Anmeldelse
Den smalle vej til det dybe nord af Richard Flanagan
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er umuligt at yde denne enestående roman om liv og krig, kærlighed og sorg retfærdighed gennem en anmeldelse. Men budskabet er klart: læs den – og forbered dig på at blive dybt berørt.
Nogle bøger er vanskelige at anmelde, fordi de ikke rigtig handler om noget. Andre – som ’Den smalle vej til det dybe nord’ er vanskelige, fordi de handler om så meget. Om livet, kærligheden, krig, sorg, lidelse, død og håb. Og når man ikke er ligeså dygtig til at skrive om dette som forfatteren, bliver anmeldelsen nemt en kliché, der slet ikke yder romanen retfærdighed. Det er jeg bange for, er tilfældet for mig denne gang, men lad ikke min anmeldelse afholde nogen fra at læse denne enestående roman.
Dorrigo Evans fødes omkring første verdenskrig i fattige kår. Alligevel lykkes det ham at blive uddannet kirurg, og da 2. verdenskrig bryder ud, melder han sig til tjeneste. Under militær-træningen møder han Amy Mulvaney og på trods af sin forlovelse med Ella, forelsker han sig stormende. Der er dog også andre forhindringer end Ella, men Dorrigo lover at vende tilbage til Amy, da han sendes af sted i krig.
Han ender som krigsfange i en japansk fangelejr i Burma, hvor fangerne bruges som slaver til at bygge en jernbane for kejseren. Uden ordentlig værktøj, mad eller medicin knokler fangerne sig ihjel under evige tæsk fra vagterne, og selvom Dorrigo ikke anser sig selv for at være noget særligt, ender han som krigshelt i sine forsøg på at redde sine medfangers liv.
Men da krigen slutter, vender han tilbage til Ella og ikke Amy.
Richard Flanagan vandt the Man Booker Prize 2014 for romanen, som er noget af det smukkeste og sørgeligste, jeg længe har læst. Romanen fortælles med spring i tid og sted, så vi oplever Dorrigo som en gammel mand, før vi hører om hans tid i fangelejren, hans møde med Amy og hjemkomsten efter krigen. Flanagan beskriver nøgternt og brutalt den frygtelige tid i fangelejren, som for altid kom til at præge de overlevende. Han fortæller, hvordan amerikanerne efter krigen søgte retfærdighed over krigsforbrydelserne, men også hvordan den koreanske vagt, som dømmes til døden, undrer sig over, hvorfor HAN skal straffes for at have tævet fangerne. Også han var jo blevet tævet under sin uddannelse, og trods alt havde krigsfanger jo ingen ære og var intet værd.
For Dorrigo bliver livet en lang søgen. Han forsøger at være en god mand og far, men kan ikke lade være med at være Ella utro. Han bliver en respekteret kirurg og højt værdsat i samfundet men føler alligevel lede ved sin rolle. Præcis som i fangelejren gør han, hvad hans samvittighed siger ham, at andre ville gøre, og ikke hvad han selv har lyst til. Alle de gode forsætter, hans utroskab og hans arbejde gør ham dog ikke lykkelig, og som gammel mand opdager han en tragisk hemmelighed, som – måske – kunne have ændret alt.
”Den smalle vej til det dybe nord” er en vidunderlig og tragisk roman. Den er ikke letlæst, men alligevel blev jeg opslugt af ordene og fortællingen og kunne ikke slippe den igen. Flanagan skriver ganske enkelt fantastisk, og jeg kan kun på det allervarmeste anbefale alle at læse denne fremragende, bevægende og grusomme fortælling.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er umuligt at yde denne enestående roman om liv og krig, kærlighed og sorg retfærdighed gennem en anmeldelse. Men budskabet er klart: læs den – og forbered dig på at blive dybt berørt.
Nogle bøger er vanskelige at anmelde, fordi de ikke rigtig handler om noget. Andre – som ’Den smalle vej til det dybe nord’ er vanskelige, fordi de handler om så meget. Om livet, kærligheden, krig, sorg, lidelse, død og håb. Og når man ikke er ligeså dygtig til at skrive om dette som forfatteren, bliver anmeldelsen nemt en kliché, der slet ikke yder romanen retfærdighed. Det er jeg bange for, er tilfældet for mig denne gang, men lad ikke min anmeldelse afholde nogen fra at læse denne enestående roman.
Dorrigo Evans fødes omkring første verdenskrig i fattige kår. Alligevel lykkes det ham at blive uddannet kirurg, og da 2. verdenskrig bryder ud, melder han sig til tjeneste. Under militær-træningen møder han Amy Mulvaney og på trods af sin forlovelse med Ella, forelsker han sig stormende. Der er dog også andre forhindringer end Ella, men Dorrigo lover at vende tilbage til Amy, da han sendes af sted i krig.
Han ender som krigsfange i en japansk fangelejr i Burma, hvor fangerne bruges som slaver til at bygge en jernbane for kejseren. Uden ordentlig værktøj, mad eller medicin knokler fangerne sig ihjel under evige tæsk fra vagterne, og selvom Dorrigo ikke anser sig selv for at være noget særligt, ender han som krigshelt i sine forsøg på at redde sine medfangers liv.
Men da krigen slutter, vender han tilbage til Ella og ikke Amy.
Richard Flanagan vandt the Man Booker Prize 2014 for romanen, som er noget af det smukkeste og sørgeligste, jeg længe har læst. Romanen fortælles med spring i tid og sted, så vi oplever Dorrigo som en gammel mand, før vi hører om hans tid i fangelejren, hans møde med Amy og hjemkomsten efter krigen. Flanagan beskriver nøgternt og brutalt den frygtelige tid i fangelejren, som for altid kom til at præge de overlevende. Han fortæller, hvordan amerikanerne efter krigen søgte retfærdighed over krigsforbrydelserne, men også hvordan den koreanske vagt, som dømmes til døden, undrer sig over, hvorfor HAN skal straffes for at have tævet fangerne. Også han var jo blevet tævet under sin uddannelse, og trods alt havde krigsfanger jo ingen ære og var intet værd.
For Dorrigo bliver livet en lang søgen. Han forsøger at være en god mand og far, men kan ikke lade være med at være Ella utro. Han bliver en respekteret kirurg og højt værdsat i samfundet men føler alligevel lede ved sin rolle. Præcis som i fangelejren gør han, hvad hans samvittighed siger ham, at andre ville gøre, og ikke hvad han selv har lyst til. Alle de gode forsætter, hans utroskab og hans arbejde gør ham dog ikke lykkelig, og som gammel mand opdager han en tragisk hemmelighed, som – måske – kunne have ændret alt.
”Den smalle vej til det dybe nord” er en vidunderlig og tragisk roman. Den er ikke letlæst, men alligevel blev jeg opslugt af ordene og fortællingen og kunne ikke slippe den igen. Flanagan skriver ganske enkelt fantastisk, og jeg kan kun på det allervarmeste anbefale alle at læse denne fremragende, bevægende og grusomme fortælling.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
Kommentarer