Anmeldelse
Bibelens kvinder
Bibelens kvinder trækkes frem i lyset med Lisbeth Smedegaard Andersens smukke og indsigtsfulde gennemgang af de velkendte historier fra Bibelen.
Der er meget fokus i teologiske kredse på kvinder i Bibelen og et opgør med de traditionelle (og typisk mandsdominerede) tolkninger af Bibelen. Lisbeth Smedegaard Andersen leverer et kærkomment nuanceret indspark i debatten med sin umådeligt smukke bog ’Bibelens kvinder’.
Forfatteren indleder med at tilgå debatten og placere sin egen bog heri:
"Et varmt emne inden for moderne historievidenskab er netop, i hvor høj grad vi ud fra vor tids etik kan forstå og bedømme fortidens mennesker, begivenheder og kilder. Der bør udvises en vis forsigtighed, og den forsigtighed omfatter også kvindesynet. Bibelens personer var underkastet helt andre livsvilkår end i dag. Vi kan forsøge at lokke kvinderne ud af mørket, men vi kan ikke få dem til at sige andet end det, de mandlige fortællere engang for årtusinder siden lagde dem i munden, fordi det tjente fortællingens fremdrift eller dens ærinde".
’Bibelens kvinder’ ligner med sin titel i guldtryk og omfattende inddrag af kunstværker mere en kunstbog eller coffee table-book end en kronologisk gennemgang af kvindernes tilstedeværelse i Det Gamle og Nye Testamente. Smedegaard Andersen er både teolog, salmedigter og kunsthistoriker og formår med elegance at samle de tre til den smukkeste art ”Bibelen genfortalt”. Hendes evner som salmedigter bidrager til, at fortællingerne står i sprog, der steder nærmer sig poesi, og hvor hun ikke er til falds for at modernisere sproget som andre moderne genfortællinger.
Forfatterens viden indenfor kunsthistorie formår at kontekstualisere den bibelske kvindeskikkelse igennem tiden og gribe fat i kvinderne ikke udelukkende ud fra, hvad der specifikt står om dem (så kan man til tider lede længe), men særligt hvordan kvindeskikkelserne har formet sig igennem tiden og er blevet legender, der har taget sig forskelligt ud alt efter perioden og derfor er blevet brugt forskelligt.
Det Gamle Testamente følger herefter og stjæler det meste plads i bogen, hvor særligt patriarkfortællingerne er spændende, og hvor kvindernes historier udvider synet på tiden og de menneskelige erfaringer skabt heri. Ved Kongetiden falder bogen en smule i niveau, hvor Smedegaard Andersen ikke formår at fastholde den høje kvalitet, hun indledte med. Her tager fortællingerne for meget form efter resumé, og vigtigheden af kvindeskikkelsen udebliver.
Kvinderne vender stærkt tilbage i Det Nye Testamente, hvor Smedegaard Andersen for alvor får fasttømret sit projekt og sin ekspertise. Kvinderne bliver defineret som afgørende, fordi de fik en bærende rolle i menighederne og udbredelsen af evangeliet, men ikke fordi de nødvendigvis var nære med Jesus. Smedegaard Andersen argumenterer i højere grad for, at Jesus fremlagde en anerkendelse af kvinderne, som de ikke tidligere var blevet mødt med i en mandsdomineret verden. Det var så at sige gunstigt for kvinderne at forkynde evangeliet, eftersom det udbredte en opfattelse af ligestilling mellem kønnene. Også Paulus bliver konfronteret, eftersom han i sine breve leverer modstridende syn på kvinderne og deres plads i menigheden, der i dag er vældigt omdiskuteret. Men også her forholder Smedegaard Andersen sig nært til teksten og afslår at benytte brevene til at fremme en ideologisk læsning: "[…] Paulus var ikke feminist, men barn af sin tid, og hans udsagn kan ikke umiddelbart tolkes ud fra vor tids syn på kvinder. Modsat var han ikke så kvindefjendsk, som han har fået ord for […]."
Selv kritik overfor muligheden for skilsmisse gives en nuanceret og kærlighedsbaseret læsning, eftersom kvinden var mere udsat som skilt og herefter stod i en kritisk økonomisk situation. Skilsmissen var altså et udtryk for ”mandens egoisme og hårdhjertethed”, selvom de fleste i dag nok ser en anelse anderledes på muligheden for skilsmisse. Men det er netop Smedegaard Andersens pointe:
Jesu ord er ikke et indlæg i den ligestillingsdebat, der foregår hos os i dag. Men han forudsatte i sin holdning til kvinder en ligeværdighed mellem mennesker og lagde derved kimen til, at tanken om en ligestilling mellem kønnene kunne opstå og vokse sig stærk. […] Kravet om kvinders ligestilling har haft mest gennemslagskraft i de dele af verden, hvor evangeliet har lydt.
’Bibelens kvinder’ er tekstnær og forsøger ikke at gøre Bibelen til noget, den ikke er, samtidig med at Smedegaard Andersen udvider vores blik på fortællingerne ved at trække kvinderne frem i historien. Hun giver stof til eftertanke og beviser, hvorfor Bibelen stadig er relevant læsestof for det senmoderne menneske.
Bibelens kvinder trækkes frem i lyset med Lisbeth Smedegaard Andersens smukke og indsigtsfulde gennemgang af de velkendte historier fra Bibelen.
Der er meget fokus i teologiske kredse på kvinder i Bibelen og et opgør med de traditionelle (og typisk mandsdominerede) tolkninger af Bibelen. Lisbeth Smedegaard Andersen leverer et kærkomment nuanceret indspark i debatten med sin umådeligt smukke bog ’Bibelens kvinder’.
Forfatteren indleder med at tilgå debatten og placere sin egen bog heri:
"Et varmt emne inden for moderne historievidenskab er netop, i hvor høj grad vi ud fra vor tids etik kan forstå og bedømme fortidens mennesker, begivenheder og kilder. Der bør udvises en vis forsigtighed, og den forsigtighed omfatter også kvindesynet. Bibelens personer var underkastet helt andre livsvilkår end i dag. Vi kan forsøge at lokke kvinderne ud af mørket, men vi kan ikke få dem til at sige andet end det, de mandlige fortællere engang for årtusinder siden lagde dem i munden, fordi det tjente fortællingens fremdrift eller dens ærinde".
’Bibelens kvinder’ ligner med sin titel i guldtryk og omfattende inddrag af kunstværker mere en kunstbog eller coffee table-book end en kronologisk gennemgang af kvindernes tilstedeværelse i Det Gamle og Nye Testamente. Smedegaard Andersen er både teolog, salmedigter og kunsthistoriker og formår med elegance at samle de tre til den smukkeste art ”Bibelen genfortalt”. Hendes evner som salmedigter bidrager til, at fortællingerne står i sprog, der steder nærmer sig poesi, og hvor hun ikke er til falds for at modernisere sproget som andre moderne genfortællinger.
Forfatterens viden indenfor kunsthistorie formår at kontekstualisere den bibelske kvindeskikkelse igennem tiden og gribe fat i kvinderne ikke udelukkende ud fra, hvad der specifikt står om dem (så kan man til tider lede længe), men særligt hvordan kvindeskikkelserne har formet sig igennem tiden og er blevet legender, der har taget sig forskelligt ud alt efter perioden og derfor er blevet brugt forskelligt.
Det Gamle Testamente følger herefter og stjæler det meste plads i bogen, hvor særligt patriarkfortællingerne er spændende, og hvor kvindernes historier udvider synet på tiden og de menneskelige erfaringer skabt heri. Ved Kongetiden falder bogen en smule i niveau, hvor Smedegaard Andersen ikke formår at fastholde den høje kvalitet, hun indledte med. Her tager fortællingerne for meget form efter resumé, og vigtigheden af kvindeskikkelsen udebliver.
Kvinderne vender stærkt tilbage i Det Nye Testamente, hvor Smedegaard Andersen for alvor får fasttømret sit projekt og sin ekspertise. Kvinderne bliver defineret som afgørende, fordi de fik en bærende rolle i menighederne og udbredelsen af evangeliet, men ikke fordi de nødvendigvis var nære med Jesus. Smedegaard Andersen argumenterer i højere grad for, at Jesus fremlagde en anerkendelse af kvinderne, som de ikke tidligere var blevet mødt med i en mandsdomineret verden. Det var så at sige gunstigt for kvinderne at forkynde evangeliet, eftersom det udbredte en opfattelse af ligestilling mellem kønnene. Også Paulus bliver konfronteret, eftersom han i sine breve leverer modstridende syn på kvinderne og deres plads i menigheden, der i dag er vældigt omdiskuteret. Men også her forholder Smedegaard Andersen sig nært til teksten og afslår at benytte brevene til at fremme en ideologisk læsning: "[…] Paulus var ikke feminist, men barn af sin tid, og hans udsagn kan ikke umiddelbart tolkes ud fra vor tids syn på kvinder. Modsat var han ikke så kvindefjendsk, som han har fået ord for […]."
Selv kritik overfor muligheden for skilsmisse gives en nuanceret og kærlighedsbaseret læsning, eftersom kvinden var mere udsat som skilt og herefter stod i en kritisk økonomisk situation. Skilsmissen var altså et udtryk for ”mandens egoisme og hårdhjertethed”, selvom de fleste i dag nok ser en anelse anderledes på muligheden for skilsmisse. Men det er netop Smedegaard Andersens pointe:
Jesu ord er ikke et indlæg i den ligestillingsdebat, der foregår hos os i dag. Men han forudsatte i sin holdning til kvinder en ligeværdighed mellem mennesker og lagde derved kimen til, at tanken om en ligestilling mellem kønnene kunne opstå og vokse sig stærk. […] Kravet om kvinders ligestilling har haft mest gennemslagskraft i de dele af verden, hvor evangeliet har lydt.
’Bibelens kvinder’ er tekstnær og forsøger ikke at gøre Bibelen til noget, den ikke er, samtidig med at Smedegaard Andersen udvider vores blik på fortællingerne ved at trække kvinderne frem i historien. Hun giver stof til eftertanke og beviser, hvorfor Bibelen stadig er relevant læsestof for det senmoderne menneske.
Kommentarer