. Hundes ukomplicerede kærlighed og utilslørede personligheder tiltaler Elizabeth, og hun erfarer ret tidligt i livet, at en hund må der til. Uanset om du har samme svaghed for menneskets bedste ven eller ej, vil fru von Arnims hunde-værk helt sikkert virke besnærende.
Jeg har for længst tabt mit hjerte til Elizabeth von Arnim – lad dét bare være sagt med det samme. Omvendt har jeg et ulidenskabeligt for ikke at sige ret køligt forhold til hunde, men når Elizabeth, som tydeligvis "is a dog person", med alle sine floromvundne fabelagtigheder folder sit liv med hunde ud, må selv en hunde-skeptiker overgive sig.
Det lå ellers ikke i kortene, at Elizabeth skulle vise sig at være en så inkarneret hunde-elsker. I hvert fald fortæller hun, at hendes forældre så langt fra var netop dét: Faren kunne slet og ret ikke udstå hunde, mens moren på sin side vist knapt nok anede, at racen fandtes. Men da hund nummer 1 – om end kortvarigt – kommer ind i Elizabeths liv som barn, finder hun ud af, at hunde må og skal være hendes følgesvende.
Og så følger ellers en perlerække af meget forskellige pelsede, firbenede dyr, som hver især skildres og portrætteres, så man ganske enkelt lærer hvert dyr at kende, som var det et betydningsfuldt menneske. Her er fx gravhunden Cornelia, som kun forstår tysk, idet den som udgangspunkt tilhørte Elizabeths første mand, som var – ja, tysk. Senere hen får hun granddanoisen Ingraban, der er lydigheden selv – med undtagelse af, når den ser en hjort, hvilket ulykkeligvis også skal vise sig at blive dens endeligt.
Efterfølgeren bliver den triste kæmpehund Ingulf, og da Elizabeth flytter med sine fem døtre til England, venter her bekendtskabet med hunden Prince, som dog viser sig at være ondsindet og til hvem, hun aldrig får noget godt forhold. Det stikmodsatte sker, da hun senere i livet rykker til Schweiz, hvor den elskede og enormt begavede hund Coco tager imod hende, og således får hver af de i alt 14 hunde deres plads i hendes liv og (for de flestes vedkommende) også i hendes hjerte.
Når disse dyr lader til at spille så afgørende i rolle i Elizabets liv, skyldes det ikke mindst, at forholdet til dem er så ganske anderledes end forholdet til mennesker. Har man læst Elizabeth og den tyske have (har man ikke, bør man gøre det) vil man vide, at hun sætter pris på at være alene, og at hun ganske ofte finder sociale sammenhænge anstrengende. En hund er en ukompliceret ven, og dét passer hende. Modsat eksempelvis ægtemænd og bejlere, som hun hurtigt får nok af.
Kommentarer