Brutaliteten øges i sidste og bedste roman i Kuangs exceptionelle trilogi, der har fokus på karakterens indre kampe.
Jeg havde næsten glemt, hvor brutal denne spektakulære fantasyserie er, men allerede på bogens første sider, bliver læseren kastet tilbage i politiske spekulationer og samvittighedsløs udryddelse. Serien har tydelige paralleller til det moderne Kina og Kinas historie.
Rin har gået på landets bedste militærakademi, hvor hun er blevet trænet i at kæmpe. Hun oplever, hvordan børn glemmer at være børn, når de får et sværd i hænderne. Da hun erfarer, at hun er speer, et menneske der kan trække på gudernes kræfter, forvandler hun sig selv til et redskab, der kan ødelægge. Hun opsluges på det nærmeste af sin Gud, men også af opium, der holder hendes samvittighed og kræfter nogenlunde i ro. Hendes motivation for at kæmpe og dræbe er en altopslugende hævntørst, som er født af erfaringen af, hvor stor ubalance der er i verden.
Rin leder den sydlige koalition, som har erklæret krig mod Vaisra, hvis søn Nezha hun har haft et tæt forhold til. Hun har næsten ingen venner længere, og hun har været nødt til at finde allierede blandt fremmede, da hendes overordnede alle vil udnytte hendes kræfter. Der er blevet kastet en forbandelse over hendes enorme ildkræfter, så hun nu kun kan tilgå dem gennem vennen Kitay, hvis intelligens har hjulpet hende mange gange. Han er hendes kanal til ildguden Føniksen, men hver gang Rin gør brug af ilden, skader hun Kitay.
Kampene mod mugeneserne, men også mod Vaisra og ikke mindst Nez, farens stærke våben, tærer hårdt på Rin og hendes hær. Da hun møder en gammel fjende, der overbeviser hende om at stole på hende, er Rin usikker på, om hun er stærk nok til at vinde krigen. Rin er grusom og begår mange frygtelige gerninger, men på trods af hendes utallige drab og egoisme, kommer man til at kunne lide hende i en eller forstand.
Teksten er blottet for overflødigheder, og indholdet er barberet ind til den kerne af ting, man gør for at overleve. Hvert øjeblik er på det nærmeste malet for sin læser. Ondt, blodigt og vildt.
Kommentarer