Det, vi elsker, kan blive taget fra os når som helst, men tabet af det vi elsker, tilhører os for evigt. En fantastisk smuk og læseværdig roman om kærlighed, tab og hævn.
Da to betjente banker på hos Laura er hendes liv ændret for evigt. Det, der aldrig må ske, er sket, hendes niårige datter, Betty, er dræbt af en flugtbilist.
Afmægtig, afsindig og dybt dybt fortvivlet bevæger Laura sig rundt i et følelsesmæssigt tomrum. Længe fatter hun ikke beskeden, og fastlåst i sorg, chok og vantro udforsker hun fortvivlelsens dybder.
Laura bevæger sig mellem fortid og nutid og fremtid. Vi får historien om, hvordan hun mødte Bettys far, David, deres stormfulde, lidenskabelige og på mange måder smukke og ømme forhold. Men også hvordan det var, da de skiltes. Hvor ondt det gjorde, at se den voldsomt charmerende, men også utilregnelige ægtemand forlade familien for at stifte en ny. Og til sidst da det grufulde tab er forstået, ønsket om hævn.
Alle disse mange følelser: Kærlighed, tab, hævn er samlet i et fantastisk elegant plot og forfatteren, Louise Doughty, formår i den grad at jonglere i tid. Man kunne frygte, at noget så skrækkeligt som det at miste sit barn ville være beskrevet oversentimentalt, tenderende til det følelsespornografiske. Men det er slet ikke tilfældet, tværtimod. På en eller anden måde er romanen brutal følsom og rørende og bare rigtig godt skrevet. Kærlighedshistorien er skøn og medrivende og sorgen så intens, at jeg kun kan give mine bedste anbefalinger.
P. S: Det er godt nok en mærkelig forside, den signalerer på den ene side idel lykke og styr på tingene, og at indholdet i bogen måske er lidt trivi-agtigt. Den signalerer på ingen måde smerte, sorg og følelsesmæssig opløsning.
Kommentarer