Dan Turèll (1946-93) er uden tvivl én af de mest produktive forfattere i den danske litteraturhistorie. Fra sin debut ”40 Ark” i 1969 udgav han et sted mellem 75 og 100 digtsamlinger, romaner, essay-samlinger og så videre. Som om han var et slags punkrock-band, har der ofte været tale om hjemmebiksede sager, der er udgivet af ham selv eller hans venner i minimale oplag. (Af samme grund koster hans mere obskure værker - i lighed med visse gamle punk-plader - det hvide ud af øjnene, hvis man finder dem i et antikvariat).
Turèlls tidlige værker er typisk ret eksperimenterende, og derfor kan det virke lidt overraskende, at han i 1981 udgav krimien Mord i mørket, der sammen med sine elleve efterfølgere udgør Mord-serien, som afsluttes med Mord i San Francisco fra 1990. For nu at blive i rock-metaforen kan det ligne lidt af en u-punket stræben efter et Top 10-hit at kaste sig over den publikumsvenlige krimi. Krimierne virker imidlertid helt naturlige i forlængelse af stemningsbillederne i Storby trilogien (Drive-in digte (1976), 3-D digte (1977), Storby-blues (1977)). De er frem for alt beskrivelser af byen, og det krimi-agtige virker som et middel til at fange en bestemt, lusket stemning i de miljøer, historierne udspiller sig i - hovedsageligt København V.
Hovedpersonen i Mord-serien er en unavngiven journalist, der arbejder mere eller mindre fast på en avis ved navn Bladet, hvor han med speciale i kriminalsager gør sig skiftevis populær og upopulær hos redaktøren Otzen. Som regel er han relativt populær, og det er ikke uden grund: i hver roman konfronteres han gennemsnitligt med fem-seks mord, der resulterer i salgsfremmende artikler i avisen.
Unaturligt ofte er han endda så tæt på mordene, at han enten er vidne til dem eller finder liget. I Mord ved runddelen (1983) finder han for eksempel intet mindre end tre døde kvinder på tre forskellige tidspunkter. Den sidste bliver godt nok fundet i samarbejde med politiinspektøren Ehlers, som journalisten gennem serien opnår et tæt venskab med.
Der er overdrevent mange dødsfald i Dan Turèlls krimier. Mord-serien udspiller sig inden for et relativt kort tidsinterval, hvor journalist-helten uden at være specielt opsøgende bliver midtpunkt for tolv uafhængige - og dog sammenhængende - spegede affærer, hvoraf den ene er mere forfærdelig end den anden: både Mord i september (1984) og ”Mord i myldretiden” (1985) handler for eksempel om forældre, der af grådighed bortfører eller dræber deres børn, for at opnå arvemæssige fordele. Man kan med rimelighed sige, at krimigenren presses til det yderste. Heltens tilværelse og involvering i historierne forekommer enormt rodet og usandsynlig, og dette rodede præg er noget, der gør sig gældende på flere niveauer.
Den arketypiske form på en krimi-fortælling er, at der præsenteres en gåde, som bliver løst i løbet af romanen. Turèll bruger imidlertid denne typiske form på en lidt underlig måde. Seriens første bind, Mord i Mørket, indledes med, at hovedpersonen om natten modtager et mystisk telefonopkald:
“Det er mig, gamle ven... Du kender da stemmen? Kom straks over i Saxogade... Nummer 28B, gamle dreng... Anden baggård.”
Opkaldet er mystisk, fordi hovedpersonen ikke kender stemmen, og mystikken forstærkes, da det viser sig, at netop det nævnte sted har været scenen for et mord, der er forgået samme nat som opkaldet. Hovedpersonens involvering i mordhistorien overhovedet indledes som en søgen efter telefonstemmens ejermand, som må formodes at vide noget om mordet. Men denne søgen forsvinder helt fra historien, og det bliver aldrig opklaret, hvem stemmen tilhører. Gåden forbliver uløst, og telefonopkaldet virker som en rimelig søgt anledning til at sparke historien i gang.
Eksemplet er illustrativt, fordi det peger på det generelle ved Turèlls krimier, at plottet ofte er mærkeligt rodet. Der udstikkes konstant tråde, som aldrig bliver samlet op, og det virker underligt i en krimi, hvor netop plottets udvikling - gådens afdækning - er i centrum.
Men hovedpersonens usandsynlige deltagelse i de rodede og usammenhængende historier virker helt bevidst, fordi de fungerer som modpol til hans hverdag, der er et konstant grundlag for historierne: hver morgen drikker han kaffe hos Ronnie på Café Freden, hver dag spiller han tænkebox og drikker øl og whisky hos Bob på Stjernecaféen, hver nat når han klokken 03.00 dead-linen på Bladet, hver weekend er der razzia på en bar i Istedgade. Og så videre og så videre.
I vanlig krimistil er hovedpersonen lidt af en drukkenbolt, men han er det på en underlig hverdagsagtig måde. Han adskiller sig ikke synderligt fra de andre beboere på Vesterbro, der følger en daglig rutine, som ligner hans meget.
Lige så meget som de er mordgåder, er Dan Turèlls kriminalromaner beskrivelser af Vesterbro. For unge mennesker og andre, der udelukkende kender Vesterbro som det trendy centrum for den mere modebevidste del af Københavns befolkning, er det særdeles spændende at læse om luskede smugkroejere, bøllede rockertyper, ludere og drukkenbolte, der indgår i et symbiotisk forhold. Man spørger sig selv, om de nogensinde har eksisteret.
Af Martin Laurberg, Cand. Mag.
Kommentarer