Anmeldelse
Coronamonologerne
En bog, vi kan vende tilbage til for at huske, hvordan det var, når det hele på et eller andet tidspunkt bliver normalt igen.
Under den første coronanedlukning i foråret 2020 valgte Emmet Feigenberg, der er direktør for Teater Republique, at opsætte 14 digitale teaterforestillinger. Forestillingerne er baseret på tekster af 14 danske forfattere, der alle skrevet under nedlukningen. Midt i det chok, der ramte os alle sammen, har forfatterne skrevet deres personlige beretninger om, hvordan coronandlukningen ramte netop dem, og hvilke tanker og følelser den satte i gang.
Monologerne kredser om ensomhed og frygt, men flere af dem er også selvironiske og morsomme. Når Anna Bro beskriver, hvordan hun er helt rask om morgenen, men føler, at hun har coronasymptomer om aften, rammer hun noget hos os alle, ligesom Pia Juuls stærke beskrivelse af angsten for sygdommen gør. Heldigvis er flere af monologerne også meget morsomme. Jenny Lund Madsen fortæller, at hun har set alle afsnit af Matador 14 gange, og Thomas Korsgaard og Tine Høeg fortæller om, hvordan de er ved at blive vanvittige over naboer, der synger højt fra gårde og altanen.
Bisse har skrevet et meget smukt digt ’Istid’, der siger det hele. Én af stroferne begynder således: ”leveveje, luftveje, udveje bliver blokerede – fjenden er usynlig – men det stadig krig – fronten er bag linjerne – og vores våben er mundmind og håndspit – shit!”
Monologerne er en blanding af prosa og lyrik, og nogle af monologerne taler mere til mig end andre. Ud over Bisses digt, er jeg ret vild med ’Simple fest’ af Tine Høeg, hvor fortælleren slår sin mand ihjel, fordi han, nu hvor han er hjemme hele dagen, forstyrrer hende. ’Du må ikke blive sur’ af Thomas Korsgaard, hvor en kvinde på trods mødes med en mand, der er klog, men altså ikke sådan god-til-matematik-klog, er også en fin lille fortælling.
’Coronamonologerne’ er på samme tid et øjebliksbillede, et nedslag i foråret 2020, og en bog, vi kan vende tilbage til for at huske, hvordan det var, når det hele på et eller andet tidspunkt er blevet normalt igen. Bogen er dedikeret til Pia Juul, der døde i september 2020.
En bog, vi kan vende tilbage til for at huske, hvordan det var, når det hele på et eller andet tidspunkt bliver normalt igen.
Under den første coronanedlukning i foråret 2020 valgte Emmet Feigenberg, der er direktør for Teater Republique, at opsætte 14 digitale teaterforestillinger. Forestillingerne er baseret på tekster af 14 danske forfattere, der alle skrevet under nedlukningen. Midt i det chok, der ramte os alle sammen, har forfatterne skrevet deres personlige beretninger om, hvordan coronandlukningen ramte netop dem, og hvilke tanker og følelser den satte i gang.
Monologerne kredser om ensomhed og frygt, men flere af dem er også selvironiske og morsomme. Når Anna Bro beskriver, hvordan hun er helt rask om morgenen, men føler, at hun har coronasymptomer om aften, rammer hun noget hos os alle, ligesom Pia Juuls stærke beskrivelse af angsten for sygdommen gør. Heldigvis er flere af monologerne også meget morsomme. Jenny Lund Madsen fortæller, at hun har set alle afsnit af Matador 14 gange, og Thomas Korsgaard og Tine Høeg fortæller om, hvordan de er ved at blive vanvittige over naboer, der synger højt fra gårde og altanen.
Bisse har skrevet et meget smukt digt ’Istid’, der siger det hele. Én af stroferne begynder således: ”leveveje, luftveje, udveje bliver blokerede – fjenden er usynlig – men det stadig krig – fronten er bag linjerne – og vores våben er mundmind og håndspit – shit!”
Monologerne er en blanding af prosa og lyrik, og nogle af monologerne taler mere til mig end andre. Ud over Bisses digt, er jeg ret vild med ’Simple fest’ af Tine Høeg, hvor fortælleren slår sin mand ihjel, fordi han, nu hvor han er hjemme hele dagen, forstyrrer hende. ’Du må ikke blive sur’ af Thomas Korsgaard, hvor en kvinde på trods mødes med en mand, der er klog, men altså ikke sådan god-til-matematik-klog, er også en fin lille fortælling.
’Coronamonologerne’ er på samme tid et øjebliksbillede, et nedslag i foråret 2020, og en bog, vi kan vende tilbage til for at huske, hvordan det var, når det hele på et eller andet tidspunkt er blevet normalt igen. Bogen er dedikeret til Pia Juul, der døde i september 2020.
Kommentarer