Meget lille, meget underlig og meget fascinerende roman fra den nye generation af latinamerikanske forfattere.
Når man nævner latinamerikansk litteratur, er det ofte Gabriel García Márquez og Isabel Allende, man tænker på; tykke, eksotiske romaner med farverige persongallerier. Nu er der kommet en ny generation på banen, forfattere der som chilenske Alejandro Zambra er født og opvokset under et militærdiktatur. Han og hans jævnaldrende bliver meget spændende at følge.
I Zambras debutroman mødes Julio og Emilia og bliver elskende. Som ritual læser de højt for hinanden, før de har sex. Anden gang, de er sammen, fortæller de hinanden – i modstrid med sandheden – at de har læst ‘På sporet af den tabte tid’ af Proust – og at det var en helt speciel oplevelse. Da de beslutter at bruge den som sengelæsning, lader de som ingenting, men kommer ikke længere end til s. 327 i første bind. De går fra hinanden, Emilia rejser til Madrid og dør. Julio fortsætter som en anden roman, det gør Emilia ikke. Proust var for dem en slags syndefald.
Der flettes mange referencer ind, som fx novellen ‘Tantalia’ af Macedonio Fernández, der handler om om et elskende par, der planter en blomst som symbol på deres kærlighed, men planter mange lignende omkring den for ikke at blive for fikseret på deres plante. Men så kan de jo ikke finde den rigtige – deres syndefald. Alle forfatterne, der nævnes i bogen, er virkelige, de fleste banebrydende, der har været inspiration for forfattere som fx J. L. Borges.
Jo mere man tænker over bogen, jo mere rummer den. De sølle 90 sider er tæt pakkede med handling, psykologi, kærlighed og litterære henvisninger – faktisk kan man sige at det er et stykke metafiktion. For der kommer flere bøger i bøger – eller hvordan det nu hænger sammen.
Forfatteren skriver et meget enkelt sprog, der er til tider en vis distance til handlingen – og så pludselig ikke længere. Og ind imellem kommer han med en læsevejledning – især hen mod slutningen angiver han flere gange, hvad læseren skal lægge vægt på, fx s.45: “Men i denne historie er Anitas mor og Anita ikke vigtige, de er bipersoner. Den, der er vigtig, er Emilia …”. Ikke noget med at lade læseren tro, at her skifter man kurs.
“Bonsai” er ifølge Wikipedia ” en dyrkningsmetode, som skaber dværgvækst hos træagtige planter”. I en af de fiktive titler, der figurerer i bogen, skaber den forladte elsker en bonsai, ligesom Julio, der belærer os om at det ikke hedder bonsai-træ, aldrig. En fejl, han selv engang begik.
Bogen ‘Bonsai’ er som en litterær bonsai, forfatteren har klippet alt væk, der forhindrer planten/bogen i at udvikle sig i en forkert retning. Lille og koncis.
Alejandro Zambra blev i 2006 belønnet med prisen for årets bedste roman i Chile for ‘Bonsai’. Den har siden modtaget flere priser, og i 2011 blev den filmatiseret. Skjødt Forlag – Spansk på dansk – drevet af oversætteren Liv Camilla Skjødt introducerer hermed Alejandro Zambra på dansk – med ‘Bonsai’ som den første af tre små Zambra-romaner, der udkommer på dansk i år.
Jeg vil glæde mig voldsomt til de næste to – og flere!
Denne anmeldelse blev først bragt på
http://latinamerikalitteratur.wordpress.com
Kommentarer