Kriminalreporter Eve Singer må kæmpe for karriere og liv efter modtagelse af flere invitationer til mord. Hvor går den etiske grænse for, hvad man kan vise på tv?
Eve Singer er kriminalreporter på tv, kendt for at dække de mest voldsomme mord. Men som kvinde er konkurrencen benhård; man skal være ung og smuk for at kunne bruges. Og med en alder, der nærmer sig 30, er Eve ved at være for gammel; kun mænd holder længere i branchen. Derfor har Eve brug for noget banebrydende godt, der kan redde hendes karriere.
En dag mærker hun, at hun bliver forfulgt på vej hjem fra arbejde. Hun tager en usædvanlig beslutning, og det viser sig at være altafgørende for hendes fremtid. Hun vender sig om og beder manden om hjælp. Kan han følge hende hjem? For hun føler sig lidt utryg.
Som læser får man indblik i, at denne mand er morder. Han ville faktisk slå Eve ihjel. Men hendes anmodning gør ham så forbavset, at han nøjes med at følge hende hjem. Herefter ser han hende på tv og får en åbenbaring: De skal gå videre sammen! Han skal begå mord, og hun skal fortælle om dem. Så for at vække Eves interesse, sender han hende et USB-stik med optagelsen af et mord. Men tør hun bruge det?
Efterhånden som historien skrider frem, lokkes Eve til mord efter mord, når morderen begynder at annoncere mordene offentligt, som var de en kunstudstilling. Hvor langt vil Eve gå for at fremme sin karriere? Og hvorfor er det så svært at fange en mand, der inviterer til mord, før de sker?
Dette er en page-turner om den barske virkelighed i en medieverden, der forguder ungdom. Her bruger man – eller bliver brugt. Hvor går grænsen for det etisk forsvarlige? Den krybende uhygge følger læseren fra første side og giver ikke slip, før sidste sætning er fordøjet. Eve beskrives især ud fra sin kamp om at fremme sin karriere, men også ud fra forholdet til den demente far. Sidstnævnte gør, at man ikke blot anser hende for at være en kold karrierekælling, men får den mere hjertevarme side med. For der er jo noget, der betyder mere end karriere.
Denne bog ender ikke med samme psykologiske twist, som Belinda Bauer ellers ynder at give sine bøger. Blandt andet i Exmoor-trilogien ender bøgerne hver gang med en uventet detalje, der får læseren til at gispe efter vejret. Denne detalje er ikke med i 'De smukke døde'. Men det gør bestemt ikke bogen ringere! Den minder bare mere om en regulær krimi. Samtidig er den skrevet i en tid, hvor der kommer rigtig mange bøger med kvindelige hovedpersoner. Her vil jeg mene, at denne bog er blandt de allerbedste. Skal jeg sammenligne med noget, vil det dog ikke være en femikrimi. Jeg vil snarere kalde det for den kvindelige version af en Chris Carter- eller Richard Montanari-bog.
Kommentarer