Dyreliv

I romanen raser en perfekt storm, og en rørende stilhed hvisker om at være til i lys og mørke, men mest i mørke.

At læse 'Dyreliv' er som at åbne vinduerne og skabe gennemtræk i sit hjem på en dag, hvor vejret er lunefuldt. Sommetider uden mærkbar vind gennem rummene, sommetider så velbesøgt af vind, at man må flytte en smule på fødderne for at holde balancen. I ’Dyreliv’ er begge dele – stilheden og stormen – behandlet med lige stor opmærksomhed og respekt.

Sammen med bogens fortæller Dyja – en jordemoder i 40’erne, der ironisk nok bor alene i en lejlighed over for en kirkegård – vandrer vi ind i en fortælling, der livagtigt bebos af Dyjas nyligt afdøde grandtante Fifa og dennes avisartikler, bogmanuskripter og rammende udtalelser om dyrs og planters skrøbelige, smukke liv og formering – og om menneskets kluntede, skadende trang til at styre naturen. Først som sidst i bogen benævnes klimakrisen med en sikker stemme.

Dyja, der har overtaget lejligheden efter Fifa, som i øvrigt også var jordemoder og alene, gør sig mange tanker om Fifas manuskripter, og en ekstra opmærksomhed på naturen sniger sig ind i Dyjas liv. Skrøbeligt og skønt er det skrevet frem, at Dyja påskønner de sparsomme solstråler midt i den mørke, islandske vinter i dagene før jul; i dagene før en varslet storm. For at hjælpe en udmattet veninde siger hun ja til at være stand in-guide på en bustur med nordlyset som mål.

Hvor Dyja flere år i træk har arbejdet i julen, bliver hun nu nærmest påduttet en juleferie. Dermed tid til nordlys. Dermed endnu mere tid til at sætte sin antikverede lejlighed i stand og til at se mere til manden, der har lejet sig ind på kvisten i Dyjas opgang for at ”overveje sin situation”.

Mon Dyja sætter gang i sit liv igen? Noget af dét, der er så fint i bogen, er, at hendes stilstand og følelsesmæssige resignation ikke lyser direkte ud af siderne, men kan skimtes i glimt, som når det bemærkes, at hun læser digte om ensomhed, at hun slår sig til tåls med en lejlighed næsten uden lys. Eller når søsteren igen ringer med et: ”Hvad laver du?”. Som om der kunne være noget galt …

”I midten af mørket, i mørkets hjerte er der lys”, skrev grandtanten engang i et brev. Måske gælder det også for Dyja. Når nu antydningerne knejser så flot visse steder, er det ærgerligt, at andre passager byder på en detaljeoverfodring.

I flere af sine bøger møder Ólafsdóttir sine hovedpersoner i tilstanden efter livsomvæltende begivenheder. Som i Ar, hvor fraskilte Jonas rejser til udlandet for at tage livet af sig selv, eller som i Stiklingen, hvor Arnljotur rejser væk fra sit faderskab og en mor, der ikke er her mere. Dette møde med de vingeskudte hovedpersoner er Ólafsdóttir forbandet god til. Bedst i Stiklingen, dernæst i ’Dyreliv’.

I de senere år er der udkommet flere romaner om bagsiden af moder-medaljen. ’Dyreliv’ er en slags negation; en smuk, smertelig bog om ikke at være mor. ”Hvert liv som tændes er et univers. Hvert liv som slukkes er et univers.”