Westös debutroman er en slægtshistorie fra Helsingfors med meget præcise tidsbilleder fra tiden efter Anden Verdenskrig og frem til årtusindeskiftet
Tavshed og usagte ting er et at de gennemgående temaer i denne slægtshistorie, som samtidig er en fortælling om udviklingen i Finland fra efterkrigstiden til sidst i halvfemserne. Familien består af far Henrik, mor Benita, og børnene Daniel, Marina og Richard (Riku), som er hovedpersonen i fortællingen. Romanen falder i tre afsnit, i første del er det Riku, som er fortælleren, Marina tager over i andet afsnit, og i tredje er det igen Riku.
”Jeg tænkte på at jeg fulgte familietraditionen til punkt og prikke: jeg vidste ting som andre ikke vidste, og jeg tav om dem, tav fordi det var det enkleste, tav for ikke at risikere at gøre nogen ked af det eller oprørt.”
Efterhånden får vi tegnet et billede af en familie, som på overfladen – i hvert fald i begyndelsen - har succes. Faderen har et succesrigt firma, og familien flytter til bedre forhold. Familien tilhører den svensksprogede del af befolkningen i Helsingfors. Efterhånden udvikler familien sig i hver sin retning. Den ældste Daniel bliver et rastløst og ulykkeligt menneske, Marina søger at indordne sig, men også hun ender på et tidspunkt som en enspænder, og Riku skal også gennem ulykkelige perioder. Der er mange opbrud og brudte forhold. Men – og det tør jeg godt sige – også håb om forsoning og forståelse.
Gennem fortællingen om familien tegnes også et billede af udviklingen i Finland, fra efterkrigstiden over 60’erne og 70’erne med begyndende ungdomsoprør, til 80’erne, hvor der kom rigtig fart på: ”der lod ikke til at være nogen øvre grænse, inden kunne forestille sig andet end at succeserne ville fortsætte og rigdommen vokse i al evighed”.
Også byen Helsingfors spiller en stor rolle, der er mange beskrivelser af forskellige kvarterer, og også byen ændrer sig i takt med udviklingen, og Riku formulerer meget klart at han både hader byen, samtidig med at han er bundet til den og elsker den.
’Dragerne over Helsingfors’ udkom oprindeligt i 1996, og den blev Kjell Westös egentlige litterære gennembrud. I forbindelse med nyudgivelsen udtalte forfatteren, at der er meget, der er anderledes nu, og at der er scener, han gerne ville skrive om, fortætte eller uddybe. Men som jeg forstår det, har han dog ikke gjort det. Det oprindelige drive er bibeholdt. For eksempel har han beholdt den slang, som de unge talte tidligere.
Efter ’Dragerne over Helsingfors’ er der kommet flere Helsingfors-romaner, så tak til Batzer & Co for at give os en vigtig brik i forfatterskabet på dansk. Kjell Westös popularitet er vokset, og også i Danmark har han sit store publikum. Man skal ikke lade sig afskrække af romanens 600 sider, men tværtimod nyde, at der er plads til, at historien folder sig ud med mange detaljer.
Kommentarer