Lyden af en hånd der klapper

En tragisk fortælling om fortidens betydning og en meget poetisk historie om, hvad der driver mennesker ud i handlinger med store konsekvenser.

Der er noget, der minder mig om Kieslowskis univers ved denne bog. En sælsom dvælen ved elendighed, hvor alt er gråt, farveløst og trist. Samtidig har Flanagan drysset poesi over fortællingen og tilsat lidt Dickens, hvor man skal så grueligt meget igennem, før det måske kan blive godt. Der er skruet så meget op for poesien, at jeg var ved at miste den røde tråd i historien, fordi jeg ville have mere drive. Giv dig tid til at læse de melankolske og smukke beskrivelser.

Det er en meget fin historie om, hvad der driver mennesker ud i handlinger med store konsekvenser for dem selv og deres nære. ’Lyden af en hånd der klapper’ foregår på Tasmanien. Her møder vi Bojan, datteren Sonja og hans hustru Maria, der er flygtet fra krigen i Slovenien og forsøger at starte på en frisk. De har slået sig ned på Tasmanien i en ussel gæstearbejderbolig i en barakby. Begge har de oplevet krigens rædsler, og har forfærdelige oplevelser og traumer. I 1954, da Sonja er 3 år gammel, går hendes mor en aften ud af huset, ud i sneen, iført en rød frakke og røde sko. Det er det sidste Sonja husker om sin mor, for Maria kommer ikke tilbage. Marias uforklarlige forsvinden holder spændingsbuen gennem bogen.

Sonja kommer herefter i pleje i forskellige familier. Hun kommer hjem til sin far igen da hun er cirka 9 år gammel, men han begynder at drikke og slår hende ofte. Som 16 årig flygter Sonja derfor til Australien. Livet har allerede da lært hende ikke at græde, men affinde sig med forholdene og lukke af for følelserne. Noget gør, at hun 20 år senere alligevel vender tilbage til Tasmanien for at opsøge sin far og den triste fortid. Det der driver historien er den følelse af kærlighed og håb på trods. Hvad blev der egentlig af Maria? Er der håb for, at Sonja og hendes far kan forliges med fortiden og se en lysere fremtid? Læs selv bogen, hvis du har mod og tid.