Forunderlige roman om erindring og tab af identitet og følelser i byen Paris genintroducerer den franske nobelpristager, Patrick Modiano, på dansk.
Da jeg for nylig læste, at franske Patrick Modiano (f. 1945) var tildelt Nobelprisen i litteratur, tænkte jeg, at alt var som det plejede at være. Ingen pris til Salman Rushdie, som nok er for kontroversiel til nogen sinde at få den. Philip Roth, Thomas Pynchon og Don Delillo må som amerikanere også se sig forbigået, mens storfavoritten, Haruki Murakami, sikkert får den ved en senere lejlighed.
Modiano er oversat til mere end tredive sprog og har modtaget utallige litterære udmærkelser, blandt andet Goncourtprisen. Alligevel kendte jeg stort set intet til ham, men havde dog en dunkel erindring om, at Askeblomster tidligere var udgivet i et sort omslag. Jeg tjekkede på hylderne i kælderen, og minsandten om førsteudgaven fra 1994 ikke stod der. Nu har Lindhardt og Ringhof så benyttet anledningen til at genudgive bogen i et fint lyst omslag med røde bogstaver.
Ifølge anmelder på Weekendavisen, Lars Bonnevie, har Modiano inden for genren ”det forsvundne Paris” ikke sin lige. Stort set hele forfatterskabet er baseret på erindringer fra hans tidlige ungdom og fra en tid, før han var født, hvor hans jødiske far ved hjælp af nogle lyssky forretninger overlevede i det tyskbesatte Paris. Modiano skaber sig således en erindring fra en svunden tid, hvor han ikke selv hører hjemme, og kobler den med erindringen om en tid, hvor han, eller rettere hans romanpersoner, færdes hjemvant, nemlig i 1960ernes og 1970ernes Paris.
Askeblomster er ingen undtagelse. Romanens fortæller vandrer rundt i Paris, hvor han forsøger at komme til bunds i et ungt pars mystiske selvmord i 1933. Selvmordet skete efter en tur i Paris’ natteliv i et hus med en rød elevator. Politiet fandt aldrig frem til årsagen, og det gør fortælleren og læseren således heller ikke. Undervejs introduceres læseren for en række steder i Paris, steder der har betydet noget for fortælleren og for mordsagen samt en række mystiske personer, der muligvis kender noget til sagen, for eksempel Pacheco, Philippe de Bellune og Lombard, som er sortbørshaj, kollaboratør og tidligere fange i Dachau. Er der måske tale om en og samme person?
Vi introduceres også for fortællerens far, der lever i Paris under besættelsen, men den præcise sammenhæng mellem figurerne fandt jeg aldrig helt frem til. Det hænger nok sammen med romanen opbygning. I meget korte kapitler, nærmest i brudstykker, springes der konstant i tid; fra 30erne og 40erne til 60erne og tilbage igen. Og til sidst når vi frem til nutiden, 1990, dog hele tiden med en mere eller mindre tydelig sammenhæng mellem perioderne og handlingen. Disse konstante overlap mellem noget gammelt og nyt gør det ikke lettere at finde frem til den nøjagtige sammenhæng, men det betyder intet. På fremragende vis bidrager de tværtimod til romanens helt unikke stemning og centrale temaer, nemlig tabet af identitet og følelser. Det er momentvis mageløs læsning!
Bogen har noget fantastisk drømmende, melankolsk og også sørgmodigt over sig. Den hensatte i hvert fald denne læser i en ganske særegen stemning, en stemning der kun vanskeligt lader sig beskrive, men som jeg med det samme genkender, når den indtræder. Jeg har aldrig læst en roman, der minder om Askeblomster, og det er nok for meget at håbe på, at forlaget vil udgive Modianos samlede oeuvre på 29 værker, men efter denne roman hungrer jeg efter mere – jeg ønsker at forblive i den stemning, den efterlader.
Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.
Kommentarer