Dokumentarroman om 1890’ernes Amerika garneret med en seriemorder. Lyder det spændende? Det er det ikke.
Selvfølgelig gør det indtryk, når jeg læser, at ’Djævelen i den hvide by’ har ligget fire år på 'New York Times’ bestsellerliste og har solgt over to millioner eksemplarer. Og da jeg ydermere har læst forfatterens forrige udgivelse på dansk,'I ondskabens have’, med stor fornøjelse, er skuffelsen desto større, da jeg har kæmpet mig gennem 511 sider.
Dokumentarromanen er i sin korthed historien om to helt forskellige mænd i 1890’ernes Chicago. Den ene en ambitiøs arkitekt, der stod for den arkitektoniske del af Verdensmessen, den såkaldte ” hvide by”. Den anden en seriemorder, der huserede samtidig. Problemet med romanen er netop dette - to historier, der ingen anden sammenhæng har, end at de foregår på samme tid. På intet tidspunkt møder de to hovedpersoner hinanden og har for så vidt intet med hinanden at gøre. Derved er titlen på bogen nærmest et falsum, ud over at seriemorderen Holmes en enkelt gang besøger “ Den hvide by”.
’Djævelen i den hvide by’er overlæsset på alle måder - ikke kun at der er en del historier, men det føles også som om, at forfatteren har haft svært ved at vælge i sit kæmpestore kildemateriale. Som om at alt skal med, og den uendelige mængde af informationer, Larson ønsker at viderebringe til læseren, giver kvælningsfornemmelser. Derudover forsøger Larson at populariserer kilderne ved at præsentere dem i et melodramatisk og svulstigt sprog. Puha!
Som ivrig krimilæser burde kriminaldelen bøde lidt på den kedsomhed, der sniger sig ind mellem opremsningerne af indkøb af blomsterløg, om balustraders form eller kollegaers maveonder, men nej. Massemorderens psykopati, uhyggelige kvindetække og infame kulde keder lige så meget som arkitektens ærgrelser, panik og bekymringer om hvorvidt, han når at blive færdig til deadline.
Tiden – 1890’erne er spændende - opfindelsernes tid, moderne byplanlægning, filmens fødsel etc. Det, der er et mesterværk for amerikanske læsere, er det bestemt ikke for denne danske læser. Oveni er jeg heller ikke begejstret for oversættelsen. Der er flere sprogforbistringer, og oversætteren kalder konsekvent Pariserhjulet for ”Ferrishjulet” - det gør man altså ikke på dansk.
Kommentarer