Det andet sted

En voldsomt klog og kompleks bog om at jagte sandheden og om konsekvensen ved at lade viljen få virkelighed og fiktion til at kollidere.

Vær på vagt, når hovedpersonen i din bog er forfatter. Forvent at blive drillet og udfordret, men forvent også at elske behandlingen. Det siger jeg til mig selv – også om abstraktionssværvægter Rachel Cusks følelsessaftige djævel af en roman.

Fortælleren ”M” er forfatter. Hun er omkring 50 og bor i marsken sammen med sin nye mand Tony, der: ”hjalp mig med at komme mig (…) hvad gjorde jeg så, andet end at begynde at finde fejl ved skønheden?”.

Hele bogen, der beskriver en voldsom periode i M’s liv, fortæller hun ofte opildnet til en fortrolig ved navn Jeffers. Man forstår, at M er en såret sjæl som følge af den kritik, hun har modtaget siden barndommen. At hun i billedkunsten – især i værker udført af kunstneren ”L” – søger sandheden. At hun ønsker at bryde med sin tilværelses uægthed velvidende, at hun også selv slører og påfører smerte: ”Hvorfor lever vi så fyldt med smerte i vores egne fortællinger? Hvorfor lider vi sådan under de ting vi selv har fundet på?” (jf. forfatterprofession).

I marsken finder M og Tony et forladt og faldefærdigt hus på deres grund, som de sætter i stand og giver navnet ”Det andet sted”, og hvor vokser dette miljø flot ud af papiret!

Der skal gerne være gæster på ”Det andet sted”, fordi M har brug for kommunikation om kunst, står der så forkælet. Her bor derfor gerne kunstnere og forfattere i længere perioder, og M næsten befaler yndlingskunstneren L at flytte ind. Efter nogen ventetid, og imens Covid-pandemien rammer verden, ankommer kunstneren så og er alt andet, end M havde forestillet sig. Alligevel oppebærer hun en forvrænget kærlighed til denne mand, som hun mener er i kontakt med friheden og sandheden. Men han har taget en ung, smuk kvinde med sig, og samtidig bor M’s datter Justine og dennes kæreste i huset sammen med M og Tony. Se, nu gødes det psykologiske spil!

Romanen udspiller sig som et højspændt, fatalt, til tider morsomt, kammerspil og har med sine mellemmenneskelige gys og patosbelagte opgør mellem M’s forestillinger og virkelighed flere fællesnævnere med klassikeren ’De ensomme i Venedig’ af den fantastiske Henry James. Også James beskæftigede sig med, hvad kunsten kan, og hvad sandhed og mangel på samme kan.

I ’Det andet sted’ er det M, der sætter personer på scenen i et tiltagende giftigt spil, der fortsætter i M’s tanker. Nu hvor M er forfatter, må man spørge sig selv, om hun har mere magt, end hun/læseren tror. Hun tror på tilværelsens plot, hvilket er endnu et tegn på, at for hende kan virkelighed og fiktion flyde sammen. Tilmed gøder Rachel Cusk det psykologiske spil i kraft af sin sans for at beskrive ansigtsudtryk og –træk.

M vil ikke lyve for historiens modtager, Jeffers. Alligevel påstår hun, at hun ikke kan huske, hvad der blev sagt i skelsættende situationer. Hvem tror på det?: At en forfatter ikke kan huske ordene? M må være det, man kalder en upålidelig fortæller: en litterær drillenisse, der f.eks. lægger ordvalg og (tegn på) fortielser ud som gåder i teksten. Jeg elsker upålidelige fortællere, og M er ingen undtagelse. Knap så godt fungerer en tilbagevendende, problematiserende belysning af manden som det stærke køn. Det fremstår stift og anmassende.