Bog

En fortryllet april

Af (
2021
)

Anmeldelse

En fortryllet april

27 sep.21

Fire engelske damer lejer et italiensk middelalderslot i en måned. Endelig kan danske læsere nyde von Arnims fortryllede april!

En grå og trist februardag i London engang i begyndelsen af 1900-tallet ser d´damer Mrs. Wilkins og Mrs. Arbuthnot en besnærende annonce i The Times. Et middelalderslot ved Middelhavskysten i Italien udlejes i april, ”til Dem, som sætter pris på blåregn og solskin.” Og dét gør damerne – af vidt forskellige grunde. Prisen undersøges, fruerne finder et par damer mere at dele udgiften med, og inden man får set sig om, er de fire engelske kvinder installeret på det italienske middelalderslot, hvor begivenhederne tager fart i en grad, så den gamle Mrs. Fisher må forarges, Miss Dester irriteres, Mrs. Arbuthnot rødme og Mrs. Wilkins begejstres. Og læseren morer sig, klukker, fniser, overrumples og underholdes på den mest eksemplariske facon.

De fire damer kender som udgangspunkt ikke hinanden, og de viser sig da også at være meget forskellige – en omstændighed, der naturligvis blot bidrager til, at gøre omstændighederne så meget desto morsommere: Den lille og tilsyneladende enfoldige Mrs. Wilkins går den stramtandede Mrs. Fisher på nerverne, men viser sig med tiden at være selskabets bedste menneskekender. Lady Caroline Dester aka Stump er den yngste, smukkeste og mest ombejlede – og det er faktisk dét, hun prøver at flygte fra. Og Mrs. Arbuthnot, som man gik og troede var både tør og hellig, bliver (også) varmblodet under de rette omstændigheder. Ja, selv den aldrende fru Fisher begynder så småt at grønnes under de vidunderlige forhold på slottet, San Salvatore. Og via diverse forviklinger, skjulte motiver og heldige sammentræf udvides gruppen endda til også at tælle op til flere mandfolk!

Selvom romanen meget vel kan sammenlignes med et hyggeligt og uskadeligt lystspil, er der samtidig også mere alvorlige temaer på spil. Fx er det rørende, hvordan de to damer Mrs. Wilkins og Mrs. Arbuthnot hver især drømmer om at rejse væk fra deres ægtemænd. Mrs. Wilkins, fordi Mr. Wilkins er skrap og sur. Mrs. Arbuthnot, fordi hendes mand ikke længere lader til at have interesse for hende.

Elizabeth von Arnim (1866-1941) var på sin egen subtile facon formidabel til at skildre sin samtids kvindeskikkelser. Både de oprørske, de blide, de forsagte og de dominerende.

’En fortryllet april’ kan i 2022 fejre 100-års fødselsdag, og den skulle efter sigende være Elizabeth von Arnims mest elskede og læste roman, og dét tror jeg gerne. Arnim er så velskrivende, opfindsom, morsom, elskværdig og rebelsk, at man må overgive sig totalt. Og forlaget Ti Vilde Heste fortjener al den opmærksomhed, de kan få, for at berige danske læsere med Elizabeth von Arnims værker. De er noget så sjældent som et frisk pust fra fortiden.

Bogdetaljer

Forlag
Ti Vilde Heste
Oversætter
Jens Pedersen
Faustnummer
39608979
ISBN
9788797296035
Antal sider
262

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer