Den sorte kætter af Leigh Bardugo

Mørket spreder sig i Ravka, som forbereder sig på det ultimative opgør mellem de gode og onde kræfter, i den medrivende og dystre fortsættelse af Grisha-trilogien.

Opgøret med Mørkningen har efterladt Solopvækkeren Alina på flugt sammen med sit livs kærlighed, barndomsvennen Mal. Flugten fører dem lige i armene på den berygtede og frygtede pirat Sturmhond, som vælger at tage dem til fange som gidsler i sit eget spil mod mørkets hersker. Alina ser ingen anden udvej end at spille spillet for på den måde forhåbentligt at se sit snit til at undslippe sin karismatiske fangevogter. Alina kommer i vanskeligheder, da hun bliver fanget i den grå zone mellem godt og ondt, og hendes næste skridt får en afgørende betydningen for Ravkas fremtid.

Grisha-trilogiens andet bind er på alle måde et fornemt tilrettelagt og meget dramatisk strategispil, hvor kun den mest udspekulerede gambler kan vinde. Sturmhond og Mørkningen vil begge have fat i Alina for at udnytte hendes mægtige kræfter og magtfulde potentiale, som ikke engang Alina selv forstår omfanget af. Selv om hun kæmper imod, kan hun ikke undgå at mærke deres magnetiske tiltrækningskraft og hendes forhold til Mal kommer på prøve. Det er ikke handlingen, der driver dette bind frem, men afgjort karaktererne som bliver sat i det ene dilemma efter det andet, så hele følelsesregisteret kommer til udtryk. Særligt Alina bliver splittet, for de kræfter hun har overtaget fra forstærkerne - de urgamle sagnvæsner - har både gode og onde elemeter i sig.

’Den sorte kætter’ er et dystert kapitel i Grisha-fortællingen, og bogen nærmest dirrer af indestængte kræfter, som kun venter på at blive forløst. Det kan være en lille smule frustrerende, at handlingen er sat lidt i bero, men når bogen er læst færdig forstår man, at det var nødvendigt for at belyse personernes kompleksitet og definere deres egentlige formål i fortællingen.