Historien starter i et øde og udtørret landskab i Afghanistan, hvor bedstefaderen, Dastaguir, sammen med sit barnebarn,Yassin, sidder og venter på kørelejlighed til den kulmine, hvor hans søn og barnets far arbejder.
Dastaguir er på vej for at fortælle, at hele sønnens familie døde, da russerne angreb landsbyen. Barnet er sulten og tørstig, og det eneste, han har at give barnet, er et lille surt æble. Yassin er aggressiv og råber højt, bedstefaderen skælder ud, men det er håbløst, for Yassins ører blev skadet af detonationerne.
Selv er Dastaguir endnu chokeret over alt, hvad der er sket, og hvordan skal han fortælle sin søn om de voldsomme begivenheder? Igen og igen har han mareridt om bombardementerne, sorgen har endnu ikke taget form, og der er ingen til at trøste. Han er tæt på opgivelse – men sønnen skal have besked.
Støvet, den lille bylt som eneste oppakning, furerne i ansigtet, ventepositionen, vagtmanden, der skælder drengen ud, købmanden, som er flygtet fra lignende begivenheder, alt er dybt præget af en krig, som har varet alt, alt for længe.
I stil og tema minder den lille roman om Beckett og Kafka. Yassin spørger og spørger, men kan intet høre. Dastaguir spørger om, hvor Gud er. Men verden er tom.
Romanens ultrakorte form, den enkle handling og bedstefaderens indre monolog giver romanen en særlig lavmælt styrke om krigens gru og absurditet.
Det er en uforglemmelig læseoplevelse om desværre alt for aktuelle begivenheder og om krigens katastrofale følger for det enkelte menneske. Her er det Afghanistan, men skildringen kunne have foregået alle steder og til alle tider.
Forfatteren er afghaner, født i 1962, og lever i dag i eksil i Paris.
I 2003 modtog han ALOA-prisen (Center for litteratur fra Afrika, Asien, Latinamerika og Oceanien) for romanen "Aske og jord".
Oversat af Maiken Maigaard. Tiderne Skifter, 2002. 85 sider. Kr 148,-
Kommentarer