Anmeldelse
Death comes to Pemberley - P.D.James
Jeg er ikke vild med nyskrevne fortsættelser af klassikerne, men med P. D. James ved tastaturet, kan det da ikke gå helt galt? Jo, det kan det.
Da P. D. James i 2008 havde udgivet The Private Patient og nærmede sig den høje alder af 90, besluttede hun at gøre noget, hun altid havde haft lyst til, nemlig at kombinere sin yndlingsforfatter, Jane Austen, med en krimi, og således blev Death Comes to Pemberley til som en fortsættelse til Stolthed og fordom. I efterordet bekender hun at hun har samme holdning til fortsættelser som undertegnede, men det afholdt hende altså ikke fra at skrive en, ej heller i at udgive den. Den burde være blevet i skrivebordsskuffen.
Jane Austen er en indsigtsfuld forfatter og stilist, det er P. D. James også, men hun burde blive ved sin læst. Stilen bliver lettere patetisk, når ægteparret Darcy promenerer rundt i Pemberleys velplejede park og siger ømme ord.
Elizabeth Bennett har været gift med Mr. Darcy i seks år, de har to vidunderlige drenge, hun leder det store hus med venlighed og autoritet, og han bestyrer det store gods, sammen er de som forældre for de mange ansatte ude og inde. Der skrives meget om de forpligtelser man har som velhavende.
Det er en mørk og stormfuld oktoberaften, aftenen før det årlige efterårsbal på Pembeley, som er et af årets højdepunkter. Alle sejl sættes til, alt sølvtøjet er næsten færdigpudset, blomsterne er valgt osv., men pludselig bliver idyllen brudt. En vogn kommer med halsbrækkende fart ud af skoven og standser foran hovedindgangen, ud nærmest falder Elizabeths yngste søster, Lydia, og vræler at hendes mand, Wickham, er blevet myrdet.
Så galt er det nu ikke, og dog! Der er sket et mord i skoven ved Pemberley, og Lydias mand er den sandsynlige morder. Det er en kendt sag at hr. og fru Wickham er personas non grata på Pemberley, og Mr. Darcy kommer nu i den situation at han ikke blot må give dem husly, i al fald for en nat, men også vidne da sagen kommer for retten. Han og Wickham voksede op næsten som brødre, men efter at Wickham havde vist sit sande jeg, blev forbindelsen afbrudt. Læseren slæbes gennem den ene sides overvejelser efter den anden; Darcy tror ikke selv på Wickhams skyld og vil for evigt leve med skyldfølelse hvis denne ender i galgen.
Hvis jeg ikke allerede kendte Jane Austen, ville jeg aldrig læse hende efter denne smøre. Men det gør jeg og har fået lyst til en genlæsning for at få renset indtrykket.
Jeg er ikke vild med nyskrevne fortsættelser af klassikerne, men med P. D. James ved tastaturet, kan det da ikke gå helt galt? Jo, det kan det.
Da P. D. James i 2008 havde udgivet The Private Patient og nærmede sig den høje alder af 90, besluttede hun at gøre noget, hun altid havde haft lyst til, nemlig at kombinere sin yndlingsforfatter, Jane Austen, med en krimi, og således blev Death Comes to Pemberley til som en fortsættelse til Stolthed og fordom. I efterordet bekender hun at hun har samme holdning til fortsættelser som undertegnede, men det afholdt hende altså ikke fra at skrive en, ej heller i at udgive den. Den burde være blevet i skrivebordsskuffen.
Jane Austen er en indsigtsfuld forfatter og stilist, det er P. D. James også, men hun burde blive ved sin læst. Stilen bliver lettere patetisk, når ægteparret Darcy promenerer rundt i Pemberleys velplejede park og siger ømme ord.
Elizabeth Bennett har været gift med Mr. Darcy i seks år, de har to vidunderlige drenge, hun leder det store hus med venlighed og autoritet, og han bestyrer det store gods, sammen er de som forældre for de mange ansatte ude og inde. Der skrives meget om de forpligtelser man har som velhavende.
Det er en mørk og stormfuld oktoberaften, aftenen før det årlige efterårsbal på Pembeley, som er et af årets højdepunkter. Alle sejl sættes til, alt sølvtøjet er næsten færdigpudset, blomsterne er valgt osv., men pludselig bliver idyllen brudt. En vogn kommer med halsbrækkende fart ud af skoven og standser foran hovedindgangen, ud nærmest falder Elizabeths yngste søster, Lydia, og vræler at hendes mand, Wickham, er blevet myrdet.
Så galt er det nu ikke, og dog! Der er sket et mord i skoven ved Pemberley, og Lydias mand er den sandsynlige morder. Det er en kendt sag at hr. og fru Wickham er personas non grata på Pemberley, og Mr. Darcy kommer nu i den situation at han ikke blot må give dem husly, i al fald for en nat, men også vidne da sagen kommer for retten. Han og Wickham voksede op næsten som brødre, men efter at Wickham havde vist sit sande jeg, blev forbindelsen afbrudt. Læseren slæbes gennem den ene sides overvejelser efter den anden; Darcy tror ikke selv på Wickhams skyld og vil for evigt leve med skyldfølelse hvis denne ender i galgen.
Hvis jeg ikke allerede kendte Jane Austen, ville jeg aldrig læse hende efter denne smøre. Men det gør jeg og har fået lyst til en genlæsning for at få renset indtrykket.
Kommentarer