Det bedste fra Dekameron af Giovanni Boccaccio

Glæd dig til at stifte bekendtskab med denne vidunderlige klassiker. Du vil fryde dig over morskaben!

Hvad er det så for nogle historier? Man har bestemt forventninger, der går i retning af det pornografiske – det er jo det ry, fortællingerne har fået. Jeg vil sige, de er en forunderlig blanding af høvisk elskov, plat erotik og samfundskritik; det er nogle helt vidunderlige historier, og for os, der læser dem i dag, meget morsomme. Der er intrige-historier, skæmtehistorier, spøgelsesfortællinger og så elskovshistorierne, nogle poetisk-fine, nogle grove og frivole.

Intet menneskeligt er forfatteren fremmed. Her er alle samfundsklasser repræsenteret, især er kirkens folk og deres erotiske eskapader et yndet motiv, men vi møder også konger og vagabonder, lystne bondekoner og villige ungersvende, utro hustruer.
Der er også fromme fortællinger, f.eks. om den tålmodige Griselda, der udholder sin sadistiske ægtemands pinsler uden at klage.
Eller den om manden, for hvem det lykkes at slippe afsted med at være sammen med en anden mands kone under et æbletræ, selv om ægtemanden sidder oppe i træet og ser på dem. Den opfindsomme skurk har nemlig fået overbevist ægtemanden om, at æbletræet er fortryllet, og man derfor ser syner, når man sidder oppe i det.

Vi får et billede af Boccaccios samtid med dens ormstukne munkevæsen, driftige købmænd, dristige damer og slyngler. I de fleste af fortællingerne får den kloge og snedige det, hun eller han gerne vil have, og den dumme narres. Med dumheden er der oftest ikke medlidenhed, uanset hvor god eller kristen den dumme er.

Med sin understregning af menneskenes selvstændige tænkeevne og ret til at handle efter deres egen natur følger også en kritik af kirken som en institution i forfald. Men Boccaccio er nok ikke så oprørt over de kirkelige repræsentanters mangel på dyd – det er langt snarere hykleriet, han er efter. Præsterne prækede arbejdsomhed og kyskhed hos andre for i fred at beholde både kvinderne og rigdommen for sig selv.
Dekameron har spillet en central rolle for det billede, mange mennesker har af renæssancen som en saftig, blodrig periode, der hyldede den snarrådige ener. Det passer selvfølgelig også, men med til billedet hører, at den modne Boccaccio forkastede sit ungdomsværk som syndigt. Og naturligvis fordømte kirken værket og satte det på listen over forbudte bøger.

Men det er aldrig lykkedes at fjerne den opfattelse, at Boccaccio er den frivole anekdotes mester, og fortællingerne kom til at øve stor indflydelse på senere tiders fortællende prosa både inden for og uden for Italien, for at nævne i flæng så store navne som: Shakespeare, Lessing, vores egen H.C. Andersen og den engelske forfatter Chaucer i Canterbury-fortællingerne.

Man kan mene, hvad man vil om at hive tekster ud af deres sammenhæng og udgive dem i en sådan high light-udgave, som der her er tale om. Historiernes ramme er nedlagt, og udvalget fokuserer ret ensidigt på de frivole anekdoter, så man går glip af den samfundskritiske idé. Derfor bør man naturligvis læse Dekameron i sin helhed, som en roman. Men sådanne ideelle fordringer er nok alligevel for de få, og vigtigt er det selvfølgelig at få udbredt kendskabet til verdenslitteraturens store værker.

Det er en flot udgave med erotiske skitser af den tyske kunstner Klaus Böttger. Flot erotisk kunst, meget realistisk og betydeligt mere ”pornografisk” end teksten lægger op til. Andre udgavers lettere og mere humoristiske stregtegninger af f.eks. Arne Ungermann er efter min opfattelse mere i overensstemmelse med teksten.

Glæd dig til at stifte bekendtskab med denne vidunderlige klassiker. Du vil fryde dig over morskaben!