Anmeldelse
Bogen om Blanche og Marie af Per Olov Enquist
- Log ind for at skrive kommentarer
En gribende roman om kærlighedens inderste gåde fra den begivenhedsrige periode omkring 1900. "Bogen om Blanche og Marie" er en poetisk dokumentarroman om Blanche Wittman og Marie Curie.
Bogen er blandt andet skrevet over Blanches notesbøger, "den gule bog", "den sorte bog" og "den røde bog", samlet kaldet "Spørgsmålsbogen". Heri nedskriver hun notater og spørgsmål om sit og Marie Curies levned og om kærlighedens ubegribelige væsen.
Fra 1878-1893 er Blanche indlagt for hysteri som hundredvis af andre kvinder på det store sindssygehospital, Salpêtrièrehospitalet, i Paris, hvor den verdensberømte neurolog Charcot er overhoved. Her kommer blandt andre Sigmund Freud og August Strindberg til store ugentlige seancer, hvori Blanche er aktør i forskningens navn.
Til seancerne vil man udforske kvindens gådefulde natur og psykens kontinent. Blanche har et mangeårigt platonisk kærlighedsforhold til Charcot, som først stopper, da han dør. Efter hans død bliver Blanche mærkværdigvis rask!
Herefter bliver Blanche Marie Curies assistent og fortrolige. Marie Curie er opdageren af radium og dobbelt nobelpristager i kemi. Hun får efter sin mands død et kærlighedsforhold til en gift fransk forsker, hvilket betyder slutningen på hendes forskerkarriere, da det opdages.
Blanche får pga. af de farlige radiumstråler amputeret begge ben og venstre arm og bevæger sig til sidst rundt som torso i en lille trækasse på hjul. Blanche og Marie dør begge af radiumstråling.
I bogen har Enquist indlejret selvbiografiske afsnit om det pietistiske liv i Västerbotten, og han lever op til sit ry som en af Nordens bedste prosaister. Sproget er ofte knapt, nærmest lyrisk, og de mange udråbstegn er livgivende for prosaen. Andre passager er fortællende med en intim sprogtone, og den sammensatte stil passer godt til romanen, som nogle steder flyder ligeså associativt som tanker.
Enquists valg af henholdsvis lyrisk og fortællende skrivestil står i et interessant forhold til bogens eksistentielle spørgsmål og er, sammen med det stærke og psykologisk mættede stof, med til at give bogen sin drivkraft, så den er svær at lægge fra sig.
- Log ind for at skrive kommentarer
En gribende roman om kærlighedens inderste gåde fra den begivenhedsrige periode omkring 1900. "Bogen om Blanche og Marie" er en poetisk dokumentarroman om Blanche Wittman og Marie Curie.
Bogen er blandt andet skrevet over Blanches notesbøger, "den gule bog", "den sorte bog" og "den røde bog", samlet kaldet "Spørgsmålsbogen". Heri nedskriver hun notater og spørgsmål om sit og Marie Curies levned og om kærlighedens ubegribelige væsen.
Fra 1878-1893 er Blanche indlagt for hysteri som hundredvis af andre kvinder på det store sindssygehospital, Salpêtrièrehospitalet, i Paris, hvor den verdensberømte neurolog Charcot er overhoved. Her kommer blandt andre Sigmund Freud og August Strindberg til store ugentlige seancer, hvori Blanche er aktør i forskningens navn.
Til seancerne vil man udforske kvindens gådefulde natur og psykens kontinent. Blanche har et mangeårigt platonisk kærlighedsforhold til Charcot, som først stopper, da han dør. Efter hans død bliver Blanche mærkværdigvis rask!
Herefter bliver Blanche Marie Curies assistent og fortrolige. Marie Curie er opdageren af radium og dobbelt nobelpristager i kemi. Hun får efter sin mands død et kærlighedsforhold til en gift fransk forsker, hvilket betyder slutningen på hendes forskerkarriere, da det opdages.
Blanche får pga. af de farlige radiumstråler amputeret begge ben og venstre arm og bevæger sig til sidst rundt som torso i en lille trækasse på hjul. Blanche og Marie dør begge af radiumstråling.
I bogen har Enquist indlejret selvbiografiske afsnit om det pietistiske liv i Västerbotten, og han lever op til sit ry som en af Nordens bedste prosaister. Sproget er ofte knapt, nærmest lyrisk, og de mange udråbstegn er livgivende for prosaen. Andre passager er fortællende med en intim sprogtone, og den sammensatte stil passer godt til romanen, som nogle steder flyder ligeså associativt som tanker.
Enquists valg af henholdsvis lyrisk og fortællende skrivestil står i et interessant forhold til bogens eksistentielle spørgsmål og er, sammen med det stærke og psykologisk mættede stof, med til at give bogen sin drivkraft, så den er svær at lægge fra sig.
Kommentarer