Velskrevet roman om hvad der sker, når skyld, sorg og skam kammer over.
Gitte er gift med Sven, og sammen har de sønnen Sebastian. De skal på ferie den dag romanen tager sin begyndelse.Gitte havde undskyldt sig med arbejdet på sin ph.d. afhandling, men var i virkeligheden hos sin elsker. Hun sover over sig og da hun vågner, er Sven og Sebastian allerede kørt i forvejen.
Da telefonen ringer, er det politiet der meddeler hende, at hendes mand og søn er blevet dræbt i en trafikulykke. Hun bliver chokeret og ender med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling med en psykose. Og i løbet af kort tid begynder hun at lede efter den chauffør som slog hendes familie ihjel. Hun tænker kun på, at han også skal prøve at miste.
Romanen er meget velskrevet. Englund formår at nå helt ind under huden på den syge kvinde, at beskrive hendes mange sindsstemninger og ansigter. Også stemmen ”Ulla” som hele tiden opfordrer Gitte til, at gøre ting, f.eks.at bryde ind hos lastbilchaufføren, for at skade hans lille datter. Man kan føle Gittes afmagt i alt hvad hun foretager sig, fordi det er så svært at komme videre. Hun føler sig fremmed i forhold til andre, og har mistet sin fornemmelse af tid og eksistens. Hun går rundt som en grøntsag og har svært ved at lukke op for sine følelser.
Vi følger Gittes tilstand før og efter ulykken. Romanen springer i tid, og man fornemmer hvordan hun bliver mere og mere syg, og trækker sig mere ind i sig selv.
Det gør ondt at læse, hvordan ens liv i et splitsekund kan ændres fra drøm til mareridt. Romanen giver stof til eftertanke og man glemmer den ikke lige straks. Den henleder ens opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at leve i nuet og at værdsætte de mennesker, man holder af.
Gyldendal, 2008. 184 sider.
Kommentarer