Det bliver ikke væk af Jørgen Leth

God og tankevækkende lille digtsamling om aldring og erindring, hvor man under læsning har Leths karakteristiske stemme i baghovedet – og dét bliver samlingen ikke værre af!

Forsiden er den nøgne titel og forfatternavnet, men der er brud, som er der bidt stykker af bogstaverne. Man kan dog stadig læse det, og det er en af de fine pointer i bogen: Man mister noget med alderen, men kan i hvert fald en tid bevare helheden.

Leth er årgang 1937, og det fødetal medfører, at kroppen ikke længere er i topform. Det er meget det, Leths nye digtsamling handler om, fx hvor svært hjælpeløs, man kan være, hvis man falder.

Han har for eksempel skrevet et digt om at blive blæst omkuld i Nordjylland og være helt afhængig af, at der kom nogen forbi og hjalp ham op. Som jeg har hørt ham fortælle i et radioprogram, så var det nok ubehageligt, men det gav dog stof til et digt.

Det er ikke kun digte om aldring, der er fx også mange små erindringsdigte om gamle venner og bekendte, filmfolk og jazzfolk.