Nær fremtidsroman leger med tanken om at udvikle medicin til mennesker, der lider af vedvarende sorg. Men det koster på empatien at slippe for smerten.
Med stor psykologisk indsigt og en flydende fortællestil skriver Bomann denne skræmmende dystopi frem. Den samfundsdebatterende sci-fi stiller spørgsmål ved, om mennesker kan fratages smertelig sorg uden at miste sig selv. Sideløbende med den gribende beskrivelse af personernes ubærlige sorg over at miste, indfanger romanen et klinisk forskermiljø, der ikke står tilbage for prestige og kapital. Den effektive spændingsroman tager læseren med ind i psykologiske overvejelser og etiske dilemmaer, mens den ene side tager den anden.
Nutiden skriver 2024. En sorgdiagnose er allerede udviklet i USA og Danmark er på vej til at følge efter. Den officielle betegnelse fra WHO lyder Prolonged Grief Disorder på dansk vedvarende sorglidelse og kendetegner de mennesker, som ikke kan slippe fri af sorgen. Savnet og længslen forbliver lige smertelig, selv om årene går. Et nyt præparat er på vej og skal befri de sørgende for alle besværligheder, så de muligvis på ny kan værdsætte livet.
Elisabeth er forskningsleder i medicinalindustrien. Vi følger hende fra 2011, da hun mister sin 5-årige dreng Vinter og følger hendes gennemgribende sorg gennem en årelang periode. Hun beslutter sig for at gøre noget for mennesker der lever med vedvarende sorglidelse og arbejder på præparatet Callocain. Hun udvikler medicinen i Danish Pharmas laboratorier. Sammen med dygtige forskere, og sig selv som hemmelig forsøgsperson, opnår de bemærkelsesværdige resultater. De vil, når myndighederne godkender det, både være førende i verden og bidrage til ny forståelse af selve sorgens væsen. Men ikke alt statistik på Danish Pharma føres til fordel for de sørgende forsøgspersoner.
Thorsten er psykologiprofessor på Aarhus Universitet og er del af følgegruppen af psykologiske forskere, der undersøger forsøgspersoner og optegner virkning og bivirkninger af Callocain. Han diskuterer og involverer sine specialestuderende Anna og Shadi, der kommer på sporet af noget dilemmafyldt og suspekt.
Flere handlingsforløb forstærker det ambivalente plot og blander videnskabsetik med indsigtsfulde personskildringer. Romanen balancerer og debatterer, så også læseren kan reflektere over dilemmaerne og lade sig føre med ind i det tankevækkende eksperiment.
Bomann bevæger sig i den mørke blåtoneskala, og skildrer med stor indføling og livskundskab de mennesker, der er ramt af livet. Den dystre farveskala er også i brug, når hun med overbevisning udpensler dystopien om en videnskab, der ikke kun udvikler medicin for menneskers skyd.
Romanen flyver afsted i et velskrevet flow. Bomann fletter meget komplekse dilemmaer ind på en så enkelt måde at læsningen føles let, selv om alle tematikker er tunge.
Danish Parma vil have os til at glemme kærligheden for at slippe smerten. Kan vi leve med det?
Kommentarer