Efterskælv

Den anerkendte forfatter tager udgangspunkt i sit ægteskabs nøgne efterskælv. Veloplagt, men rystet, byder hun indenfor - også i de mørkeste kamre.

”Der har aldrig før været en skilsmisse i denne klan.” Men bogens ”jeg” har en skilsmisse på papiret, i hjertet, i hjernen. Hun møder et stigma i samfundet og mærker, at hun har gjort noget befængt. Stående i det nøgne efterskælv fortæller hun vist og følelsesladet om kønsroller, børn, den beskyttende og kristent ”visselullede” ægteskabsinstitution og livet uden den. Hun har prøvet at stå midt i ægteskabet og flirter nu med tanker om en viden, der kan opnås uden at være dén, der står i billedet. Nej tak til risikoen! Hvad med at være fotografen?

Ser man på Cusks forfatterskab, harmonerer disse overvejelser med de efterfølgende bøger: Hvor 'Efterskælv’ fra 2012 – smukt oversat af Ida Jessen i 2021 – peger indad i et selvbiografisk stof, viser den senere romantrilogi om Faye læseren væk fra rørelserne i det fortællende ”jeg” og i højere grad væk fra hovedperson = Cusk-regnestykket.

I ’Efterskælv’ vil jeg’et beholde sine minder fra ægteskabet, og hun vil have lov til at indeholde sit valg om skilsmisse med dets overlevelsesstridige mørke og konsekvensforrykkede selvbillede: ”En kvinde, der elsker sig selv, er ubeskyttet”, siger hun til sin psykolog ”Y”. Hun vil gå med sine døtre ud af den offerrolle med en smag af foragt, som vennerne har placeret dem i. Hun vil opleve et nyt forhold til en ny mand.

I strømmen under Cusks omfangsrige abstraktionsapparat og den dejlige sult efter at kende og videreformidle (samfundsskabte?) kløfter og tinder mellem mennesker lyser en skøn timing. Det næste træk er perfekt uforudsigeligt! Som om Cusk spiller skak med sig selv i et parti, hvor de sorte og hvide brikker arbejder sammen om at afløse hinanden for at ende det sandeste sted. Også selvom det måtte være det grimmeste eller mest skælvende sted. Ved hvert nyt træk – hvert nye afsnit i bogen: et sug, der får både det foregående og det efterfølgende til at stå i et nyt lys. Hun lyser ind i de græske tragedier og lader sig katapultere af fordums svigt, kønsforhold og (sveden) loyalitet for blot at lande på en ”humoristisk plakat” tilhørende Rupert, den nye lejer i huset.
 

I bogens begyndelse står en stejl serie af overvejelser og pointer om kønsroller i ægteskabets, arbejdslivets og forældrerollens institution. Ja, hvor passer man ind henne, hvis man gerne vil have flere fokuspunkter: Hvis man gerne vil gå på arbejde og være mor? Hvis man i det helt tidlige moderskab føler, at man mister sig selv? Her er der ikke plads til mig som læser, og jeg resignerer under følelsesstormen.

’Efterskælv’ er et modigt paradoks: En færdig, ufærdig bog med følelsernes og rystelsernes stadige vibreren over siderne. Set i den selvbiografiske kendsgernings lys har man lyst til at spørge Cusk: Hvad med dig? Vibrerer du også stadig? Jeg er sikker på, at man ville få et hudløst ærligt svar.