Anmeldelse
Dan Turèll: Mord i Rendestenen
Der var kritiske røster som sagde, at Turèll gjorde et narkomiljø, et hårdt belastet område i storbyen, Vesterbro, til sit eget forgyldte og romantiserede Dan Turèll-country.
Det er svært at sige noget imod. Men fakta er, at læserne har guffet hans guldkorn fra Istedgade og Halmtorvet i sig.
»Mord i Rendestenen« er en endnu levende skildring af det på én gang fascinerende og betændte Vesterbro-miljø – med de små listige beværtninger, luderne, pusherne, pornoforretningerne og narkomanerne. Den næstsidste i Mord-serien på 12 bind.
En snigmorder nedskyder en kvinde og dræber senere to tilsyneladende tilfældige mænd. Den navnløse journalist kommer senere i morderens sigtekorn, og så er fanden løs i Istedgade.
Det er blandt andet heroin, et drejer sig om her, og det var ikke specielt noget, Turèll brød sig om. Men han tog flere gange et angreb på samfundets hævdvundne fordomme, normer og tabuer, når det gjaldt narkotika. Sit eget forbrug af kokain betragtede han på linje med de riges forbrug af cognac og gåseleverpostej.
Med »Mord i rendestenen« kommer Dan Turéll rigtig tæt på at skrive en fuldblodskrimi. En galning går amok og myrder en videopige og bagefter en kunde. En narko-ring bliver lukket, og en gal forbryder efterlader sig et rystende afskedsbrev, der forklarer, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Uden at røbe for meget: Manden var blevet træt af Vesterbro:
»Helst ville jeg bombe hele kvarteret. Udrydde det af bykortet. Slette det. Fjerne det fra ende til anden, sten for sten, I en Apokalypse…
Det kan jeg ikke. Min magt er ikke stor nok.
Jeg kan kun ‘statuere et par eksempler’, som det hedder«.
Og når man har læst galningens ide-mæssige testamente, kommer man uvilkårligt til at tænke: Vesterbro er næsten helt normal. Det er dem, der har set sig sure på kvarteret, der har knald i låget.
Og det Vesterbro, vi her taler om, er naturligvis det Vesterbro, der eksisterede indtil 1980erne. Meget – men ikke alt – har ændret sig siden.
Dan Turèll: Mord i rndestenen, 185 sider (Borgen).
Der var kritiske røster som sagde, at Turèll gjorde et narkomiljø, et hårdt belastet område i storbyen, Vesterbro, til sit eget forgyldte og romantiserede Dan Turèll-country.
Det er svært at sige noget imod. Men fakta er, at læserne har guffet hans guldkorn fra Istedgade og Halmtorvet i sig.
»Mord i Rendestenen« er en endnu levende skildring af det på én gang fascinerende og betændte Vesterbro-miljø – med de små listige beværtninger, luderne, pusherne, pornoforretningerne og narkomanerne. Den næstsidste i Mord-serien på 12 bind.
En snigmorder nedskyder en kvinde og dræber senere to tilsyneladende tilfældige mænd. Den navnløse journalist kommer senere i morderens sigtekorn, og så er fanden løs i Istedgade.
Det er blandt andet heroin, et drejer sig om her, og det var ikke specielt noget, Turèll brød sig om. Men han tog flere gange et angreb på samfundets hævdvundne fordomme, normer og tabuer, når det gjaldt narkotika. Sit eget forbrug af kokain betragtede han på linje med de riges forbrug af cognac og gåseleverpostej.
Med »Mord i rendestenen« kommer Dan Turéll rigtig tæt på at skrive en fuldblodskrimi. En galning går amok og myrder en videopige og bagefter en kunde. En narko-ring bliver lukket, og en gal forbryder efterlader sig et rystende afskedsbrev, der forklarer, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Uden at røbe for meget: Manden var blevet træt af Vesterbro:
»Helst ville jeg bombe hele kvarteret. Udrydde det af bykortet. Slette det. Fjerne det fra ende til anden, sten for sten, I en Apokalypse…
Det kan jeg ikke. Min magt er ikke stor nok.
Jeg kan kun ‘statuere et par eksempler’, som det hedder«.
Og når man har læst galningens ide-mæssige testamente, kommer man uvilkårligt til at tænke: Vesterbro er næsten helt normal. Det er dem, der har set sig sure på kvarteret, der har knald i låget.
Og det Vesterbro, vi her taler om, er naturligvis det Vesterbro, der eksisterede indtil 1980erne. Meget – men ikke alt – har ændret sig siden.
Dan Turèll: Mord i rndestenen, 185 sider (Borgen).
Kommentarer