Anmeldelse
Det dyrebare af Linn Ullmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Stemningsmættet og yderst medrivende familiehistorie om skyldfølelser, fortielser og hemmeligheder i bedste Linn Ullmann-stil.
Siri har samlet familien til haveselskab på Mailund for at fejre hendes mor Jennys 75 års fødselsdag. En fest, som Jenny ikke ønsker sig og som får hende til efter 20 års afholdenhed at drikke sig fuld. Med til selskabet er Siris mand Jon, forfatter med skriveblokering og også lidt af en utro ægtemand, deres to døtre Liv og Alma samt barnepigen Mille. Det bliver en ikke helt almindelig fest, for inden dagen er omme, forsvinder Mille sporløst og bliver først fundet 2 år senere i en skov.
Historiens fikspunkt er denne dag og Milles forsvinden, men det handler i langt højere grad om alt det der sker før festen. Fælles for personerne er, at de ikke kan nå hinanden. De snakker ikke sammen og alle bærer de rundt på noget, de ikke kan dele med andre. Mindst af alt snakker de om Mille, som de alle har haft en relation til, og som vækker forskellige (skyld)følelser i dem.
Linn Ullmann er en eminent forfatter til at antyde stemninger og sammenhænge. Skiftende fortællerstemmer giver perspektiv på hændelserne og udfolder personerne både set inde og ude fra.
Skrivestilen minder meget om Christina Hesselholdts og i nogle af personernes lange tankestrømme lurer Virginia Woolf og skrivestilen Stream of Consciousness (en litterær skriveteknik med indre monologer).
Der er noget med lyset i denne roman. Ikke sådan bogstaveligt talt men som læser kan man næsten se og føle hele scenariet, som var det en film. Lyset kan afsløre men det slører også tingenes tilstand og viser kun fragmenter af sandheden. I flakkende glimt af begivenheder, erindringsglimt og stemninger frem og tilbage i tiden, samles puslespillet brik for brik. Men kun næsten, Ullmann stopper altid lige før den sidste brik er lagt.
Der er ingen helte eller skurke, blot almindelige mennesker, som kæmper med hver deres, om det så er skyldfølelse, skuffelser eller fortielser. Ganske som i Ullmanns sidste roman 'Et velsignet barn' byder denne roman også på en af den slags læseoplevelser, som er svær at ryste af sig, og som vil leve længe i læserens bevidsthed.
Linn Ullmann er tilbage med en flot familiehistorie over flere generationer, som spinder tråde frem og tilbage i tiden mellem personer og begivenheder.
- Log ind for at skrive kommentarer
Stemningsmættet og yderst medrivende familiehistorie om skyldfølelser, fortielser og hemmeligheder i bedste Linn Ullmann-stil.
Siri har samlet familien til haveselskab på Mailund for at fejre hendes mor Jennys 75 års fødselsdag. En fest, som Jenny ikke ønsker sig og som får hende til efter 20 års afholdenhed at drikke sig fuld. Med til selskabet er Siris mand Jon, forfatter med skriveblokering og også lidt af en utro ægtemand, deres to døtre Liv og Alma samt barnepigen Mille. Det bliver en ikke helt almindelig fest, for inden dagen er omme, forsvinder Mille sporløst og bliver først fundet 2 år senere i en skov.
Historiens fikspunkt er denne dag og Milles forsvinden, men det handler i langt højere grad om alt det der sker før festen. Fælles for personerne er, at de ikke kan nå hinanden. De snakker ikke sammen og alle bærer de rundt på noget, de ikke kan dele med andre. Mindst af alt snakker de om Mille, som de alle har haft en relation til, og som vækker forskellige (skyld)følelser i dem.
Linn Ullmann er en eminent forfatter til at antyde stemninger og sammenhænge. Skiftende fortællerstemmer giver perspektiv på hændelserne og udfolder personerne både set inde og ude fra.
Skrivestilen minder meget om Christina Hesselholdts og i nogle af personernes lange tankestrømme lurer Virginia Woolf og skrivestilen Stream of Consciousness (en litterær skriveteknik med indre monologer).
Der er noget med lyset i denne roman. Ikke sådan bogstaveligt talt men som læser kan man næsten se og føle hele scenariet, som var det en film. Lyset kan afsløre men det slører også tingenes tilstand og viser kun fragmenter af sandheden. I flakkende glimt af begivenheder, erindringsglimt og stemninger frem og tilbage i tiden, samles puslespillet brik for brik. Men kun næsten, Ullmann stopper altid lige før den sidste brik er lagt.
Der er ingen helte eller skurke, blot almindelige mennesker, som kæmper med hver deres, om det så er skyldfølelse, skuffelser eller fortielser. Ganske som i Ullmanns sidste roman 'Et velsignet barn' byder denne roman også på en af den slags læseoplevelser, som er svær at ryste af sig, og som vil leve længe i læserens bevidsthed.
Linn Ullmann er tilbage med en flot familiehistorie over flere generationer, som spinder tråde frem og tilbage i tiden mellem personer og begivenheder.
Kommentarer