Svenske Bohman skriver politisk eftertænksomt og afdæmpet morsomt om litteraturens kommercielle knæfald og troen på fortællingens egenværdi.
'Andromeda' er en lille perle for litteraturelskere. Med en stille, men alligevel pageturnende prosa skriver Therese Bohman om en forlagsverden, hvor litteraturen i stadig højere grad reduceres til produkt i det store pengeapparat fremfor at løfte og højne de værker, der har værdi i sig selv.
Som forsvarere af “den sande litteratur” har vi den unge praktikant Sofie og den ældre forlagschef Gunnar, som er de to vi oplever fortællingen igennem i hver sin del. De tror begge urokkeligt på den gode litteratur og afskyr forlagets “regnedrenge”, og da Sofie en dag vover at kritisere en debutant, som forlaget har udgivet, finder Gunnar pludselig en åndsfælle. En der tør være ærlig og ikke bruger sine vurderinger som karriereløftestang, men tværtimod erkender og læser litteratur helt råt og uden bagtanker om, hvordan man kan udvinde ussel mammon fra den.
Sofie bliver siden forfremmet, og det bliver starten på et venskab imellem den unge kvinde og den ældre mandlige chef, hvor de som et ugentligt ritual drikker vin hver torsdag efter arbejde på Operakælderen (vidunderligt navn!). Hvis man lige smager på den køns-, alders- og arbejdskonstellation, så er der for de fleste en skandaleadvarselsalarm eller to, der blinker, og man føler en trang til at adressere et vist stort pattedyr i rummet…
Romanen viger dog, næsten, udenom dette. Den ser bort fra den formelle uligevægt imellem dem, og den (metoo)tikkende bombe deri og fokuserer i stedet på mødet imellem dem med litteraturen som et holdepunkt i den tumultariske tilværelse. Klichéen punkteres altså før, den har fået fart, og det er mere en Lost in Translation-platonisk fortælling om to eksistentielt ensomme, der finder hinanden, end et fiktionaliseret debatindlæg om magt og køn.
Gunnar har i sin tid været med til at fremavle store litterære stjerner med forlagets flagskib Andromeda, en prestigefuld serie der blåstempler debutanter, men er blevet led og ked af kommercialiseringen af litteraturen som endnu et produkt i samfundets umættelige oplevelsesøkonomi. Sofie ser op til Gunnar og lærer af ham, og man får aldrig følelsen af udnyttelse – hverken den ene eller den anden vej. Som hun selv siger: “Jeg forstod, at vi havde erfaret det samme: at tilværelsen havde manglet noget inden disse afgørende læseoplevelser, men at den også for altid ville gøre det bagefter.”
Bohman skriver let og elegant om hovedpersonerenes fortrolighed og dynamikker, og som læsning glider det let ned. Næsten for let, for selvom pointen om fortællingens forvandlingskraft naturligvis er vand på møllen for alle litteraturelskere, bliver 'Andromeda' lidt for ufarlig. Der er tindrende, rørende passager at fremhæve, og Bohman mestrer både fremdrift og poesi i sit sprog, men alligevel kunne jeg godt tænke mig en lidt grovere aktivering af de perspektiver, som romanen tegner.
Hendes andre værker er lysende, litterære perler (jeg kigger særligt på dig, Den anden kvinde), og selvom denne ikke lyser ligeså kraftigt, så er det stadig vedkommende, virkningsfuld læsning. Den handler om at vende sig imod verden igennem litteraturen, men i lige så høj grad om at finde relationen, kunsten, kærligheden, der kan gøre den større. Med uudtømmelige, smukke temaer som det, tilgiver man nemt de små, sentimentale skavanker, som følger med Bohmans fine og stille imponerende roman.
Kommentarer