Anmeldelse
Arbejdsnæver af Jan Kristoffer Dale
Jan Kristoffer Dale giver i sin novellesamling en fremragende beskrivelse af manden, der er skvattet ned af livets stige. Et troværdigt portræt af en udsat gruppe.
Jeg forstår godt, at den norske debutant Jan Kristoffer Dale har fået Tarjei Vesaas’ debutantpris og Sørlandets litteraturpris for sin hamrende gode novellesamling ’Arbejdsnæver’. Han skriver vedkommende og med stor autenticitet om mænd, der er gået i stå, og om mænd, der ikke føler, de er noget værd. Mænd vi alle kender eller genkender.
Novellesamlingen handler om mænd, der ikke er klatret op ad den stige i livet, der kan føre dem videre til noget bedre. De hænger alle fast, nogle uden kærester, alle ude gode jobs og uddannelser. De er ikke desideret underklasse, narkomaner, forbrydere, lurendrejere, men de er sådan set heller ikke arbejderklasse, men tilhører nærmest det, man før i tiden kaldte pjalteproletariatet. Sådan lidt frit svævende midt i mellem. Alle har de uforløste drømme om noget mere, men det er svært, når konen er gået, og man måske drikker lidt for meget og spiser for mange frysepizzaer. Mændene er alle pinligt bevidste om, at de kunne have gjort det bedre og kunne have indtaget en mere lukrativ position i samfundet, hvis de havde villet, hvis de havde haft drivet.
Heller ikke de sociale kompetencer er der for mange af. I novellen ’I en grøft’ skal Kenneth på weekendtur med de gamle klassekammerater, og han opdager meget hurtigt, at han har svært ved at finde sin rolle. Tor André og Espen har taget en uddannelse, og de vil drikke Cava og spise gourmetmad. Terje derimod er til håndbajere og frysepizza, og hvilken side skal Kenneth vælge? Han burde også have taget den uddannelse. Han ved det, og han skammer sig. Akkurat som Frank i novellen ’Tilflytter’. Han bor stadig hjemme hos mor, selvom han er i trediverne. Han ved det er pinligt, og det der med damerne kører ligesom heller ikke. André i ’Levende bevis’ er til den buttede side, faktisk fed, og helbredet har det ad Pommern til. Hans mor er dement, og han er pjevset og ked af det. Livet er ikke nemt.
Nu kunne det lyde som en flok tudeprinser alle sammen, der egentlig bare burde tage sig sammen, men det synes jeg ikke, de er. Som i Helle Helles romaner er der ingen løftede pegefingre, alt er skrevet i en klar og nøgtern prosa uden alle mulige falbelader. Og man får sympati for mændene, for det er helt klart, at sådan er det.
Dale leverer troværdige portrætter af samfundets svageste mænd, der alle balancerer på kanten af det postindustrielle samfund, hvor der ikke længere er brug for helt almindelige gode mennesker. ’Arbejdsnæver’ er hurtigt læst og egner sig virkelig godt til en snak i læsekredsen eller som novellelæsning i udskolingen og gymnasiet. Der er mange spændende tematikker, og samlingen er med til at give os alle en større forståelse og indsigt i, hvad arbejdsliv og hverdagsliv i 10’erne er for denne udsatte gruppe af mænd.
Jan Kristoffer Dale giver i sin novellesamling en fremragende beskrivelse af manden, der er skvattet ned af livets stige. Et troværdigt portræt af en udsat gruppe.
Jeg forstår godt, at den norske debutant Jan Kristoffer Dale har fået Tarjei Vesaas’ debutantpris og Sørlandets litteraturpris for sin hamrende gode novellesamling ’Arbejdsnæver’. Han skriver vedkommende og med stor autenticitet om mænd, der er gået i stå, og om mænd, der ikke føler, de er noget værd. Mænd vi alle kender eller genkender.
Novellesamlingen handler om mænd, der ikke er klatret op ad den stige i livet, der kan føre dem videre til noget bedre. De hænger alle fast, nogle uden kærester, alle ude gode jobs og uddannelser. De er ikke desideret underklasse, narkomaner, forbrydere, lurendrejere, men de er sådan set heller ikke arbejderklasse, men tilhører nærmest det, man før i tiden kaldte pjalteproletariatet. Sådan lidt frit svævende midt i mellem. Alle har de uforløste drømme om noget mere, men det er svært, når konen er gået, og man måske drikker lidt for meget og spiser for mange frysepizzaer. Mændene er alle pinligt bevidste om, at de kunne have gjort det bedre og kunne have indtaget en mere lukrativ position i samfundet, hvis de havde villet, hvis de havde haft drivet.
Heller ikke de sociale kompetencer er der for mange af. I novellen ’I en grøft’ skal Kenneth på weekendtur med de gamle klassekammerater, og han opdager meget hurtigt, at han har svært ved at finde sin rolle. Tor André og Espen har taget en uddannelse, og de vil drikke Cava og spise gourmetmad. Terje derimod er til håndbajere og frysepizza, og hvilken side skal Kenneth vælge? Han burde også have taget den uddannelse. Han ved det, og han skammer sig. Akkurat som Frank i novellen ’Tilflytter’. Han bor stadig hjemme hos mor, selvom han er i trediverne. Han ved det er pinligt, og det der med damerne kører ligesom heller ikke. André i ’Levende bevis’ er til den buttede side, faktisk fed, og helbredet har det ad Pommern til. Hans mor er dement, og han er pjevset og ked af det. Livet er ikke nemt.
Nu kunne det lyde som en flok tudeprinser alle sammen, der egentlig bare burde tage sig sammen, men det synes jeg ikke, de er. Som i Helle Helles romaner er der ingen løftede pegefingre, alt er skrevet i en klar og nøgtern prosa uden alle mulige falbelader. Og man får sympati for mændene, for det er helt klart, at sådan er det.
Dale leverer troværdige portrætter af samfundets svageste mænd, der alle balancerer på kanten af det postindustrielle samfund, hvor der ikke længere er brug for helt almindelige gode mennesker. ’Arbejdsnæver’ er hurtigt læst og egner sig virkelig godt til en snak i læsekredsen eller som novellelæsning i udskolingen og gymnasiet. Der er mange spændende tematikker, og samlingen er med til at give os alle en større forståelse og indsigt i, hvad arbejdsliv og hverdagsliv i 10’erne er for denne udsatte gruppe af mænd.
Kommentarer