I romanen Byen og Verden har Peer Hultberg givet sin barndoms by, Viborg, en digterisk stemme og lader den fortælle om sine indbyggere.
Peer Hultberg debuterede i 1966 med Mytologisk landskab med Daphnes forvandling og udgav sidst i 1960’erne romanen Desmond. Begge værker var meget eksperimenterende, og fik ingen eller meget lidt opmærksomhed fra kritikernes side. Efter at have færdiggjort sine psykologstudier bosatte Hultberg sig i Frankfurt, og i 1985 udgav han Requiem, der blev det helt store gennembrudsværk. Siden fulgte Slagne veje (Fortællinger, 1988), Præludier, romanen om Chopins barndom (1990) og Byen og Verden (1992). Senest udgivelse er Kronologi (1995). Værkerne er alle meget forskellige i deres form og specielt i deres tone, men de handler alle sammen om skyld og skam i et univers, hvor kun døden kan ophæve denne pine.
I romanen Byen og Verden har Peer Hultberg givet sin barndoms by, Viborg, digteriske stemme og lader den fortælle om sine indbyggere. I 100 kortprosastykker skildres enkeltskæbner eller familiehistorier fra et helt århundredes borger- og småborgerskab. Fortælleren er alvidende og fungerer som byens kollektive vi, samtidig med at han udtrykker ironisk distance til de fortalte personer. Bogen er mangfoldig og har et skarpt blik for skæve eksistenser, den provinsielle snæversynethed og personlige forstillelse. Temaer som skæbne, skyld og skam kommer igen i fortællingens netværk, hvor de forskellige historier kaster lys på hinanden. Peer Hultberg har ingen illusioner, når han skildrer mennesker som manipulatoriske, misundelige, grådige og løgnagtige, både i forhold til andre og sig selv. Skildringen af det snævre provinsbymiljø, hvor penge, anseelse og rang betyder alt på det ydre plan, mens drifter og begær styrer nedefra.
For eksempel Fru Knud Østergaard-Madsen, der efter over tredive års 'barnløst, meget barnløst' ægteskab forelsker sig i en ung fraskilt arbejdsløs. Hr. Knud Østergaard-Madsen er noget foruroliget. Indtil den dag han til sin lettelse konstaterer at ægtesengen har været brugt i dagtimerne. Så ved han nemlig at udviklingen vil gå stærkt, og altså hurtigt nå sin rette ende. Fruen tager da også 14 dage på charter til Tenerife og kommer ganske rigtigt hjem allerede efter en uge, 'med det dyre rutefly'. Hun er herefter 'en vidskræmt, fortabt gammel kone', kan dårligt stave til sin nu fhv. elskers navn og er fra nu for evigt fortøjet i ægteskabets trygge havn i Viborg.
De få 'lykkelige' historier handler som regel om nogen, der flygter fra Viborg. Som den bøssede Bjørn, der blev forfulgt altid, men nu er en berømt scenograf ude i Europa. Han vender hjem og møder barndommens værste plageånd og bliver inviteret hjem til ham. På vejen tænker han på, hvilken hævn han skal tage, men konkluderer, at 'livet i sig selv var hævn nok'. Sådan tematiseres forholdet mellem byen og verden.
Peer Hultberg behersker hver detalje i den stillestående lille by, og tager læseren med ind bag facaden. Hver enkelt skæbne er blandet med individets egne ord og udtryk, der gør ham eller hende nærværende, og denne blanding giver bogen en helt særegen inciterende tone. Takket være en mesterlig brug af denne afslørende, dobbelte teknik fremstår romanen som humoristisk, ironisk og dobbelttydig.
Romanen indbragte Peer Hultberg Nordisk Råds Litteraturpris i 1993.
Kommentarer