Anmeldelse
De røde sirener : en ukrainsk familiehistorie
Victoria Belim dykker ned i sin ukrainske familiehistorie i en gribende skildring af en række menneskeskæbner og et lands historie.
'De Røde Sirener' er en postsovjetisk fortælling om at udfylde de blanke sider i slægtshistorien. Om oldeforældre og bedsteforældre og deres søskende, som enten har fundet en vej eller er forsvundet i krige, revolutioner eller den sovjetiske efterretningstjenestes varierende terrorregimer.
Titlen henviser til to røde fuglefigurer, der udsmykker efterretningstjenestens bygning i den Ukrainske by Poltava. En bygning der står for hele det totalitære sovjetiske regimes terror, men som også spiller en afgørende rolle i Victoria Belims jagt på sin families historie.
Det er en historie, der også er skildret i de mesterlige romaner Sergej Lebedevs Augustmennesker eller Maria Stepanovas Til minde om erindringen, men det bliver den ikke mindre gribende af. Belim er mere biografisk og mindre litterær og poetisk end Lebedev, og hendes biografiske selv er væsentlig mere præsent end Stepanovas, der til gengæld er dybere, mere intellektuel og genreudfordrende. Till trods for at emnet og fortællingerne har endog vældig meget til fælles, er der tale om tre helt forskellige tilgange til at skildre den angst og vold, der har præget livet under det totalitære menneskefjendske regime.
Belims biografiske roman er lettilgængelig og fortæller historien om, hvordan hun - efter sin opvækst i USA fra 8-årsalderen - vender tilbage på besøg i barndommens Ukraine. Her genopdyrker hun forholdet til sin mormor Valentyna (og hendes have) og får dermed hen ad vejen hjælp til at afdække morfarens forsvundne brors skæbne. Vejen dertil slynger sig ad flere måneds lange besøg og vidtforgrenede genopdagelser af hjemegnene, som alt i alt giver et hjertevarmt billede af livet i en Ukrainsk provins, omgangstonen blandt folk, maden og andre kulturelle særegenheder.
Det er unægtelig interessant, men også lidt konservativt idylliserende skildret med et strejf melankolsk rørstrømskhed. Helt fordomsfuldt mistænker jeg den amerikanske opvækst for at skinne lige lovligt voldsomt igennem til tider. Det ændrer dog ikke på, at 'De Røde Sirener' er umiddelbar og vedkommende i sin skildring af en række menneskeskæbner i al deres fejlbarlighed, kærlighed og grusomhed.
Victoria Belim dykker ned i sin ukrainske familiehistorie i en gribende skildring af en række menneskeskæbner og et lands historie.
'De Røde Sirener' er en postsovjetisk fortælling om at udfylde de blanke sider i slægtshistorien. Om oldeforældre og bedsteforældre og deres søskende, som enten har fundet en vej eller er forsvundet i krige, revolutioner eller den sovjetiske efterretningstjenestes varierende terrorregimer.
Titlen henviser til to røde fuglefigurer, der udsmykker efterretningstjenestens bygning i den Ukrainske by Poltava. En bygning der står for hele det totalitære sovjetiske regimes terror, men som også spiller en afgørende rolle i Victoria Belims jagt på sin families historie.
Det er en historie, der også er skildret i de mesterlige romaner Sergej Lebedevs Augustmennesker eller Maria Stepanovas Til minde om erindringen, men det bliver den ikke mindre gribende af. Belim er mere biografisk og mindre litterær og poetisk end Lebedev, og hendes biografiske selv er væsentlig mere præsent end Stepanovas, der til gengæld er dybere, mere intellektuel og genreudfordrende. Till trods for at emnet og fortællingerne har endog vældig meget til fælles, er der tale om tre helt forskellige tilgange til at skildre den angst og vold, der har præget livet under det totalitære menneskefjendske regime.
Belims biografiske roman er lettilgængelig og fortæller historien om, hvordan hun - efter sin opvækst i USA fra 8-årsalderen - vender tilbage på besøg i barndommens Ukraine. Her genopdyrker hun forholdet til sin mormor Valentyna (og hendes have) og får dermed hen ad vejen hjælp til at afdække morfarens forsvundne brors skæbne. Vejen dertil slynger sig ad flere måneds lange besøg og vidtforgrenede genopdagelser af hjemegnene, som alt i alt giver et hjertevarmt billede af livet i en Ukrainsk provins, omgangstonen blandt folk, maden og andre kulturelle særegenheder.
Det er unægtelig interessant, men også lidt konservativt idylliserende skildret med et strejf melankolsk rørstrømskhed. Helt fordomsfuldt mistænker jeg den amerikanske opvækst for at skinne lige lovligt voldsomt igennem til tider. Det ændrer dog ikke på, at 'De Røde Sirener' er umiddelbar og vedkommende i sin skildring af en række menneskeskæbner i al deres fejlbarlighed, kærlighed og grusomhed.
Kommentarer